Frederiksberg

- hovedstadens romantiske oase

 

- Kender du noget bedre end en lang rask tur?
- Ja, en lille langsom!
                                                                                                  Storm P.
  
En speciel tak til

 Frederiksbergfonden,
Frederiksberg Kommune, ZOO, Josty, MG Petersens Gamle Familiehave, Nordeafonden, Vinstuen Prætoria, Vinstue 90, Allégade 10 og Region Hovedstaden

Velkommen til hovedstadens grønne hjerte.

Vi Frederiksbergborgere er glade for og stolte af vores pulserende by midt i storbyen.

Det første du vil lægge mærke til er, at Frederiksberg er en grøn by. Ingen anden del af hovedstaden har så mange træer og parker, og du finder hurtigt et grønt sted at nyde en stund.

Læg også mærke til de mange studerende i byen. Frederiksberg er en uddannelsesby med ca. 25.000 studerende, så campusstemning vil du finde overalt.

Er du til shopping, har vi et meget stort udvalg af muligheder, lige fra listige små steder over eksklusive specialbutikker til et af hovedstadens mest spændende shoppingcentre. Og trænger du til at tanke op, finder du et rigt udvalg af caféer og restauranter.

Kulturen trives på Frederiksberg med de lange traditioner for en blomstrende teater- og musikscene. Den arkitekturinteresserede vil få indblik i de sidste 300 års bygningskunst - og ikke mindst i noget af det allermest moderne, skabt af tidens største arkitekter.

Kort sagt – vi har meget at byde på, og vi vil gerne dele oplevelserne med dig!


Rigtig god fornøjelse – og velkommen til hovedstadens grønne hjerte!

 

Med venlig hilsen

Jørgen Glenthøj, Borgmester

StormP: Tilbage til naturen

Frederiksberg Have

Landbohøjskolens Have

Vinstuen Prætoria

Loppemarked bag Frederiksberg Rådhus

Møstings Hus

For enden af Andebakkestien

Frederiksberg Have

Frederiksberg Have

Frederiksberg Slot, Cisternerne tv.

Husbryggeriet Jacobsen

Bakkehuset

MG Petersens Familiehave

Brøndsalen

Storm P - museet

Frederiksberg Runddel

Aveny Teatret

Allégade 10

Revymuseet i Riises villa

Det økologiske Inspirationshus

Holger Drachmann i Allégade

Frederiksberg Centret

Den gamle station, Handelshøjskolen, Metrostationen

Tilbage til forsiden og 100 rejsemål!Ferierejsen.html

Grønne romantiske parker med springvand, søer og kanaler. De små folkelige haver i Pile Allé. Teatrene i det lille Broadway omkring Frederiksberg Allé og slottet på Valby Bakke ved siden af Zoologisk Have.

Ved Frederiksberg Runddel understreger Storm P - og Revymuseet, at Frederiksberg traditionelt er underholdningens og forlystelsernes bydel. 

De følgende sider er et forslag til en “lille langsom” spadseretur på ca 6 km. Den viser ikke alene en del af romantikkens og forlystelsernes Frederiksberg, men også Frederiksberg som en dynamisk kommune med et blomstrende uddannelses- og forretningsliv.


Kongelig vej
Turen ud på Frederiksberg tager sin begyndelse ved Planetariet på Gammel Kongevej (1. Henvisning til brochurens rutekort).

Når vejen hedder Gammel Kongevej, skyldes det som så meget andet Christian den lV.

Den byggeglade konge var midt i at udbygge befæstningen af København, da han fik den gode idé at opføre endnu en ladegård nær København. Den skulle forsyne hoffet med landbrugsprodukter og samtidig indgå i byens fremskudte forsvar. Den stærkt befæstede ladegard lå, hvor nu Radiohuset ligger.

For at lette trafikken ud over de tilliggende jorder anlagde han Kongevejen. Dele af vejen menes at stamme tilbage fra 1624.

Navneskiftet til Gammel Kongevej kom da Frederik den lV omkring år 1700 anlagde Frederiksberg Allé som sin private kongevej op til sit nyopførte Frederiksberg Slot.

Gammel Kongevej går først ind i Frederiksberg efter Sct. Jørgens Sø. Det er dog først efter Værnedamsvej (2), at også den sydlige del af vejen ligger på Frederiksberg.

Det lidt pudsige navn Værnedamsvej stammer helt tilbage fra 1700-tallet, hvor øltapperen Werner Dam ejede en kendt beværtning i gaden. Da øltapperen døde, kaldte man gaden for “vejen mellem Vesterbro og Gammel Kongevej, hvor forhen Werner Dam boede”. Det må siges at have været en periode med god tid, uden nutidens mange forkortelser.

Først i 1811 fik den sit nuværende navn. Den lille gade er i dag præget af et fortættet miljø med en charmerende blanding af specialbutikker og cafeer.

Tilbage på Gammel Kongevej veksler de mange stilfulde forretninger med en lang række restauranter, værtshuse og pub’er. De fleste med et prisniveau under det i Københavns City og Nyhavn. Gammel Kongevej er  én af hovedstadens  mest spændende og afvekslende indkøbsgader.

Af de mere kendte værtshuse kan nævnes 90’eren, hvor den navnkundige rejsekonge Simon Spies havde sit stambord. Her tager det et godt stykke tid at skænke et glas fadøl. Tag gerne en Tuborg mens  HOF’en skænkes op uden kulsyre på et tjekkisk anlæg. Interiøret er fra begyndelsen af 1900-tallet og muzak er bandlyst (www.vinstue90.dk).


Arabisk palads
På venstre side passeres Alhambravej. Her lå underholdningspaladset Alhambra.

Det blev bygget som en direkte konkurrent til Tivoli. Alhambra med forbillede i det sydspanske palads af samme navn blev endda til på initiativ af Tivolis grundlægger Georg Carstensen. Efter et længere udlandsophold byggede han sammen med komponisten Emil Hornemann i 1857 det, der skulle blive Danmarks største forlystelsesetablissement. Kun 5 år efter Tivolis åbning havde Carstensen forladt haven i vrede.

Den store sal i “det arabiske palads” kunne rumme mere end 2.000 tilskuere. Georg Carstensen døde imidlertid inden man måtte konstatere, at projektet var en fiasko. Allerede i 1871 blev stedet jævnet med jorden.

Ikke helt unaturligt ligger ét af Gammel Kongevejs spisesteder på hjørnet af Gammel Kongevej og Madvigs Allé. Sans Souci var oprindeligt navnet på et smagfuldt landsted ud til Frederiksberg Allé.

På den modsatte side af Madvigs Allé fører Bülowsvej ud til Den kongelige veterinær- og Landbohøjskole (3). Landbohøjskolens botaniske have med eksotiske planter, en lille sø og en imponerende rosenhave er så absolut en afstikker værd.

Lige rundt om hjørnet fra Gl. Kongevej på Henrik Steffens Vej ligger et af Frederiksbergs gamle, traditionsrige værtshuse. Vinstuen Prætoria (4) er både lidt gammeldags indrettet og kraftigt tilrøget, men her er en sjælden atmosfære af venlighed og humor. Med en gennemsnitsalder godt efter teenageårene er der altid plads til en god historie fra en af stamkunderne (praetoria.dk).

Frederiksberg Rådhus (5) markerer den værdige afslutning på Gl. Kongevej. Det blev indviet i 1953. Vi fortsætter turen ad Smallegade højre om Rådhuset.

Parkeringspladsen bag Rådhuset er hver lørdag fra maj til oktober rammen om ét af hovedstadens største og mest brogede loppemarkeder (6).


Byens smukkeste park
Vor rute drejer af ved Andebakkesti (7).

Møstings Hus (9) dominerer indgangen til Frederiksberg Have fra Andebakkestien. Huset ved gadekæret er egentlig opført i år 1800 på adressen Smallegade 2. Men det fredede hus kom i vejen for en udvidelse af Smallegade en gang i 1950’erne. Huset blev derfor omhyggeligt skilt ad og pakket ned for så at blive genopført på sin nuværende plads i 1976-78. I dag er Møstings Hus rammen om skiftende kulturelle arrangementer.

Frederiksberg Have er altid fuld af overraskelser. Der er hele tiden nye kig fra de bugtede stier gennem træer over plæner og vandspejl. Et sted har et par nysgerrige egern slået sig ned, mens et par hejrer spankulerer frejdigt rundt i søen ved Schweizerhuset.

På solskinsdage er parken et muntert leben af mennesker på udflugt. Her flirtes, leges, soles, drikkes og pakkes madpakker ud. I baggrunden glider de store hvide robåde roligt forbi Det kinesiske Tehus.

Som kronprins havde den senere Frederik den lV. været på studieophold i både Frankrig og Italien. Da han indsættes som konge i 1699 udnytter han sin interesse for fransk og italiensk arkitektur. Parken omkring hans nye Frederiksberg Slot på det gamle Solbjerg anlægges i bedste solkongestil med meget symmetriske linier.

Frederik den lV. sætter sit personlige præg på området og lægger samtidig navn til byen Frederiksberg.

I slutningen af 1700-tallet får haven sit nuværende udseende, da den omlægges til en romantisk have efter engelsk forbillede af den senere Frederik den 6.

Kong Frederik den Vl. yndede at sejle rundt på de nyanlagte kanaler iført admiralsuniform ledsaget af sin hustru Dronning Marie og deres to døtre Caroline og Vilhelmine. Om søndagen flokkedes borgerne langs kanalerne for at få et glimt af deres konge.

I dag kan man stadig få en fornemmelse af haven set fra søsiden ved at tage en rundtur i de flotte, bemandede lystbåde. De starter lige neden for slottet.

Det er en helt speciel oplevelse at besøge den store koloni af fiskehejrer (10). De holder til lige inden for til højre fra Andebakkestien. Ved særlige lejligheder kan man komme over til hejreøen med den fine reetablerede trækfærge. Længere forbi hejrerkolonien mod vest kommer man ind i det charmerende landskab omkring Schweizerhuset (11). 

Huset minder mest af alt om et lille dansk bondehus, men det omgivende kuperede terræn kan med lidt god vilje lede tankerne hen på et Schweizisk landskab. Sydøst for Schweizerhuset kan man få et gratis kig ind til Zoologisk Haves nye flotte elefantanlæg.

Kig også forbi Det kinesiske Tehus (12). Øen med tehuset, hvor Frederik den 6. nød eftermiddagste med sin familie, kan frit besøges hver søndag fra maj til september mellem klokken 14 og 16.


Solbjerget
Apistemplet (13) på toppen af bakken ind til Zoo er en lille arkitektonisk perle fra 1804. Rækken af søjler i den klassicistiske bygning er genbrugsmateriale fra det gamle Moltkes Palæ på Amalienborg Slot.

Udsigten over byens tårne på den østlige side af Frederiksberg Slot gør det nemt at forestille sig tidligere tiders tilbedelse af solen på dette sted. Her fandt man også tidligere flere bronzealdergrave. Selvom Solbjerg blev til Valby Bakke påstår mange, at de stadig kan se pinsesolen danse fra dette sted!

Frederiksberg Slot (14) blev som nævnt grundlagt af Frederik den lV. Slottet, i hvis gård Adam Oehlenschläger legede som barn i slutningen af 1700-tallet, blev ændret radikalt gennem årene. Siden 1869 har slottet tjent som hjemsted for Hærens Officersskole. Der er rundvisning den sidste lørdag i måneden kl 11.

Udgangen fra Frederiksberg Have befinder sig vest for slottet, ind mod Zoo.

Zoologisk Have (15) er grundlagt i 1859. Med sit spændende Tropehus, de rummelige indhegninger, sin levende skoletjeneste og den herlige børne-zoo fremstår haven som én af Europas mest dyre- og publikumsvenlige zoologiske haver. Zoo har åbnet en flot ny savanne i Søndermarken med bla. giraffer, gnuer, zebraer, Impala-antiloper og næsehorn. Den kendte arkitekt Norman Foster har tegnet det ligeledes nyåbnede store lyse, glasoverdækkede elefanthus. ZOO er et “must” for enhver gæst i hovedstaden! (www.zoo.dk)

Søndermarken på den anden side af Roskildevej har et mere utæmmet præg end Frederiksberg Have. Prøv f.eks. en opdagelsesrejse i det vildsomme terræn nedenfor Det norske Hus (16) lige inden for til venstre. Ved springvandet midt for ses nedgangen til Cisternerne - Museet for Moderne Glaskunst. Cisternen består af tre vandtanke, der fra midten af 1800-tallet skulle betjene Frederiksberg med rent vand under tryk. De åbne tanke blev overdækket, og 2 af tankene på ialt knap 3.000 kvm åbnedes i 2001 for offentlig adgang. Nu er alle 3 tanke inddraget i museet. Dette underjordiske “vandtårn” er nok hovedstadens mest usædvanlige museum (www.cisternerne.dk).


Øl og kultur
Carlsbergs Bryggerier ligger lige overfor Søndermarkens sydøstlige hjørne. Det verdensberømte bryggeri har sit Besøgscenter  på Gamle Carlsberg Vej 11 (17). Centret med Husbryggeriet Jacobsen er åbent fra 10-16, tirsdag - søndag. Mandage og helligdage er der lukket (se evt. www.visitcarlsberg.dk). Entreen inkluderer 2 smagsprøver. Besøgscentret giver et levende indblik i ølbrygningens historie. Aromateket giver et overraskende indblik i de smagsstoffer, der indgår i ølbrygning. Det er ret lærerigt. 

Bakkehuset (19) i Rahbeks Allé nær Carlsberg er omgærdet af Den danske Guldalders romantiske skær. Bakkehuset er Frederiksbergs ældste hus med aner tilbage til 1620. Men det er især kendt som stedet, hvor guldalderens kunstneriske og åndelige talenter mødtes i en afslappet, gæstfri atmosfære i begyndelsen af 1800-tallet. En atmosfære som værtsparret Kamma og Knud Lyhne Rahbæk sørgede for.

Her nød Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, B.S. Ingemann, Johan Ludvig Heiberg og mange flere godt af specielt Kamma Rahbeks begavede samtale og omsorgsfulde væsen.

Bakkehusmusseet er indrettet med mindestuer fra den tid. Der er åbent alle ugens dage 11 - 16, undtagen mandag (www.bakkehusmuseet.dk).

I en lille have
Pile Allé er landskendt for sine små haver. Der er 3 af dem. Den første på hjørnet af Roskildevej er Krøgers Have, derefter følger M.G. Petersens Familiehave (www.petersensfamiliehave.dk) og Hansens Gamle Familiehave. Hansens Gamle Familehave har nu åbent året rundt.

De folkelige haver med deres grønne træer, perlegrus, rødternede duge, hyggelige træpavilloner, gedigen dansk mad og levende musik var oprindeligt boliger for slottets personale. Men allerede i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at supplere den magre slotsindtægt ved udskænkning af varmt vand til til te, kaffe og punch.

På stykket mellem M.G. Petersens og Hansens familiehaver har en bøgehækslabyrint (20) af form som en Tuborg-etiket vokset sig stor og svær.

Efter labyrinten fører en vej op til det gamle traktørsted Josty (www.josty.dk). De smukke gamle lokaler er nænsomt renoverede, og Josty åbner sine café-aktiviteter mod Frederiksberg Have. Josty har også et lille hotel med værelser præget af personlighed og charme.

Lige før Josty fører en jernlåge til højre ind i Haveselskabets Have (21). Haven drives af Det kongelige danske Haveselskab. Det er etableret i 1830, og dermed verdens næstældste efter det engelske. Haven er meget intim og særdeles charmerende.

Det glasoverdækkede Paradehuset og den store Brøndsal ud mod havens plæne udlejes til udstillinger og festarrangementer.

For enden af plænen ligger én af de gule længer i Prinsessernes - eller som den senere kaldtes, Prinsens Gård (22). I dag huser bygningen det gode madsted  Mielcke & Hurtigkarl.

Der er kun få skridt ud ad den hvide port til Storm P-museet på Frederiksberg Runddel (23). Museet ligger kun få hundrede meter fra Storm P’s daværende bolig på Asgaardsvej 17. Museet viser et rigt udvalg af hans mange tegninger og malerier. Den hyggelige førstesal rummer bl.a. hans arbejdsværelse og hans store samling af piber.

Bag museet er der en lille have. Storm P-museet er åbent alle dage om sommeren, undtagen mandag, mellem 10 og 16. Fra 1/11 til 30/4 kun onsdag, lørdag og søndag samme tid (www.stormp-museet.dk).


Hollænderbyen i morskabens tegn
Frederiksberg Runddel er det gamle centrum for Frederiksberg. Årsagen skal søges tilbage til den tid, hvor området hed Ny Hollænderby eller Ny Amager.

Da Christian den 4. havde oprettet sin nye ladegård og anlagt Kongevejen ud over sine jorder gik det iøvrigt rigtig skidt med at dyrke gårdens landbrugsjord. Derfor “importerede” hans søn Frederik den 3. i 1651 20 hollandske bønderfamilier fra Amager til at dyrke jorden.

De hollandske bønder slog sig ned langs Allégade og havde deres festplads på den nuværende runddel. De grønne områder langs husrækkerne i Allégade stammer fra disse hollandske bønders forhaver.

Den sjældne ottekantede Frederiksberg Kirke (24) fra 1734 er et andet, omend langt senere, karakteristisk hollandsk træk i bybilledet.

Hele området omkring Frederiksberg Runddel kom til at stå i morskabens og underholdningens tegn. Teatrene  Aveny, Betty Nansen, Edison, Jytte Abildstrøms Riddersalen i Lorry og lidt længere væk Rialto og Falkonérscenen holder traditionerne i hævd.

Af de kendte restauranter er kun Allégade 10 tilbage. Allégade 10 havde allerede udskænkning tilbage i 1780 og er dermed hovedstadens ældste. Bag den afslappede forhave med dansk mad er her i dag flere gennemrenoverede, hyggelige lokaler og et helt nyt charmerende gårdmiljø. (www.allegade10.dk).

Revymuseet i Allégade 5, hvis initiativtagere var Ida og Bent From, er en naturlig fortsættelse af den lange tradition Frederiksberg har for at more og underholde folk. Museet giver et spændende kig bag kulisserne i det brogede revyliv. Nyt AV-udstyr gør det muligt at se klip fra både historiske og nutidige revyer rundt om i landet. Der er åbent hver dag, undtaget mandag, mellem kl 11 og 16. Entré, se evt. www.revymuseet.dk

Det økologiske Insprationshus bag Lorry (25) er en afstikker værd. Det er blevet til på initiativ af den økologiske ildsjæl Jytte Abildstrøm.

I underetagen huser det Riddersalens teaterværksted, mens resten af huset giver praktiske anvisninger på, hvordan økologien kan indbygges i byens huse. Her ses bla. solceller, solfanger, masseovn, genbrug af spildevand, rodzonerensning af indeklima og komposttoilet. Rundvisninger arrangeres (www.byoko.dk). Huset er åbent 9 - 15 på hverdage, dog 9 - 13 på fredage.

Gården Ludvigs Minde (26) fra 1770 i Allégade 22 er et utroligt flot levn fra tiden efter hollænderne. De oprindelige hollændere blev forøvrigt allerede i 1657 fordrevet fra deres hjem. Gårdene blev brændt af foran den fremrykkende svenske hær.

Året efter måtte vi afstå Skåne, Halland og Blekinge. Men københavnerne, støttet af hollændere, sørgede dog for, at svenskerne tabte slaget om resten af Danmark under belejringen af København i 1659.

Det moderne Frederiksberg
Kontrasten til det moderne Frederiksberg Rådhus er iøjnefaldende. Rådhusets imposante størrelse understreger, at Frederiksberg med sine 90.000 indbyggere i dag også er en stor, dynamisk kommune i konstant udvikling (www.frederiksberg.dk).

Radisson Blu Falconer Center (27) ligger kun et stykke nede af den livlige forretningsgade Falkonér Allé. Det er et veltrimmet kongres- og eventcenter med alle moderne faciliteter. Det tilknyttede Falconer Hotel er et 1. klasses hotel med 166 velindrettede værelser.

Centret kan klare arrangementer med op til 2.100 deltagere i én sal alene (www.radissonblu.com).

Turen slutter ved Frederiksberg Centret og den nye Metro-station (28).

Frederiksberg Gymnasium, Frederiksberg Bibliotek, Handelshøjskolen (CBS) og Frederiksberg Centret udgør en moderne bygningsfirkant med 4 mellemliggende luftige byrum med hver deres karakter. Pladserne spiller især op til Henning Larsens 2 markante uddannelsesinstitutioner.

I foråret 2007 indviede borgmesteren og kulturministeren Frederiksbergs  filmhus ved Falkonér Plads. Falkonér Biografen er indrettet med 6 komfortable sale og det nyeste hi-tech udstyr (www.nordiskfilm.dk).

Med dette kig på det moderne Frederiksberg ønsker vi jer en fortsat god tur!


Redaktion og fotos: Johnni Balslev ©





http://www.vinstue90.dkhttp://www.praetoria.dk/http://www.zoo.dkhttp://www.cisternerne.dkhttp://www.visitcarlsberg.dkhttp://www.bakkehusmuseet.dkhttp://www.petersensfamiliehave.dkhttp://www.josty.dkhttp://www.stormp-museet.dkhttp://www.allegade10.dkhttp://www.revymuseet.dkhttp://www.byoko.dkhttp://www.frederiksberg.dkhttp://www.radissonblu.comhttp://www.nordiskfilm.dkshapeimage_25_link_0shapeimage_25_link_1shapeimage_25_link_2shapeimage_25_link_3shapeimage_25_link_4shapeimage_25_link_5shapeimage_25_link_6shapeimage_25_link_7shapeimage_25_link_8shapeimage_25_link_9shapeimage_25_link_10shapeimage_25_link_11shapeimage_25_link_12shapeimage_25_link_13shapeimage_25_link_14


Yderligere information:


Frederiksberg Rådhus og http://oplev.frederiksberg.dk/turist-og-byguide

Turistinformationen, Vesterbrogade 4, 70222442, www.visitcopenhagen.dk