Kanarieøerne - sammenlignet

 


© Johnni Balslev


Kanarieøerne holder stadig tronen som danskernes foretrukne vinterrejsemål i solen. Langt over 300.000 danskere finder årligt vej til de spanske øer i Atlanten. Vi giver her en kortfattet guide til nogle af øernes største rejsemål.


Gran Canaria


Playa del Ingles er fest og farver

Det startede med rejser til hovedbyen Las Palmas i 1960'erne. Men en forurenet bystrand og det knap så solsikre vejr fik folk til at rejse ned til de store sandklitter ved Maspalomas, San Agustin og Playa del Ingles. Her var der sol for alle pengene.


Snart blomstrede turistlivet med restauranter, barer og shoppingcentre med noget for enhver smag. Man fandt sig sit eget område og tog bestik ud fra shoppingcentre som Yumbo, Kasbah, Cita, Tropical og Plaza.


Om dagen er strandpromenaden ved den kæmpemæssige men noget vindomsuste sandstrand pakket med solhungrende nordboere. Udbudet af frokostrestauranter langs stranden er imponerende. Her er konkurrencen så hård, at man stadig kan få sig et let måltid med en øl til omkring 50 kr. Pizza, burger, grillkylling, fritter og "tag selv" buffet ligger i top.


Når mørket falder på, søger man ind til sine stambarer og restauranter med levende musik. Det kan være danske Copenhagen by Hannibal (tidligere Hos Pia), norske Sosialkontoret eller svenske Skansen i Yumbo-centret. Eller en livlig engelsk eller irsk pub. Måske en tysk med velskænket fadøl og retro-stemning.


San Agustin mod nord og Maspalomas ved de store sandklitter mod syd er lidt mere fredelige end selve Playa del Ingles. Maspalomas og Playa del Ingles er også en tolerant oase for mange homoseksuelle.


Tip: Kig op i bydelen San Fernando, hvor kystens mange servicemedarbejdere bor. San Fernandos shoppingcenter Bellavista har efter sigende kystens billigste Hyper Dino-supermarked. Prøv den hyggelige restaurant Tapas Bar Capaco nær ved med god mad og sympatisk stemning.


Besøg gerne området ved fyrtårnet Faro de Maspalomas. Mod øst og sandklitterne er der et intimt center med barer og restauranter direkte ved stranden, på den anden side af fyrtårnet strækker en promenade sig langs de nye flotte hoteller i Meloneras på sydspidsen. Rejseguruen Stig Elling holdt i mange år sin vinterferie nær Faro på det grønne Hotel Riu Palace Oasis.


Plus: Meget stort udbud af barer og restauranter. Stort strandområde for voksne. Stort tilbud af forlystelser, udflugter og natteliv.


Minus: Ingen havn. Stranden er ikke specielt børnevenlig. Flere centre er nedslidte.


Soldalen Puerto Rico

Lige som Playa del Ingles er Puerto Rico et menneskeskabt turistlandskab. De mange hoteller kryber op ad bjergsiderne som et amfiteater med den 400 meter lange sandstrand i bunden. I dalens bund er der også et stort indkøbs- og forlystelsescenter.


Her mødte jeg engang en englænder på vej op ad de mange trapper på bjergsiden.


- De sagde, at vort hotel lå et stenkast fra stranden. Godt nok. De nævnte bare ikke, at der var femhundrede trin op til det, stønnede han med en skæv grimasse.


Puerto Rico har i høj grad været et danskersted, hvor man har sin egen stambar eller stamrestaurant. Et sted, hvor de kender dit navn. Du kan endda holde dig til dansk mad hele ferien.


- Efter 3 uger hernede kan jeg spisekortet udenad, fortalte  Aksel Jeppesen mig med et smil. Han havde været i Puerto Rico mindst femten gange med fruen. De havde fundet deres stamsted på Bette Kro i centret.


Tip: Kør danskerlinen helt ud, tag op på bjergryggen i Europa-centret og besøg den store restaurant Barbacoa. Her underholder dansktoppen af poppen om vinteren. I januar-februar er det bla. Fede Finn & Funny Boyz, Johnny Hansen (Kandis) og Peter Vesth.


Kør ind til nabobyen Arguineguin, hvis du vil have et mere intimt kanarisk miljø.


Plus: En havn med mange udflugtsskibe. Børnevenlig strand. 20 minutters gang fører om til Amadores-stranden med endnu mere plads. Ok legeplads mellem havnen og centret.


Minus: Kuperet terræn. Et lidt slidt center. Advarsel: Køb ikke elektronik, kun hos Visanta.



Tenerife


Frodige Puerto de la Cruz

Puerto de la Cruz har i mange år været et sted jeg anbefalede til voksne par, der gerne ville omgives af en frodig natur og lokalmiljø. En kombination der er ikke er på andre større kanariske rejsemål.


I de seneste år synes vejret dog at have spillet os et pus. Det synes at have regnet mere end før. En byge eller to er helt fint, ellers ville der jo ikke være frodigt med palmer og vores stueplanter i flere meters højde. Men bygerne synes at falde lidt hyppigere. Der er dog stadig intet, der slår kigget op fra den lille fiskerihavn over bananplantagerne til pinjeskovene på kanten af krateret med Spaniens højeste bjerg Teide tronende med sne på sin 3.718 meter høje top. Wow. Og så står man i skjorteærmer kun forholdsvis få timers flyvetur fra et vinterkoldt Danmark.


Tip: Besøg den næsten ukendte have Sitio Litre. I den smukke orkidéhave hentede Agathe Christie inspiration til flere af sine krimier.


Kombinér en tur i den unikke dyrepark Loro Park med et besøg i fiskerflækken Punta Brava lige ud for.


Her finder I Restaurant Tambo med især lækre skaldyrs- og fiskeretter. Fra Tambo er der en fin udsigt ind over Puerto de la Cruz og den store strand Playa Jardin med sit sorte lavasand.


Plus: Et frodigt rejsemål med et lokalt islæt i en rigtig by. Gode udflugtsmuligheder. Store poolanlæg.


Minus: Ikke specielt børnevenligt. Kuperet terræn. Kun strande med lavasand. Ingen havn.


Nyrenoverede Playa de las Americas

Der er 8 km fra havnebyen Los Cristianos til El Duque-stranden mod nordvest. For nemheds skyld kaldes strækningen med over 100.000 sengepladser for Playa de las Americas. Men der er store forskelle.


Los Cristianos har et livligt bymiljø og havn med egen bystrand. Den egner sig dog bedst til solbadning og beachvolley. Lige uden for byen kommer kæmpestranden Las Vistas med egen platform til parkering af kørestole. Inde bag kystpromenaden er der nu et luksusområde med showteater, spraglede mosaikfortove og flotte specialbutikker langs Avenida las Americas.


Mellemstykket ved de gamle Troya-strande med mørkt lavasand er her endnu, og de unge kan stadig drikke sig i hegnet i Veronica-centret. Efter Colon-havnen med lyst- og udflugtsbåde kommer en mere gennemsnitlig strækning med strande og strandbarer. Promenaden slutter ved El Duque, et luksusområde med spændende arkitektur.


Tip: Det er mest spændende at bo inde mod Los Cristianos, hvis man har hang til et livligt byliv med et rimeligt udbud af spisesteder. På toppen af centret San Telmo er der en lang række eksotiske barer og spisesteder, prøv libanesiske Restaurant Habibi. Mums.


Har man set èt shoppingcenter, har man set dem alle. De er lige ensformige. Men sådan er det ikke med et afsnit  af Passardella Oasis i Los Cristianos. Her har en flok unge entusiaster opstillet små boder med en lang række lækkerier som skaldyr, møre bøffer og farverige salater. Dem tager man så ud og spiser på en stor veranda på centrets top.


Se hanggliderne lande på stranden mellem El Duque og fiskerbyen La Caleta. Tag gerne en frokost i den hyggelige by med mange glimrende fiskerestauranter.


Plus: Det mest handicapvenlige område på Kanarieøerne. Man kan sagtens leje el-kørestole/scootere og køre uhindret de 8 km på promenaden. El-scooterne kan lejes for ca 500 kr for 3 døgn. En to-personers koster fra ca 1100 kr for en uge.


De forholdvis nyanlagte sandstrande er mere i læ end stranden ved Playa del Ingles. Dermed også mere børnevenlige. Flere havne med tilbud om udflugter på havet.


Playa de las Americas fremtræder meget velholdt og opdateret.


Minus: Området omkring Puerto Colon er knap så spændende som resten.



Fuerteventura


Fuerteventura er strand og sport

Turismen har spredt sig langs Fuerteventuras østkyst, kun 100 km fra Sahara i Afrika. De to største turistområder med lidt lokalmiljø er i hver sin ende af øen.


Mod syd er det byen Morro Jable på Jandia-halvøen. En lidt søvnig by med en dejlig havnefront, hvor promenaden fra turistområderne ender. Fra de hyggelige restauranter er der en flot udsigt ind over sandklitter, strande og fyrtårn. Inde i byen falder priserne betydeligt.


Mod nord den gamle hippieby Correlejo. Byen er stadig livlig, afvekslende og charmerende ud mod havet i centrum. Ellers præges den af mange nyere tillukkede resorts. Correlejo holder dog stadig prisen som denne rejsejournalists favoritsted på Fuerteventura.


Tip: Kig ind til hovedstaden Puerto del Rosario. Den er slet ikke så kedelig som sit rygte. Der er en fin bystrand, gågade og kunst i gaderne.


Tag en tur om til Villa Winter på vestsiden af Fuerteventuras sydspids. En lang tur ad elendig grusvej. Villaen oser af mystik. Området var afspærret af militær længe før Anden Verdenskrig. Herr Winter var en højtstående tysk officer, og Franco og Hitler var jo som bekendt gode venner. Hvorfor står der en gammel minevogn uden for? Var der en underjordisk ubådsbase nær ved? Blev tyske nazister sendt til Sydamerika herfra efter krigen? Der var den gang en lille lufthavn få kilometer væk.


Plus: Flotte strande med alt til vandsport. Et sportscenter som Playitas med gode træningsforhold for både professionelle og amatører. Iøvrigt et roligt, afslappet miljø på hele øen.


Minus: De store strande er ikke specielt børnevenlige. Kun natteliv i Correlejo.



Lanzarote


Lanzarote på vulkaner

De fleste turistresorts på Kanarieøerne, og for den sags skyld de fleste andre steder i verden, har udviklet sig efter tilfældighedernes princip, uden en overordnet planlægning. Sådan er det ikke med Lanzarote. Ikke alene har øen en særpræget natur med sine 300 vulkankratere, én enkelt mand har præget arkitekturen på en næsten lige så unik måde.


Tæt lav bebyggelse, hvide huse og grønne eller blå vinduer og døre er den enkle opskrift fra arkitekten og  kunstneren César Manrique. Sammen med sine politiske venner fik han gennemtrumfet en planlægning, der har forhindret et kaotisk bygge-klondike.


César Manriques eget hus under jorden er en helt speciel oplevelse. Det siges, at den tyske kansler Helmuth Kohl sad fast i en gangene i det underjordiske hus under et besøg hos Manrique.


Tip: Restaurant Terraza Playa i Puerto del Carmen er svær at finde, men når I finder den, er der dømt romantisk aften med glimrende mad under palmetræer direkte ved havets blide bølgeskvulp. Om dagen er der et fredeligt lokalt tapas-miljø på La Lonja i Puerto del Carmens havn.


Tag en tur ind til det charmerende søndagsmarked i den gamle by Teguise.


Eller hvad med et smugkig på det femstjernede Hotel Volcan i den nyere del af Playa Blanca på sydspidsen? Hotellet har en fantastisk tropisk palmehave, snup evt. en drink eller en kop kaffe. Fra Playa Blanca er det også nemt at tage en smuttur til Correlejo på Fuerteventura.


Plus: Et smukt harmonisk byggeri. Flotte sandstrande. Gode udflugter i den specielle natur og på havet.


Minus: Ikke meget natteliv.