Kap Verde - et afrikansk alternativ

 

Johnni Balslev (©)


De små Kap Verdiske øer i Atlanterhavet syd for Canarieøerne kom for alvor i søgelyset, da Star Tour (nu TUI) satte dem på programmet for vinteren 2006/7. Nu er Spies og Apollo Rejser kommet til.


Vi ser nærmere på øerne Sal, São Vicente, Santo Antão og Fogo.



Siden opdagelsen af de ubeboede øer i 1460 har portugiserne sat deres præg på udviklingen. Øerne blev brugt til sortering af slaver på vej til Amerika. Senere satte englænderne deres præg, da Kap Verde blev en vigtig base for skibe, der skulle laste kul på deres videre færd langs Afrikas kyst eller over Atlanten. Alene i 1898 lastede mere end 1500 skibe kul på Kap Verde. Samtidig blev Kap Verde et knudepunkt for transatlantiske kommunikationskabler.


I nyere tid anlagde Sydafrikanerne en stor lufthavn på Sal. Derved undgik de mange landes boykot af apartheid-regimet. De kunne så tanke deres fly op til den videre færd over Atlanten eller op over Europa.


Nu holder turismen sit indtog via øen Sal. Det er nok den største omvæltning siden Kap Verde blev en selvstændig nation i 1975.



Sal - turisternes ø

Vejen fra lufthavnen på Sal til turistområdet ved Santa Maria er gold og kedelig. Mange vil sammenligne den med vejen fra lufthavnene på Gran Canaria og Tenerife til de solsikre områder på sydsiden af øerne. Kap Verde-øerne ligger da også nogenlunde på samme måde i forhold til Atlanten og Afrika, blot 1500 km længere mod syd.


Santa Maria var ind til for få år siden en lille søvnig fiskerflække uden andet end en formidabel caribisk strand. De fleste indbyggere var flyttet udenlands efter en periode, hvor Sal (=salt) havde levet af at eksportere salt til omverdenen. Nu var produktionen gået i stå og byen overladt til sin egen skæbne.


Det mange udenlandske hjælpeprogrammer ikke er lykkedes med ser nu ud til at lykkes for turismen på Sal. Turismen er på godt og ondt den redningsplanke, der kan redde små hensygnende lokalmiljøer som Santa Maria. De 25-28 grader året rundt og et klima mere solsikkert end Canarieøernes gør sit. Men stranden er så absolut det store trækplaster.


Den flotte strand

På den vindblæste østside boltrer wind- og kitesurferne sig. En tidligere surf-verdensmester har etableret et stort surfcenter på stranden. Ind mod byens centrum strækker den ualmindeligt flotte caribiske, men til tider lidt vindblæste sandstrand sig over flere kilometer. Rundt om pynten ved fyrtårnet mod sydvest kommer den mere stille strand ud for det kæmpemæssige Hotel Riu Funana.


Udbudet af aktiviteter i vandet og på stranden kan tilfredsstille de fleste.


Selve byen er til at overse. Den kan groft taget deles i tre linier. Mod vandet ligger flere hoteller og gode restauranter, i næste række kommer de lokale forretninger, barer og restauranter med et eksotisk creolsk præg. Længere inde findes det gamle mere fattige kvarter med et broget folkeliv mellem nedslidte boliger uden sanitære installationer. Længst mod sydøst skyder nye boligkvarterer op. De sælges hovedsageligt til udlændinge med udlejning og investering for øje.


Santa Maria har ingen havn, men fisk landes på en nybygget stor træmole. Her skæres den ud med det samme og bæres direkte op til restauranterne. Santa Maria har allerede nu et pænt udbud af restauranter, og man skal være meget kræsen, hvis ikke man kan nyde det store udbud af frisk fisk fra Atlanterhavet. Tun og hummer topper listen. Næsten al fisk serveres uden ben. De er filetteret på forhånd. Kun mindre fisk serveres som de er, og så er de ovenikøbet nemme at gå til.


Umiddelbart kan jeg anbefale restauranterne The Crab, Leonardo, Americos og Le Pastiz nær byens lille torv. En større gruppe italienere har slået sig ned i Santa Maria og givet flere restauranter et italiensk islæt. Los Canaries lidt længere væk kan anbefales til lidt spansk nostalgi. Nede på stranden på hotelsiden kan Atlantis og Funana anbefales. Funana skal dog mest opleves for den herlige stemning med musik og dans hver aften. Af barer har Papaya nær den gamle havn en dejlig udsigt, mens Tam-tam inde i byen er det hyggelige samlingssted for dem, der holder af irsk stemning og fadøl.


På Sal kommer taxi-regningen sjældent over startbeløbet i Danmark. Det gør den dog, hvis man tager de knap 20 km op til havnebyen Palmeira. Her er altid liv i havnen. Fisk landes under stor tumult og sælges på stedet. Oppe i byen hersker en afslappet stemning og Restaurant Lagosta kan anbefales til en dejlig Arroz de Marisco, skaldyr i ris.


Af uransalige årsager har alle kapverdiske banker et fast forhold til Visa-kortet. Det er stort set umuligt af hæve penge på andre kort. Hæveautomaterne tager kun Visa. Tag derfor Euro med hjemmefra eller et Visa-kort. Det kan tage timer at hæve penge eller veksle i banken. Euro modtages de fleste steder, dog oftest i forholdet 100 cve til 1 €. Officielt er det 110 til 1.



São Vicente - kulturøen

Det tager kun 45 min at komme til øen São Vicente fra Sal i de nye 2-motores ATR 42. Ved landingen modtages vi af en lille æresgarde. Det viser sig dog at være til ære for øernes præsident Pedro Pires. Han er på vej den anden vej, hjem til hovedstaden Praia på San Tiago.


Byen Mindelo ligger udbredt langs en cirkelformet bugt. Bugten er resterne af et vulkankrater. Den store havn var før en vigtig base for skibe på vej over Atlanten eller på vej langs Afrikas kyst. Størstedelen af Kap Verdes import af udenlandske varer kommer ind via havnen i Mindelo.


I dag er Mindelo med sine knap 70.000 indbyggere mest kendt for sit rige musikliv. Det er også her den verdensberømte barfodssanger Cesaria Evora er født og opvokset.


Folkemusikken

Den kapverdiske folkemusik kan groft sagt deles op i tre typer. Cesaria Evora synger den sjælfulde morna, der kan synes inspireret af den portugisiske fado. Coladera er den mere livlige dansemusik, mens batuka er en meget afrikansk, sensuel rytmisk musik og dans, der udelukkende udføres af kvinder. Deres oprindelse fortaber sig i mange teorier, men det er sikkert at både coladera og batuka er afrikansk inspirerede. Det samme er afarter som Funana. En livlig musik, der i lang tid var symbol på modstanden mod de portugisiske magthavere.


Hvis man gerne vil have et indtryk af det afrikanske temperament, kan man blot besøge det store fiskemarked. Her er der fest og farver, handlen foregår med ivrige fagter og viften med de store plasticbaljer, fiskene bæres hjem i. Stemningen er noget mere afdæmpet på det officelle grøntmarked i en smuk gammel bygning i nærheden. Papaya, yams, chili, bananer, meloner, mango og andre eksotiske frugter bidrager til farveorgiet.


Jeg når kun et par af musikstederne, og må sætte min lid til de lokale, når de anbefaler musiksteder som Club Nautico, Nella’s, Archote, Porto Grande, Altalua, Algarve og Caravella Esplonada.


Aftenen tilbringes på den livlige Club Nautico. Publikum ligner en blanding af udenlandske hippier og lokale bohemer. Stemningen er i top.



Santo Antão - naturøen

Set fra den hurtigt sejlende katamaran ser Santo Antão temlig gold ud. De nøgne bjerge strækker sig op i 1000 meters højde.


På kajen i Porto Novo modtages vi af et virvar af Aluguers. Chaufførerne i minibusserne råber deres destination og rute. Inden længe er en stor gruppe svenske studerende stuvet ombord. Nogle af dem må nøjes med gulvet i en lille ladvogn. De vinker smilende til os.


Da vi møder dem på den brostensbelagte vej næsten en time senere i over 1000 meters højde er deres smil stivnet en anelse. Til gengæld er udsigten nu en helt anden. Vejen balancerer på en stejl bjergryg med udsigt til grønne dale på begge sider. De sirlige brostensbelagte veje er ingeniørkunst af høj klasse. De snor sig behændigt ud og ind mellem vilde og uvejsomme bjerge. Landskabet er råt, smukt og dybt fascinerende.


Vi slutter turen i Hotel Pedracin Village på en bjergside nær byen Ribeira Grande. Turen tog 75 minutter og koster 35 kr. Hotellet består af 10 dobbelte bungalows af en rigtig pæn standard. Den lille swimmingpool benyttes af en gruppe franskmænd, der er på trekking i bjergene. Solen får de blomstrende sukkerrør på bjergsiderne til at ligne sne.


Vores chauffør Cecilio skal næste dag køre os ind i dalen Paul længere mod sydøst. Han har sit eget lille vognmandsfirma. Det har han sparet sammen til ved at arbejde på en dansk tanker i 2 ½ år. Han smiler, da han hører, at jeg er dansker.


I Ribeira Grande møder vi en bil fra Børnefonden. Netop Børnefonden har mange af deres fadderbørn i  denne del af Santo Antão.


Midt i byen oser og larmer de store dieselmaskiner, der leverer strøm til området. Jeg har ellers set, at Risø havde foretaget rekordagtige målinger på vindmøller i dalene omkring Ribeira Grande. Vi leverede endda også en stor vindmølle uden at have en kran til at løfte den på plads.


– Shell har magten på Kap Verde, siger min guide Paolo sørgmodigt. – De bestikker så folk med tilskud til forskellige sportsarrangementer. Så kan dieselmaskinerne ose videre.


Den frodige dal

Vi drejer snart ind i Paul. Yams, sukkerrør, bananer, papaya, mango og kaffe dyrkes i den frodige dal. Da vi nærmer os bunden af dalen, er vi oppe i 500 meters højde. Nu har et skydække lagt sig om toppen af vulkanen Cova for enden af dalen. Vi stopper og vender i den lille by Cabo de Ribeira. Paolo tager mig inden for i en lille bar med masser af souvenirs til salg langs væggene. Franskmanden Sandro Lacerenza skænker os en lokal Grogue. Den hopper sidelæns ned. Han viser os nogle fine glas med kryb og slanger lagt i sprit. Slangerne er ikke fra Kap Verde. Jeg er ikke helt klar over om det kan drikkes. Det kan kaffen, jeg købte af ham. Den er emballeret i en Nescafé-dåse belagt med sirligt slebne, brændte tændstikker.


Sandro Lacerenza har et par værelser til leje for de, der ønsker at fortsætte til fods op i det frodige krater. Turen tager 2-3 timer. Lige nu er man ved at udbygge vejen, så man snart kan køre længere op ad bjergsiden.


På hjemvejen stikker vi hovedet ind på et af de lokale destillerier. Sukkerrørspressen (trapichen) er ikke i brug. Høns og geder har lagt sig på området, hvor trapichen trækkes rundt i høstsæsonen. Næsten alle arbejderne er igang med at reparere en gammel motorcykel. En enkelt sætter dog propper i nogle flasker. Propperne er foldet af bladfibre. De stoppes så i flasken, og det overskydende skæres af.


Grogue er sprit for de hærdede. Den holder omkring de 55%. Den mildere Ponche er et miks af Grogue og sugerrørssirup. Et yderligere kompromis er Coupada med et miks af Grogue og Ponche.


Vi slutter vores rundtur på Santo Antão med en frokost i Ponta do Sol. Den nydelige by havde en lille lufthavn, men de nye fly kan ikke lande på den mikroskopiske landingsbane. Den har derfor været lukket i nogle år. I stedet sejler vi tilbage med færgen Mar D’Canal.



Fogo - vulkanøen

Vi er en gruppe på 19 personer i det lille Let 410 fra Cabo Verde Express til Fogo.


Vulkanen Pico de Fogo kan ses på lang afstand. Med sine 2.829 meter er den Kap Verdes højeste bjerg. Vi glider tæt ind over hovedbyen São Filipe for at lande i den tomme miniature-lufthavn. Kaptajnen tager med os ned i byen.


En rundtur i São Filipe gir’  indtryk af en velordnet, køn gammel koloniby med rene gader og istandsatte huse. Den indbydende sorte strand neden for byen er lumsk. Vi kan tydeligt se de stærke strømme langs stranden.


Dagens hovedmål er selvfølgelig vulkanen og den store nationalpark, der omgiver den. Undervejs kan vi se, at den vulkanske jord er meget frugtbar. Der dyrkes majs, bananer, kartofler, papaya og meget andet langs vejen. Oppe i selve krateret kan man tydeligt se det frosne lava-landskab fra et stort udbrud i 1995.


Befolkningen flygtede og fik anvist nye boliger nede ad bjergsiden. Men de vendte tilbage til krateret på trods af advarsler. I dag er vinen fra krateret kendt ud over Kap Verdes grænser. Især den glimrende hvidvin.


Midt ude i lavaørkenen har nogle piger taget opstilling med lidt husflidsarbejde. Det kan ses på dem, at her ikke er nem adgang til vand. Da de får solgt en del af deres varer, lyser smilene op i deres snavsede ansigter. Vi har selv frokost og vand med fra São Filipe.


Ude i den sidste lille landsby Bangaeira er fattigdommen iøjnefaldende. Her slutter vejen.


Kap Verde er sol, strand og afslapning for de fleste. De eksotiske “hemmeligheder” må man selv opsøge. Til gengæld er turismen på øerne under alle omstændigheder en aktiv ulandshjælp.





Charter:

www.spies.dk

www.tui.dk

www.apollorejser.dk


Fly: www.flytap.com via Lissabon, dagligt fra København.


Yderligere info

    

www.caboverde.de (tysk)  

www.caboverde.com


Bradts guidebog Cape Verde Islands kan købes til 239 kr.


Se også lysbilledshowet >>>


Om Kap Verde

4.000 kvkm. 424.000 indbyggere, heraf 71% creoler, 28% afrikanere og 1% europæere.

Gns. levealder 71 år.

23% analfabeter.

Sproget er Creolsk (en blanding af portugisisk og vestafrikansk) og portugisisk. Valutaen cap verdiske escudos (CVE) er låst til Euroen: 1 € = 110 CVE.

Arbejdsløsheden er på 21%. Den årlige gennemsnits-

indkomst ligger på ca 7.000 USD.  (Kilde: CIA)


39% af landets indkomst kommer fra de ca 700.000 capverdianere, der lever udenfor Kap Verde (Kilde: Politiken).


Værd at opleve - helt kort


Sal

- De gamle salinas i vulkanen ved Pedra de Lume. Husk evt. badetøj til en flydetur i det saltholdige vand.

- Bymiljøet i Espargos og havnebyen Palmeira.

- Et vaskeægte fatamorgana Terra Boa nær Espargos. Det ligner en sø midt i et ørkenlandskab.


São Vicente

- Bymiljøet, musikken og markederne i Mindelo.

- Bjerget Monte Verde (700 m) med opdyrkede marker på toppen og en formidabel udsigt.

- Strandene ved Calhau, São Pedro og festivalbyen Bai das Gatas.


Santo Antão

- Trekking i bjergene, feks. op mod vulkanen Cova de Paul.

- Turen op gennem den frodige dal Paul.


Fogo

- Mindst nogle timer i den gamle koloniby São Filipe. Besøg Tropical Club med god lokal stemning og musik.

- Turen op til nationalparken omkring vulkanen Pico de Fogo.


Kap Verde er et slaraffenland for dykkere og dybhavsfiskeri. På Sal arrangeres dykkerkurser, dykning og udflugter, hvor der er gode muligheder for at fange de store Blue Marlin (kendt fra Hemingways Den gamle mand og havet).

Indkøb


Kunsthåndværk som udskårne træfigurer og farverige malerier. Musik CD’er. Den stærke lokale Groche eller den gode hvidvin fra Fogo. Kaffe fra Santo Antão.

Prisniveau


Kap Verde er en del billigere end canarieøerne. Til gengæld er udbudet af varer noget begrænset. Et måltid med 2 retter, vin, vand og kaffe koster lidt over 100 kr på restauranter i Santa Maria. En lille øl (25cl) koster under 10 kr og en drink som gin og vodka med vand ca 25 kr. Prisniveauet er lavere i Mindelo på São Vicente.

Lokal transport


Cape Verde Airlines - flytacv.com - ca 1200-1600 kr retur mellem øerne. Der flyves med nye ATR 42 og 72.

Barracuda Tours i Sal kan hjælpe med individuelle ture (www.barracudatours.com)

Mellem Mindelo og Santo Antão sejles med Katamaran (35 min) og Mar d’Canal (ca 70 min)

Aluguers (minibusser som Dolmus i Tyrkiet) kører hele tiden (når de er fyldt!). 75 min tværs over Santo Antão koster 35 kr.

Biler, cykler og boogier kan lejes på Sal.

Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html