Kranier og katteøjne på Lesbos

 

Johnni Balslev ©


Inde bag strandpromenadens taverner hersker et uforstyrret, fredeligt landsbyliv. Jeg går rundt om bjergknolden, som mor jord synes at have anbragt midt i det ellers flade landskab for at få os mennesker til at undres. Netop derfor har foretagsomme folk anbragt en kirke på den ca 30 meter  høje vulkanske stensøjle. Panagia Glykofilissa er byen Petras vartegn. I svinget bagved ligger den lille lokale taverne.


Den unge mand med de barkede næver og det solbrændte ansigt snakker med en noget ældre mand med et  endnu mere vejrbidt ansigt. Det  har dog fået en supplerende rødmen af mange års konsumering af ouzo. Den mælkehvide drik står foran ham på bordet. De to mænd nikker høfligt og smilende til mig. Madmor dukker frem bag disken, hvor hun er i fuld gang med opvasken.


Min nabo, der viser sig at hedde Jorgo, slår ud med armen. Den fremmede skal også have en ouzo. Jorgo er gedehyrde. Han banker på sin store dunk på gulvet. 


- Milk, siger han og gør illustrerende malkebevægelser med hænderne.


Vi får en sludder om lidt af hvert. Mest på tegnsprog. Jeg er sikker på, at vi får tilføjet helt nye tegn til det mere autoriserede tegnsprog.


På vej ud af byen støder jeg igen på Jorgo. Han støtter sig op ad en lang stage med en krum kniv for enden. Mælkedunken står foran ham.


Jorgo tager mod tilbudet om et lift til Molivos. Han får bugseret alt sit habbengut op bagpå scooteren. På vej ud af byen lægger han hovedet mod min ryg. Han tager sig en lur.


Inde i Molivos kender de godt Jorgo. Den flinke Tanasis i scooterudlejningen rynker panden. - Jorgo er en farlig mand. Det må være stedets fortolkning af en drukkenbolt.


Kunsthåndværk

Molivos er en utroligt smuk by. De gamle, men nyrenoverede stenhuse med tegltag klatrer op ad bjergvæggen fra den pittoreske havn til den gamle genovesiske borg på bjergtoppen.


Byens snævre, brostensbelagte stræder er mange steder overdækket med skyggefulde vinranker. Molivos er samlingssted for mange af Lesbos’ kunsthåndværkere. Her er forretninger med iconmalere, keramikere, kunstmalere og smykkehåndværkere. Kvaliteten på souvenirs er højere her end de fleste andre steder på de græske øer.


Bag de nydelige forretninger leder små stræder videre i labyrinten. Her og der ligger hunde og katte henslængt. De gider dårligt løfte et øjenbryn, når vi passerer.


Pludselig sidder KATTEN der. Den synes at have ventet vor ankomst. I sin kridhvide pels tager den imod på trappen til et af Molivos’ finere huse. Øjnene! Det ene er godt nok et rigtigt katteøje, men det andet knald blåt. Jeg får allernådigst lov til at tage et par fotos, inden audiensen er forbi, og den selvbevidst vender om og spankulerer ind i huset.


Molivos er ikke selv beriget med en bystrand, men blot få hundrede meter uden for byen ligger en glimrende stenstrand ved hotellet Olive Press, der tidligere var en rigtig olivenoliefabrik. Det kan anbefales at købe et par billige plasticsko med lufthuller til badning på øens mange stenstrande.


Der er også strande længere væk i hotelbyen Eftalou, den hyggelige landsby Petra og hotelcentret Anaxos endnu længere væk. Den lille, charmerende fiskerflække Sikimias og bjergbyerne Lafionas og Stipsis kan anbefales som udflugtsmål. Og den lille taverne i Petri ovenfor Petra kan anbefales for god, græsk mad og den pragtfulde udsigt.


På opdagelse med lokalbussen

Lokalbussen suser af sted med 8o i timen. Chaufføren har netop fået en gammel flamme ombord og speederen trykkes i bund. Jeg tror nu ikke det er derfor, at den sortklædte kvinde slår korsets tegn i det uendelige. Hun gør det, hver gang vi passerer en trafikdræbt, der har fået sit eget mindekapel sat op i vejkanten. Hun synes at nå dem alle. Det er ligesom ikke at træde på streger på fortovet derhjemme. Anstrengende. Da man var barn altså.


Alle busruter går ind over hovedbyen Mytilini. Til gengæld koster det kun ca 35 kr at køre et par timer fra den ene ende af øen til den anden. Vær opmærksom på, at ikke alle ruter kører frem og tilbage hele dagen.


Vi opholder os kun kort tid i Mytilini, men vi har været her tidligere på udturen. Vi bookede os et dejligt hotelværelse til 250 kr pr nat via Internettet. Hotellet “Sappho” har en flot udsigt over havnen, der var rent og pænt med TV på væggen. På kun et par sæsoner er standarden dog faldet noget.


Mytilini er hektisk med en utrolig mængde scootere og unge mennesker. Her er også mange forretninger. Min kone talte op mod 15 med “det yndigste” børnetøj.


På ankomstdagen var vi vidne til en af byens store religiøse festdage. Børn og unge, soldater og præster gik i optog gennem byen med relikvierne fra byens domkirke mellem sig. Dagen efter opdagede jeg, at der lå rigtige knoglerester i kisten, de bar mellem sig. Og det forsølvede kranie havde et glasstykke, hvor hovedskallen var synlig.


Vi skifter over i bussen til Plomari på Lesbos’ sydkyst.


Chaufføren kender tilsyneladende alle på vor vej. De får et ordentligt trut i hornet. Et horn, der får lyden af luksuslineren QE2´s til at lyde som en hvisken. Pludselig stopper vi, og en dreng spæner ud ad fordøren. Kort efter er han grinende tilbage med en is til ham og chaufføren.


Plomaris kendte ouzo

Plomari giver ikke det bedste førstehåndsindtryk. Den er en lidt slidt by, med en rodet arkitektur og en lang, kedelig strandvej mellem turiststedet Isodoros og selve byen.


Den vinder dog ved et nærmere bekendtskab. Den har sin egen stille charme, uden at være overrendt af turister. Ja, der er næsten kun danskere, der har opdaget stedet. Til gengæld har flere af dem slået sig ned mere permanent.


På torvet under det kæmpemæssige platantræ kan vi stadig nyde synet af det rislende vand i floden og de kvækkende frøer. Her i juni udtørrer den og omdannes til vej og parkeringsplads.


Ingen ferie uden god mad. Det græske køkken er lidt af hvert. Det kan være færdigretter, der står og simrer hele dagen i olie, eller de skønneste retter tilberedt af friske råvarer. Det græske ø-køkken bærer præg af mange århundreder under henholdsvis italiensk og tyrkisk besættelse.


Der indgår næsten altid en salat i et græsk måltid. Det kan være en græsk salat af agurker, tomater, feta, løg og oliven; Tzaziki, der består af småtsnittede agurker i yoghurt naturel med knust hvidløg; eller en Tarramosalat, der er blendet rogn af mulle blandet op med kartoffelmos eller brødkrummer. Den sidste er det rene ganeguf. Men køb aldrig den meget lyserøde, der kommer fra dåse!


Grækerne er ikke verdensmestre i kødretter, men en Muzaka skal altid prøves. Derimod kan man roligt kaste sig over fiskeretterne ude på de græske øer: Kalamares, fritterede blæksprutter, kendes af de fleste, men prøv også de mere spændende fisk vi aldrig ser på et dansk bord. Gå gerne ud i køkkenet og se, hvad de har af friskfanget fisk. Det varierer meget fra dag til dag. Bliv ikke chokeret over prisen på menukortet. Den er tit angivet som kilopris!


Tag gerne en ouzo, mens I venter på maden. Plomari er kendt for sine gode ouzodestillerier. Grækerne producerer flere gode vine, men Retsinaen er et “must”. Den er ikke lavet på på de fineste druer og den er tilsat harpiks, men den er en god tørstslukker. Bestil alligevel neró ved siden af. Vand følges altid med drikkevarerne i Grækenland. Undtagen de steder, hvor turisterne gennem mange år har ladet vandet stå urørt!


Et måltid for to kan sagtens gøres til en pris af 150-200 kr, incl. vin og en lille en til kaffen eller forretten.


Cølibat i fare

Verden er lille. Det måtte vi også sande under vores ophold i Plomari. Her møder jeg flere af mine gamle venner og bekendte. Vi aftaler at følges med min gamle ven Carsten og hans kone Rita til byen, hvor den kvindelige poet Sappho blev født omkring 600 år før Kristi. Det var hende, der fik gjort øens navn synonymt med kærlighed mellem kvinder.


På vejen mod hendes fødeby Eressos foreslår jeg et stop på klostret  Moni Leimónos. Vi drejer af ned mod det imponerende kloster fra 1527. Vi mænd går lige ind og checker, om pigerne må komme ind. De er i korte bukser og blottede skuldre. Den går normalt ikke. Men her er det helt ok. De kan dog ikke komme ind i én enkelt kirke ud af fire. Men det kunne de ikke med nok så meget tøj på. Der er kun adgang for mænd.


Vi bliver set an af en mand, der viser sig at være en pensioneret norsk lektor, Hans Lie, der nu er på en længere visit på klostret. Han vil meget gerne vise os klostret. Hans Lie leder vejen på en uforglemmelig rundtur på et par timer.


Der er fire munke, en abbed, fire koner til et plejehjem med 14 sengeliggende patienter, og så har området ca 30 kapeller og 4 kirker. Den ene munk har siddet isoleret i sin celle i 3 år. Han får mad ind gennem en lem én gang om dagen.


Hans Lie leder os distræt gennem et tæt krat hen mod et af områdets mange kapeller. Pludselig vinker han til nogen. Det er munken, der ikke har været undenfor sin celle i 3 år. Vi kigger derhen og ser et blegt ansigt med indsunkne kinder, langt gråt hår og skæg. Pigerne går bagest, og da jeg vender mig om for få et sidste glimt af munken, kan jeg se hans ansigt presset mod ruden i cellen. De skulle måske alligevel have klædt om. Har den stakkels munk lige spildt 3 år af sit liv?

Da øen rødmede


Det er bagende varmt. Nær de 40 grader, og jeg er på vej op ad en stejl bjergside. Meget stejl. Tasken med fotoudstyr er i vejen. Det, der lignede en sti, er afløst  af løse sten og klippestykker. Kun gedernes “lakridspastiller” leder vejen. Jeg skæver op mod toppen af bjerget.


Resterne af de to stentårne på toppen synes at skue hånligt ned på mig. Ikke underligt, hvis angribende sørøvere gav op på halvvejen. Men Deres udsendte klemmer balderne sammen, tørrer sveden af panden og fortsætter mod toppen. Mysteriet om den skjulte by skal løses.


Varm poesi

Det hele startede 615 år før Kristi.


Her på den smukke ø Lesbos fødtes verdens første kvindelige lyriske digter. Hun hed Sappho, var gift med en rig købmand og havde en datter, Cleis. Sappho var en lidenskabelig og temperamentsfuld personlighed. Hun opnåede at blive forvist til Sicilien i et par år for utidig indblanding i politik.


Rigtig kendt blev hun for sine kærlighedsdigte til andre kvinder. Det blev til 9 værker. Sandsynligvis skrev hun de fleste, mens hun underviste på en pigeskole. Skolen var knyttet til en kult omkring tilbedelsen af den græske kærlighedsgudinde Afrodite.


Vi ved, at Sappho blev højt værdsat af det mandsdominerede styre i Athen. Hun rejste selv rundt og læste op af sine digte. Athens leder, Solon, var så begejstret, at han ville lære en af hendes sange udenad - og så dø!


Flere hundrede år senere ophøjede filosoffen Platon hende til den 10. muse.


Efterhånden som kristendommen får overtaget i området falder hendes poesi i unåde. Apostlen Paulus havde ikke levet forgæves. Det var ham der mente, at mænd kun nødtvungent skulle have noget med kvinder at gøre. Ja, kvinder skulle i det hele taget holde sig meget i baggrunden.


Sapphos digte findes i mange hundrede år kun som sporadiske citater i andres værker. De originale var udryddet. Ved et lykketræf opdager nogle ægyptiske studerende i slutningen af 1800-tallet, at mange gravfund er pakket ind i papyrus med tekst på. Puslespillet med at samle de porøse stykker går igang. Da brikkerne samles, dukker store dele af Sapphos originale tekster op igen.


I nyere tid må Lesbos lægge navn til begrebet for kærlighed mellem kvinder. Mytilini, der er navnet på øens største by, bliver derfor øens nye navn for de, der ikke bryder sig om at være “lesbiske”. Samtidig bliver Sapphos formodede fødeby valfartssted for lesbiske kvinder fra hele verden.


Op med humøret

Skala Eressou er havneby til Eressos og samlingspunkt for de lesbiske kvinder. Her er en dejlig sandstrand og en lang promenade med et utal af taverner og restauranter på pæle ud på stranden. Vi slår os ned på restauranten “Sappho”. Hvor ellers?


Her tror jeg lidt naivt, at kvinderne efter en lang sej kamp for frigørelse må være glade og åbne i  dette fristed, men niks. Mærkeligt nok hersker der en dyster stemning blandt kvinderne på terrassen. Alle vogter alle.


Vores piger skal på toilettet. De ser begge lidt betuttede ud, da de kommer tilbage igen.


- Der ligger vaginalcreme, bind og kontaktadresser på receptionsdisken til hotellet ovenover.


Jeg snakker med en kvinde, der ser lidt mere tolerant ud. På spørgsmålet om, hvor man mener Sappho er født, peger hun op på bjerget udenfor byen. Det er ikke helt logisk. På Sapphos tid var området inde i en god og forholdsvis fredelig periode. Derfor var det ikke nødvendigt at leve oppe i de befæstede byer.  I fredstid boede man hellere nede ved markerne.


Flot på toppen

Endelig når jeg toppen af bjerget. Der er en flot udsigt.  Det blå hav med hvide skumstriber langs klipperne, de frodige marker nedenfor og længere mod øst golde skråninger langs vulkanske kratere. De ligner kulissen til en amerikansk western.


Selve toppen er ikke særlig stor. Der er ingen spor efter en by heroppe. Der ses rester af en gammel kristen kirke. Enkelte store, hvide marmorsten tyder på, at der endnu tidligere lå et græsk tempel på stedet. Fæstningen er sikkert opført af genoveserne og måske brugt i nogle år af tyrkerne. Men det er helt usandsynligt, at Sappho er født her.


Sapphos fødeby ligger snarere begravet et sted nedenfor bjerget. Den venter blot på at blive gravet fri.

Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html