Meganisi - grønt sejlerparadis

 


©  Johnni Balslev


Det er ikke let at finde en græsk ø, der ikke er tæt pakket med turister. Den lille grønne ø Meganisi i Det Ioniske Hav kunne være et bud på en forholdsvis uberørt ø. Vi tager et kig på sommerens nye græske rejsemål.



De mange hvide sejl på havet understreger, at vi er i et sejlerparadis. Vi er midt i Grækenlands grønne øhav. Det blågrønne Ioniske Hav, den blå himmel, de grønne bjergskråninger og de hvide sejl bringer et saligt smil frem. Her er bare lækkert.


Vi er omgivet af små frodige øer på alle sider af bilfærgen mellem Lefkas og den lille ø Meganisi. Det er lidt misvisende, at Meganisi betyder den store ø. Den er kun på 22 kvkm. Men Meganisi er omgivet af endnu mindre øer end den selv. En af dem passerer vi om bagbord.


Græsk tragedie

Det var skibsmilliardæren Onassis' ø Scorpios. Her blev han gift med Kennedy-enken Jacqueline i 1968. Bryluppet startede den første turisme til de omkringliggende øer. Den gang var det nær ved 600 journalister og pressefotografer fra hele verden.  Aristoteles Onassis ligger begravet på øen med sine to børn. Først omkom sønnen Alexander i en flyulykke kun 24 år gammel. Senere døde datteren Christina af medicinmisbrug.


For nogle år siden solgte Onassis-arvingen, Christinas datter Athina Roussel (32), øen til den russiske Ekatarina Rybolovleva på 27. Hun er datter af en russisk mange-miliardær. I virkeligheden er der tale om en leasing af Scorpios og den nærliggende ø Sparti i 99 år. Ekatarina er en glimrende rytter lige som Athina. Da vi passerer Scorpios kan man skimte nogle store hestefolde. Det er muligt at bade på et lille stykke af øen.


Hotel med udsigt

Da vi nærmer os Meganisi kan vi se vort hotel oppe mellem de grønne træer. Hotel Esperides bliver basen for de fleste af Primo Tours gæster fra sommersæsonen 2017. Færgeturen fra Lefkas tager kun en halv time. Færgen smækker sin broklap ned i Spilia neden for Hotel Esperides og sejler så videre til fisker- og sejlerbyen Vathi længere henne ad kysten.


Wow, sikke en udsigt fra hotellets værelser. Hele øhavet breder sig ud med de store bjerge på Lefkas i baggrunden. Hotellet har en rigtig pæn standard med rummelige værelser med balkon, en restaurant, poolbar og så en megastor swimmingpool med havudsigt. Hotellet har nogle rigtigt gode firetakts Honda-scootere med store hjul til låns. De kan køres med bilkørekort og en bag på.


Landsbyen og fiskerbyen

Der er imidlertid kun ti minutters gang op til den lille landsby Spartochori.  Citroner hænger ud over gaden, hvor den græske dagligdag er tæt på. Der er et par taverner. Tropicana er beliggende oven på en lille forretning med en flot udsigt over havet. Lakis Taverna ligger midt i byen i traditionel græsk blå-hvid stil med åben grill, græsk dans og musik på programmet. Ud over dem er der et par hyggelige barer i byen. Her leves det stille liv uden al for megen turisthurlumhej.


Fiskerbyen Vathi er mere livlig. Her er fisker- og sejlbåde blandet mellem hinanden, krydret med enkelte taxabåde, der farer hidsigt ind i havnen.


Hovedgaden i Vathi passerer gennem den hyggelige bar Boom-Boom og videre langs mange små taverner og barer. Umiddelbart kan jeg anbefale Stavros med god hjemmelavet mad og udsigt til livet i havnen. En hjemmelavet Taramasalata (fiskerognsalat) med frisk brød til og stegte blæksprutter med fritter blev 160 kr, inclusive en god halv flaske Retsina-vin og en halv liter vand.


Hovedbyen Katomeri ligger højt bag havnebyen Vathi. På grund af de snævre gader, næsten uden butikker, og med almindelig biltrafik er den noget besværlig at bevæge sig rundt i.


Caribisk stemning

Via en kringlet bagvej ved torvet i charmerende Vathi går det ud langs de grønne bugter mod nordøst, et ideelt sted for sejlere, der lige vil hoppe en tur i vandet eller få sig et måltid mad på en af de mange taverner. Tavernerne ligger spredt nok til ikke at ødelægge landskabet. Første bugt er Pirate Cove, men jeg fortsætter på scooteren ud til Fanari-bugten, hvor der skulle ligge en nærmest caribisk bar ved en dejlig strand.


Det passer skam også. Jammin' In Paradise er en lille caribisk perle med pangfarver og diskret reggae-musik i højttalerne. Det skorter heller ikke på eksotiske cocktails i baren. De har endda en lille parkeringsplads til kørestole.


Bartenderen Chrissas smiler over mit lettere måbende udtryk.


- Jo, det er skam en lille caribisk oase. Og hver august måned afholder vi en ægte reggae-festival her på stranden. Du er velkommen til at kigge indenom, foreslår hun venligt.


Udflugtsmekka

Mange af strandene og de små badebugter kan man have næsten helt for sig selv. På østsiden af øen, nær Spartochori, var der flere strande over mod øen Lefkas. Den bedste var nok Ioannis på en smal tange med badevand i caribiske nuancer. De fleste strande er typiske græske strande med småsten. Et par badesko er derfor en god investering.


Meganisi er også et godt udgangspunkt for udflugter. Tager man en af de hyppige færger til Nidri på Lefkas er man straks i et hektisk turistmiljø. Her kan man leje bil og tage på rundtur på det smukke Lefkas, køre videre ind på fastlandet eller tage en af de mange bådudflugter til de omkringliggende øer.


De Ioniske Øer over mod Italien er alle frodige og indbydende. De strækker sig fra Korfu i nord til Zakynthos i syd, med Meganisi midt i det hele.








Rejseinfo

Transport: Nærmeste lufthavn er Preveza på det græske fastland. Det tager dog kun en halv times kørsel til Lefkas via en kort svingbro. Der er så en halv times kørsel ned til turistresortet Nidri. Herfra tager det en halv time med færge til Meganisi.

Charter: Primo Tours er eneste danske charterselskab på øen.

Bureauet har et ø-all-inclusive koncept, der giver gratis færge til Nidri, lån af mountainbike eller cykel, lån af scooter, lån af el-cykel eller lån af båd. Forbrug afregnes med hotellet.


Om øen: Meganisi har lidt over tusinde indbyggere, heraf knap 500 fastboende i både Spartochori og hovedbyen Kartomeri. Havnebyen Vathi har ca 150 fastboende indbyggere.

Prisniveauet er rimeligt med få retter til over 100 kr. Der er lidt over en snes taverner på Meganisi.


Se billedserien fra Meganisi..