Silkeborg - byen ved søerne

 

© Johnni Balslev


Den livlige handelsby Silkeborg er et oplagt mål for en fridagsferie. Vi ser nærmere på byen ved søerne.


Toget med store panoramaruder svinger let. Mod venstre den spejlblanke sø med stejle skovklædte bakker i baggrunden. På højre side vokser  husene højt op ad bakken. Beboerne har en imponerende udsigt ned over Julsø mod Himmelbjerget. Laven må være det tætteste, vi kommer en bjergby i Danmark.


Vi fortsætter til Silkeborg på en af de absolut smukkeste togstrækninger i Danmark. Søhøjlandet udfolder sig med en perlerække af søer forbundet af Gudenåen. Man kan godt forstå, at Dyne Larsen har slået sig ned i det bølgende landskab ved Silkeborgsøerne.


Livligt handelsliv

Kontrasten til selve byen er stor. Silkeborgs arkitektur er et misk-mask af stilarter, eller mangel på samme. Til gengæld falder det store udbud af lækre forretninger i øjnene. Vestergade, Søndergade, Nygade og Tværgade er trafikdæmpede gader med et varieret udbud af specialforretninger.


Jeg kan ikke lade være at nævne Heksekosten i Nygade med et utroligt stort udbud af alskens varer inden for økologi og sund levevis. Og så præsenteres det med stil. Overfor frister en flot vinhandel. Piaf er en af Danmarks største vinforretninger.


Uden for butikkerne drager et livligt optog med trommer i spidsen gennem gaderne. Med smil og humor præsenteres mange af byens butikker og en nyopsætning af Matador som teaterstykke. Direktøren for handelsforeningen Claus Broe udtrykker det ganske kort.


- Vi har et godt købekraftigt opland. Det stiller så krav til handelslivet om at være oppe på tæerne og udvikle sig hele tiden.


Sejle op ad åen

Det med det købekraftige opland bliver tydeligt næste dag på en rundtur med verdens ældste hjuldamper. Hjejlen glider forbi imponerende villaer med lige så imponerende bådhuse ved åen.  Motorbåde er fortøjret langs private bådebroer. Enkelte af dem er store nok til at krydse Atlanten. De må dog nøjes med ture gennem søerne til Ry 25 km væk.


Fyrbøderen Lasse stikker hovedet op fra maskinen på den gamle hjuldamper. Han tjener lidt ekstra, mens han læser til maskiningeniør. Det må være et hårdt arbejde.


- Næh, egentlig ikke, smiler Lasse. Maskinen skal kun have omkring 60 kg kul i timen for at gå sine 6 til 8 knob.


Den gamle hjuldamper holder sig godt trods sine 152 år på bagen. Maskinen har to cylindre, der yder 40 hk. Diameteren på cylindrene er 26 cm. Hjejlen blev bygget på B&W i København i 1861 og kongen Frederik Vll og Grevinde Danner indviede den som Danmarks første turistbåd. I dag er hjuldamperen et af 9 udflugtsskibe i Hjejleselskabets flåde. Flere af dem er over hundrede år gamle.


Mosefund

Verdens ældste hjuldamper lægger til ud for Silkeborgs ældste bygning. Op mod midten af 1800-tallet var Silkeborg Hovedgaard områdets eneste betydende bygning. I dag huser gården Silkeborg Museum.


Der er ingen tvivl om, at det fine museums hovedattrakton er Tollund-manden, verdens bedst bevarede oldtidsmenneske. Han levede 3 - 400 år før Kristi. Selvom han blev fundet med et reb om halsen i en mose i Bjældskovdal vest for Silkeborg, er der usikkerhed om han blev kvalt eller hængt. Det virker dog overraskende, at han har et meget fredfyldt ansigt med lukkede øjne.


Museet har netop åbnet en særudstilling, hvor temaet er det blå. Temaet strækker sig fra Madam Blå, over legetøj til eksotiske tekstiler fra Østen.


Papirfabrikken

Med anlæggelsen af en papirfabrik op ad Gudenåen i 1844 starter Silkeborgs historie for alvor. Michael Drewsen og hans bror Christian havde før hjulpet deres far ved Strandmøllen ud til Øresund. Nu fik Michael Drewsen bogstaveligt talt sat gang i kludene med Silkeborgs første og siden største virksomhed. Med vand fra Gudenåen blev gamle klude omdannet til det fineste papir. Så fint, at Nationalbanken i et halvt hundrede år brugte papir fra Silkeborg.


Fabrikken stoppede produktionen i år 2000, og det spændende område er omdannet til domicil for Midtjyllands Avis, Jysk Musik & Teaterhus, Papirmuseet, den internationale højskole Performers House, flere restauranter, cafeer, boliger og et flot firstjernet Radisson Blu-hotel.


En by med overskud

Museum Jorn er det helt store kunstneriske trækplaster for Silkeborg. Ikke alene får man et indblik i en af Danmarks mest betydende kunstneres udvikling, men museet giver også plads til andre tematiske udstillinger. Lige uden for museet ligger det populære Indelukket med motorbådshavn, friluftsteater, legeplads, spisested og en dejlig campingplads ned til Gudenåen.


Kunsten har gode kår i Silkeborg. Galerie Moderne i centrum af Silkeborg er et af landets største gallerier og Kunstcentret Silkeborg Bad befinder sig i fredfyldte omgivelser i udkanten af byen.

Her kan man snildt tilbringe en lille dags tid.


I sin tid kom nogle for at tage på, andre for at tabe sig, nogle havde gigt- eller maveproblemer, andre skulle kureres for ensomhed. Det var en afslappet forgænger for vor tids wellnesscentre. De tre hovedbygninger ligger spredt ud i et kuperet parkområde ned til Ørnsø. Arnakkekilden har sit udløb få meter fra bredden. Her henter Carlsberg sit kurvand.


Den ene bygning rummer badeanstaltens historie siden opførelsen i 1883 over en tid som hovedkvarter for den tyske besættelsesmagt. En anden stor bygning indeholder vekslende kunstudstillinger med en dejlig café i grønne omgivelser.


I omegnen af Silkeborg er det muligt at få sig en dukkert i flere søbade, med Østre Søbad som det største. Desuden har Silkeborg en af landets flotteste golfbaner. Turistkontoret i det gamle rådhus på torvet hjælper gerne med forslag til både vandre- og cykelture i et af Danmarks flotteste landskaber.


Gastronomiske Silkeborg

Som kunsten har det fint, har madkunsten det også fint i Silkeborg. En lille opinionsundersøgelse gav denne liste over gode spisesteder:


- Gastronomisk Institut i Søndergade 20 er den klare vinder. En gourmet-restaurant med fransk indretning, europæisk mad og jysk stemning.

- Restaurant Piaf  i Nygade 31 er en gourmet-restaurant med rødder i det sydfranske.

- Zorba i Nygade 19 er en græsk restaurant med et elegant twist.

- Svostrup Kro nogle kilometer uden for Silkeborg serverer store portioner dansk mad i de sjoveste og mest kitchede omgivelser.

- Ludvigslyst er et kendt traktørsted ved Julsø i Svejbæk.

- Brasserie Underhuset på Torvet indeholder både pub og restaurant.

- Restaurant Caroline Amalie i Virklund i udkanten af Silkeborg byder på nordisk køkken og lokale råvarer.

Yngre mennesker tilføjer mexikanske La Casita som en meget hyggelig restaurant på Bindslev Plads og Angus Steakhouse på Christian 8.s Vej 7.



Mere info:  www.silkeborg.com

 
Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html