Fløjteøen La Gomera

 
 


La Gomera er mest kendt fra udflugter fra Los Christianos på Tenerife. Vi tog en smut over på sådan en éndagstur, men vil overveje at tage én eller to overnatninger næste gang. La Gomera har en fantastisk natur med både barske og frodige raviner, en fredet lyngskov oppe over skyerne og svimlende kig til marker, plantager og landsbyer.


I sin tid troede jeg, at fløjtesproget Silbo blot var et stunt for turisterne. Det var det nok også for nogle år tilbage, men i dag underviser man i det meget nuancerede fløjtesprog, der overgår indianernes røgsignaler over svært tilgængelige afstande.


En ung pige stod uden for vort lokale, mens en mandlig kollega fløjtede en bestilling til hende. Hun kom ind og gennemførte bestillingen til de mennesker, der havde afgivet den.


Nede i hovedbyen Santiago får vi lige kort tid til et strejftog. Brønden på billedet har et skilt, hvor der direkte oversat står:

“ Med vand fra denne brønd døbte Colombus Amerika”. Og det er ganske rigtigt, at Colombus lagde til her på La Gomera flere gange inden sine rejser til Amerika. Han var sikkert forelsket i guvernørfruen. Da hendes mand bliver dræbt af de indfødte guancher, gifter hun sig senere med guvernøren på Tenerife. Colombus sprang så La Gomera over.


Johnni Balslev ©


Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html