Strand- og sportsøen Fuerteventura

 


© Johnni Balslev


Med sit lange hår og skæg, og et afslappet flower-powerdress ligner Bruce fra Skotland mest af alt en gammel, efterladt hippie.


En gammel hippie er han, men ikke efterladt.


- Jeg var lige hjemme hos familien i 10 uger. Det sneede og var hamrende koldt. Det var sgu ikke sjovt. Nu er jeg tilbage i varmen på stranden. Kunne du tænke dig en joint? Jeg kender jo godt Christiania, smiler han med et glimt i øjet.


Nu tilbringer Bruce mere tid i baren Cordon Bleu end på stranden. Han har boet fast i Correlejo i over 12 år.


Der er i det hele taget et kraftigt anstrøg af gamle hippier og surfere med vejrbidte rynkefjæs og strithår i det gamle centrum af Correlejo.


Promenaden mod bystrandene og havnen er pakket med et stort udbud af glimrende restauranter og hyggelige barer. Mojito Bar, Los Percaditos, Agua og Cordon Bleu er gode steder til en drink og snacks med udsigt.


Det barske landskab

Fuerteventura er den mest barske af De kanariske Øer. Store bjergkæder strækker sig ned over den over 100 km lange ø.  De er mere imponerende end frodige. Bjergene er lige akkurat for lave til at give nedbør og landbruget synes at være gået i stå for mange år siden. Men i de store turistområder er det tydeligt at se, hvad en smule vand kan gøre for det grønne.


Et af de nye grønne turistresorts er Caleta de Fuste, eller Castillo som stedet hed før. Her lige syd for lufthavnen og hovedbyen Puerto del Rosario har man bygget et resort op omkring en stor lavvandet, kunstig sandstrand. Det gør den mere børnevenlig end mange andre flotte strande på Fuerteventura.


Den store hotelkoncern Barcelo har mange tilbud om bungalows eller hotelværelser med all-inclusive i en god standard. Vi kan umiddelbart anbefale spisesteder som Taberna del Capitain, Restaurant 15 og freden for TV-skærme i snackbaren La Cave.


Vi tog på udflugt til en af Fuerteventuras små fabrikker med produktion af Aloe Vera-produkter, videre til den vindomsuste grotteby Ajuy og endelig et obligatorisk stop i den idylliske tidligere hovedstad Betancuria. Byen er nydelig men virker efterhånden mere som en turistfælde, end en almindelig by.


Mere lokalmiljø

Turistbyer som Correlejo og Jandia helt mod syd har en del lokalmiljø. De største lokale byer uden megen turisme er hovedbyen Puerto del Rosario og Gran Tarajal noget længere mod syd. Rosario  har rettet op på sit tidligere ry som et råt tilholdssted for fremmedlegionen. Fremmedlegionen  er forlængst væk og Rosario har fået gågade, havnepromenade med en fin bystrand og så et stort indkøbscenter. Man kan få en oversigt over de mange flotte skulpturer i Rosario på turistkontoret på havnepromenaden. Alle øens busruter går via Puerto del Rosario.


Havnebyen Gran Tarajal nær sports- og welnesscentret Las Playitas er øens næststørste by. Den var en positiv overraskelse. Tarajal har en flot bred bystrand og en strandpromenade med mange glimrende restauranter. Inde bag ved er der et afslappet lokalt miljø med en række helt nye farverige gavlmalerier.


Målrettet sportscenter

Leder du efter socialt samvær er det store sports- og welnesscenter Las Playitas nok ikke lige stedet at søge hen. Men det er derimod et glimrende tilbud til alle, der vil have strammet op på konditionen eller dyrke sport på et højt niveau. Der er endda også en golfbane.


Terrænet omkring centret er præget af løbe- og offroad cykelstier. Ude på Fuerteventura møder man konstant cykelryttere fra Playitas i det sidste nye antræk, enten på de glimrende asfaltveje eller som små støvskyer op og ned af stejle bakker.


25 km strand

Mod syd snævre Fuerteventura ind og bliver til området Jandia. Det er adskilt fra den øvrige del af øen med store sanddyner. På grænsen ligger den frodige Oasis Park med masser af tilbud til mange timers ophold i en kombination af en zoologisk og botanisk have. Jeg blev imponeret af et show med med ørne, grippe og ugler i fri flugt.


Mod læsiden starter den lækreste lyse sandstrand. Efter 25 km når den havnebyen Morro Jable helt mod syd med færger fra Armas og store katamaraner fra Fred. Olsen Line til Las Palmas kun et par timers sejlads væk.


Fra hovedvejen er der et utal af sideveje ned til havet med få hoteller og specielle træningsskoler for især surfing og kiteboarding (surfing med dragetræk). Det største område på vejen mod syd er Costa Calma. Der er ikke noget egentligt centrum i Costa Calma, man tager pejling efter sit lokale shoppingcenter. Mange veje fører ned til den gode strand, men der er ingen strandpromenade.


Det er der til gengæld længst mod syd i selve Jandia. Her er der anlagt en kombineret motionssti og promenade på fem kilometers længde. Det sidste stykke mod syd og havnebyen Morro Jable har en tæt kontakt til den kridhvide sandstrand og det store Atlanterhav. Strandbarerne afløses af gode fiskerestauranter ind mod den gamle bydel. Restauranterne Clavio, Avda. del Mar og La Laja har en fremragende udsigt og serverer mad til rimelige priser. 11 til 19 Euro med hvidvin per person. Og husk venligst at fisk også fås uden ben.


Langs shoppinggaden i Jandia og i shoppingcentret Cosmo er der udmærkede tyskprægede barer. Men som i de engelske pubs mod nord i Correlejo bruger de voksne drenge på over 100 kg megen tid på at se fodbold på så mange TV-skærme som muligt. I Jandia fandt jeg Oasis Bar med nydelig indretning, fin service, god musik og intet TV.


Ubåde og plastikkirugi

Som knægt sad jeg og tæskede mit skoleatlas igennem. I dag er det afløst af Google Earth. En prik i ødemarken vækkede min nysgerrighed.


Det måtte Apollos supervisor Sara sande, da hun tilbød at køre mig om til den anden side af bjergkæden på Jandia. En grusvej fører op gennem et bjergpas med en fremragende udsigt ned over den imponerende men lumske Cofete-strand og flækken af samme navn. Bag ved kan man lige ane målet for vores tur.


Den mystiske Villa Winter står helt isoleret med sit tårn under Fuerteventuras højeste bjerg på 807 meter. Ifølge myten lagde tyske ubåde til her under Anden Verdenskrig. Nogle mener sågar, at der var en underjordisk base i lavatunnelerne under villaen.


Ingeniøren Gustav Winter var en betydningsfuld mand i området, altid med solbriller og en stor sort hund ved sin side. Han arbejdede for både Det tredie Rige og Franco. Et hårdnakket rygtet vil vide, at naziledere kom hertil ved slutningen af krigen for at få ændret deres udseende. Nogle kom via den nu nedlagte lufthavn helt mod syd.


Hele Jandia-halvøen var i en længere årrække ryddet for beboere og afspærret med bevæbnede vagter. Selv oplyste Winter, at han dyrkede landbrug omkring Villa Winter.


Cofete på vejen til Villa Winter er ikke nogen by, men en samling primitive huse. Forunderligt nok har flækken en lille festplads og en enkel snackrestaurant. Festpladsen tages i brug, når alle øens får og geder en gang om året i juni måned drives sammen i Cofete. Der gøres status over ejerskabet, nogle geder slagtes og så festes der igennem.


Villa Winter lever fuldstændigt op til sit ry som et skummelt sted. Selv ikke et par palmer i gårdhaven eller et primitivt museum kan ændre på de lukkede døre og kælderen med de mange uåbnede rum. Udenfor understreger en gammel mine-tipvogn fra Krupp det mystiske ved Villa Winter.


Opsynsmanden Pedro er meget venlig, men fortæller kun lidt. Med en sigende bevægelse lyner han munden til.




Tilbage til menuen og rejsemål!Ferierejsen.html