En duft af Lissabon

 

         


Johnni Balslev (©)


Ikke se, ikke høre. Vi bestemmer stort set selv, hvad vi vil se og høre. Men sådan er det ikke med lugtesansen. En duft eller lugt kan ganske uforberedt  føre os tilbage i tiden med lynets hast. Et minde dukker op fra glemte afkroge af hukommelsen, og vi har ikke en chance for at stoppe det.


Netop det skete, da jeg trådte ind på det skønne, gamle Hotel Avenida Palace for enden af Lissabons Champs-Elysées. Her hedder den 90 meter brede boulevard dog Avenida da Liberdade - frihedens boulevard.


Duften førte mig tilbage til 1975, knap et år efter den ublodige nellikerevolution. Byens store boulevarder og Rossio-pladsen i centrum  sydede af optog og demonstrationer. Mange årtiers åg under et forældet diktatur med stormagtsdrømme led sit endeligt. Militærets og befolkningens entusiasme kendte ingen grænser. En entusiasme, der senere er afløst af mere nøgterne økonomiske overvejelser.


Denne spændende heksekedel oplevede jeg på en rejse med min gamle mormor. Selv om hun var flyttet til Danmark fra Lissabon før første verdenskrig, havde hun sine faste meninger om dette “ragnarok”. Den lille, men meget bestemte dame på 1,44 var i evig splid mellem sine to hjemlande. I Danmark tålte hun ikke et ondt ord om sit fødeland Portugal, og i Portugal var Danmark verdens bedste land.


Om aftenen skulle vi  ud at spise. Jeg gik i forvejen ind i den lille hyggelige bar på anden sal, hvor vi havde aftalt at tage os en portvin inden byturen. To glas portvin kom på bordet. Nu ventede jeg blot på hendes ankomst.


Over for mig sad en gruppe særdeles charmerende brasilianske unge damer. De smilede til mig, mens de kiggede på de to glas portvin. Deres ansigtsudtryk var meget forventningsfulde, da de hørte små faste skridt på korridoren uden for baren. Jeg må indrømme, at jeg kiggede mere på dem end indgangsdøren. De forventningsfulde og samtidig nysgerrige blikke afløstes først af forbavselse, så af let forundring. Og så knækkede de sammen af grin, da mormor trådte ind ad døren. De havde vist ventet en lidt yngre model.


Nu var den ældre dame ikke vant til at blive grinet af, men da hun forstod den rette sammenhæng, var vi snart i en hyggelig snak alle sammen.


Duften i hotelkorridoren førte mig tilbage til denne episode for 34 år siden. Min mormor døde for 13 år siden, i en alder af 101!


Nu er det gamle hotel gennemrenoveret. Baren er flyttet ned i stueetagen ved siden af den kæmpestore salon med sofagrupper, krystallysekroner og et flygel i det ene hjørne. Den gamle bar er lavet om til konferencerum og den imponerende spiserestaurant med udsigt over Avenida da Liberdade tjener nu kun som morgenmadsrestaurant. Den kongelige indgang til hotellet fra Rossio-stationen ved siden af er for længst muret til.


Men Avenida Palace er stadig et hotel med atmosfære. 


De smukke pladser

Som Hotel Avenida Palace virker selve Lissabon på en gang både forandret og uforandret. Byens mange smukke pladser er en glimrende indikator. Samtidig kan de tjene som fikspunkter på en slentretur i centrum af den charmerende hovedstad.


De mest kendte som Rossio, Praça da Figuera og Praça de Luis Camoes har afsluttet en gennemgribende renovering.


Rossio er hjertet af Lissabon. Her nyder man udsigten fra berømte cafeer som Nicola og Suiça. Selv i januars “kulde” omkring de 16 grader følges byens liv bedst fra fortovet.


De seneste 20 år har lille, livlige Hannibal serveret for mere og mere modebevidste lisboetter på Rossio-pladsen. Først på det nu nedlagte PicNic, nu på Suiça.


Strømmen af privatbiler er samtidig gået fra “stille flyder Don” til en heftig malstrøm. Kun mobiltelefonen kan gøre bilen rangen stridig som lisboeternes  top-statussymbol. Kombinationen af de to er det ultimative.


Nu er Rossios mosaiksmykkede fortove gjort bredere, trafikken er dæmpet og hele pladsen er kranset af nyplantede træer. Nabopladsen Praça de Figuera har fået et mere cool look med en glat flisebelægning over den  nye underjordiske parkeringskælder. Et perfekt sted for skate-boardere.


For enden af den eksklusive indkøbsgade Rua Garrett i bydelen Chiado få hundrede meter fra Rossio har Praça de Luis Camoes bevaret sin intime stemning. De gamle sporvogne suser stadig rundt om nationalpoetens plads på deres sjove miniaturehjul. Ingen kan se, at man også her har fået plads til en underjordisk P-kælder.


Når vi nu er ved byens pladser, kan jeg ikke lade være med at nævne et par stykker mere. På hver sin side af Rua Garrett finder man to vidt forskellige pladser. Mod syd Largo São Carlos foran Teatro São Carlos. Den er enkel og smuk, omgivet af flotte bygninger. Mod nord den mere charmerende Largo do Carmo med en speciel fontæne i midten og bænke, hvor lokale og turister om sommeren tager sig en pause fra områdets stejle gader under træernes løvhang. Kirken Igreja do Carmo ud til pladsen er et fascinerende minde over det store jordskælv i 1755. Hovedskibet står med sine slanke søjler i en stræben mod det blå himmelrum. Taget er væk. Dele af det gamle kloster ved kirken er omdannet til et spændende historisk museum.


En spadserertur i området fører nemt frem til Praça das Flores, blomsternes plads, lige vest for forlystelseskvarteret Bairro Alto. De store træer og blomsterbede gør navnet ære, og en lille fortovscafé indbyder til en vand og kaffe. Direkte syd for Praça das Flores kommer man gennem et gammelt lokalt kvarter med butikker, der ikke er andet end et hul i væggen. Snoretræk med vasketøj hænger tæt over hovedet. Turen fører frem til Santa Catarina-pladsen  med den obligatoriske café og en flot udsigt over floden Tejo.


Herfra kan man så gå lidt tilbage og tage den spændende tur med den ene af Lissabons 3 specielle “skrå” sporvogne. Sporvognen er simpelthen bygget i vatter, så passagererne ikke glider på gulvet under den stejle nedtur. Elevador da Bica kører gennem den meget snævre gade af samme navn, hvor man næsten kan nå potteplanterne i folks vinduer. For enden af gaden fører Rua de Sao Paulo tilbage østpå ind i Rua do Arsenal. Denne gade er en herlig blanding af små restauranter og specialforretninger med vin, frugt og klipfisk ved siden af hinanden. Der er ikke megen plads på fortovet, alligevel er det en af byens mest spændende gader. Her suser gamle og nye sporvogne af sted om kap med de mere kedelige bybusser. Alt i alt en meget speciel duftoplevelse.


Inden Rua do Arsenal munder ud i den store Praça de Commercio passerer den Lissabons egentlige rådhusplads. Midt på den flotte, nyrenoverede, men lidt øde plads ses byens kag. Her udstilledes lovovertrædere til spot og spe.


Praça do Commercio er en af Europas største pladser og et symbol på Portugals storhedstid. Den gang strømmede rigdomme fra handel og kolonier ind over byen fra de store have. Pladsens store triumfbue danner indgangen til kontor- og indkøbskvarteret Baixa. Mod vest har Lissabons turistkontor til huse. Samme sted starter de røde turistsporvogne. Pladsens sydside åbner sig mod Tejo og verdenshavene. Det var den vej Vasco da Gama fandt søvejen til Indien, Magellan rundede syd om Amerika og Cabral fandt vej til Brasilien. 



Lissabon after dark

Johnni Balslev(©)


Om aftenen iklæder Lissabon sig en eksotisk atmosfære, der indbyder til strejftog ad mosaikstensbelagte fortove under vasketøj og varme lygters skær.


Selv om lisboetterne først går ud efter kl 21, er det altid en god idé at se efter, hvor de lokale spiser. Det borger som regel for både kvalitet, stemning og et rimeligt prisniveau. Hvert distrikt i Lissabon har sine egne madtempler. Her følger et lille udpluk af områder, der kan inspirere til en aften ude.


Over floden

Om dagen kan man stadig se den store kran på Lisnave-skibsværftet i Cacilhas på den anden side af floden Tejo. Her var skibsarbejderne helt i front, da Portugal gjorde op med et forældet diktatur i 1974. Værftet er for længst nedlagt og kranen er nu kun et minde om den tid.


Det tager 10-15 minutter at krydse over Tejo til Cacilhas fra færgestationen ved Cais do Sodré. Det er lige ved siden af toget til Cascais og Metrostationen af samme navn. Returbilletten koster under 2 Euro.


Bortset fra den store terminal med busser til det sydlige Portugal er Cacilhas  en lille fredelig by med en meget flot udsigt over til Lissabon. Her er det endda endnu billigere at spise end i selve Lissabon.Vælg en restaurant på flodpromenaden eller følg den anden vej til højre fra havnen op i selve byen.


Den dejlige tur tilbage til Lissabon er hele turen værd. Byens lys spejler sig i floden og man får et godt indtryk af den charmerende hovedstad, der bølger  hen over mange høje.


Med sporvogn

Bydelen Bairro Alto (det høje distrikt) er en noget slidt men charmerende bydel  om dagen. Om aftenen er den imidlertid  ikke til at kende. Her er der fest og stemning. Bairro Alto rangerer højt på de internationale lister over bydele, man simpelthen må se om aftenen.


Tag den gamle sporvogn op fra pladsen Restauradores nær Rossio via den meget stejle Calcada da Gloria til Bairro Alto. Hvor den stopper, er der til højre et parkanlæg, Miradouro São Pedro de Alcantara, med en fremragende udsigt over Lissabons centrum over mod borgen Sct. George på toppen af den gamle arabiske bydel Alfama.


Nu vender man om og går direkte ind i Bairro Altos labyrint af gader med et utal af restauranter, sydamerikanske barer, jazz-steder, syrede forretninger og Fado-restauranter, hvorfra portugisernes drivende sentimentale bluesagtige sang siver ud på gaden. De fleste Fado-restauranter i Bairro Alto er der dog mest til ære for turisterne.


Og så lige et enkelt godt råd: Man kan sagtens dinere på Fado-restauranterne, men det kan unægteligt være noget besværligt at styre fiskebenene i nationalretten Bacalhau (klipfisk), når belysningen sænkes til nulpunktet på grund af de optrædende sangere og folkedansere. Med fare for at blive lynchet vil jeg foreslå, at man spiser et andet sted og kommer efter midnat til de sene forestillinger. Flere lokale har anbefalet Luso som en god Fado-restaurant i Bairro Alto.


Senor Vinho i Lapa-distriktet regnes iøvrigt lige nu for et af de bedste Fado-steder i Lissabon.


Hovedgaderne i Bairro Alto’s bilfri forlystelses- og indkøbskvarter går nord/syd. Det er Rua da Rosa længst mod vest, så Rua da Atalaia, Rua do Diario de Noticias og Rua do Norte mod øst.


Restauranterne Tavares Rico (stilfuld og Lissabons ældste, fra 1784), Papa A’corda (internationalt anerkendt), Bota Alta (traditionel mad, livlig, rimelige priser) og Sobor & Arte (lokal favorit) kan alle anbefales, men tjek gerne prisniveauet på menukortet udenfor.


Fiskegaden

Det kan godt være gaden ligner en turistfælde, men der er nu altid en god stemning på de mange fiskerestauranter med udeservering i gaden Santo Antão bag Rossio-pladsen i centrum af Lissabon. Og så er udvalget meget stort, både prismæssigt og i antal.


Som nabo til det store Atlanterhav ligger det portugisiske køkkens styrke så absolut på fiskeretterne. På mange restauranter udpeger man sin egen friske hummer i store bassiner - eller vælger sig en ret som Arroz do Marisco, hvor man ikke selv udsteder dødsdommen over middagsretten. Arroz do Marisco kan ligne en spansk Paella, men består udelukkende af alt godt fra havet. Som regel rejer, muslinger, blæksprutter og måske jomfruhummer.


Den hurtige og billige

På vej til og fra et eller andet kan der være brug for noget der er nemt, hurtigt og billigt.


Lisboetterne farer selv ud og ind ad caféerne med lynets hast. De skal lige have sig et koffeinkick ”uma bica” , en lille stærk expresso, inden de kan fortsætte dagens dont. Den skylles hurtigt ned og pist væk igen. Men en Galão i et højt glas med en del mælk i kaffen er nu heller ikke så tosset til en langsommere turist.


Det går som regel lidt langsommere på Ginjariaerne. Ginja er kirsebær, der har gæret i aquadente (portugisisk brændevin) og så er tilsat sukker, vand og kanel. Den billige og søde kirsebærlikør, der efter sigende skal være opfundet af en munk, serveres med og uden bær i mellemstore glas. Et glas Ginja koster ca 1 €.


Der ligger 3 Ginjariaer ved Rossio-pladsens østlige hjørne.


De fleste caféer serverer sandwich eller toast, men jeg har en forkærlighed for den krydrede Bifana. Det er svinekød, der simrer i en pande med masser af saft og kraft. Svinekødet lægges ind i et brød som en sandwich og sammen med en lille fadøl (”um Imperial”) koster det under 3 € på Beira de Gare ved Rossio-stationen. Et livligt sted med hurtige retter.


Udsigten i centrum

Det firstjernede Hotel Mundial i centrum af Lissabon besøges af mange skandinaver. Hotellets restaurant Veranda de Lisboa på 9. sal er kendt for sine måske lidt gammeldags men festlige flamberede retter. Alene udsigten fra Veranda de Lisboa ud over Lissabons gamle centrum og Tejo er et besøg værd.


På Casino

Der er 2 store casinoer i Lissabon-området. Det mest kendte ligger ca 20 km udenfor Lissabon i den mondæne strandby Estoril. Casino Estoril siges at være Europas største.


Selv om man ikke er den store spillefugl, kan man godt nyde en god middag og de underholdende  shows af international klasse i Casino Estoril.


Efter store diskussioner åbnede kineseren Stanley Ho og firmaet Estoril Sol endnu et stort casino i Nationernes Park i 2006. Casino Lisboa nås med Metro til stationen Oriente i den østlige ende af Lissabon ved Tejo-floden. Casinoet har åbent fra kl 16 til 04 om morgenen.


Under broen

Lyden af bilerne på Lissabons ”Golden Gate-bro” kan høres nedenunder i Doca Amaro, et af Lissabons nyere mondæne restaurantmiljøer med portugisiske, irske og sydamerikanske restauranter og barer i den lidt dyrere ende. Broen hedder i virkeligheden 25. april broen, men er opført af samme firma som byggede Golden Gate i San Francisco. Den ligner den også på en prik, på nær x-krydsene i konstruktionen.


Udsigten fra de moderniserede pakhuse ud over lystbådehavnen til den store Kristusfigur på den anden side af Tejo er fremragende. Om aftenen kan en middag herude være optakten til et natklub-raid ind gennem dokområdet mod Lissabons centrum.


For natteravne

De portugisiske natteravne starter weekendens natteliv på en café tidligt på aftenen, fulgt op af en god middag, så et par drinks på forskellige barer, og så starter dansen efter kl 02. Til gengæld går man først hjem, når solen står op.


Lissabons natteliv er nok ikke kendt af mange danskere, det er til gengæld omtalt i store internationale magasiner som noget af det hotteste i Europa.


Op Art, Blues Café, Buddha, Kapital, Plateau, Kremlin og  Lux  (Lissabons hippeste natklub, delvist ejet af skuespilleren John Malkovich) er kendte natklubber/diskoteker på vejen ind mod centrum fra Doca Amaro. I selve Doca Amaro bliver flere restauranter til natklubber efter spisetid.


Den store irske Hennessy Pub ved stationen Cais do Sodré har levende musik hver aften. Den ejes iøvrigt af en dansk kineser, den samme som grundlagde Hennessy Pub i Hillerød.


I Bairro Alto er natteravnenes mekkaer bla. Fragil og Incognito. De kan være svære at finde, men spør’  endelig om vej. I udkanten af Bairro Alto mod Praca Real ligger Pavilhãu Chines som en af byens mest spøjse barer. Interiøret er med gamle krigsfly, blysoldater, humoristiske keramikfigurer og et kinesisk anstrøg.





Hoteller i Lissabons centrum

Hotel PortoBay Liberdade 5*

www.portobay.com

Hotel Avenida Palace   5*

www.hotelavenidapalace.pt

Hotel Mundial   4*

www.hotel-mundial.pt



Hotel Metropol   3*R

www.almeidahotels.com

Hotel Lisboa Tejo   3*

www.hotellisboatejo.com

Residencial Florescente   2*R

www.residencialflorescente.com

Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html