Tilos med babygeder på strandvejen

 

Tekst og foto: Jørgen Lind


Hvad finder turisten på Tilos? Stil, en hang til traditioner, skeletter i strandkanten, mad der smager himmelsk, et enkelt kloster med en tidligere elektriker som sidste mand - og betingelserne for alle tiders afslapningsferie.


Vi har bænket os ved et bord sammen med to grækere. På bordet er der én svingende portion mad og én plasticgaffel til deling. Velbekomme.


Vi er ikke vant til at dele gaffel, mundvand og bakterier med vildt fremmede mennesker, men det er man i de græske landsbyer, når man er til kirkefest. Hvad gør vi så? Vi vil helst ikke fornærme vores værter med vores fine spisevaner.


Det kommer vi heller ikke til. Den ene græker har hurtigt taget bestik af vores bestik-situation. Han drøner af sted for snart efter at være tilbage med yderligere tre gafler til vores bord.


Og så kaster vi os alle fire med appetit over den fælles mad.


SITUATIONEN er typisk for Tilos. Her hæger man om traditionerne uden at afvise nye tiders krav. Kommer der besøg udefra, bestræber man sig på at opfylde gæsternes ønsker, uanset hvor nymodens de er. F.eks., at man gerne vil spise med hver sin gaffel.


Den traditionelle og meget lækre gryderet, vi guffede i os sammen med grækerne, blev serveret under den traditionelle Panagia-fest. Vores hotelvært, Jannis, havde inviteret os med til den årlige sammenkomst, som blev holdt ved Politossa-kirken lidt uden for byen. Det viste sig, at vi var de eneste turister blandt deltagerne. Alle er principielt velkomne; man går bare lidt stille med dørene for ikke at gøre den religiøse fest til et turist-hurlumhej.


Allerede om formiddagen var frivillige hjælpere gået i gang med at tilberede maden i næsten mandshøje gryder. Midt på eftermiddagen havde de første gæster bænket sig på festpladsen. Tidligt på aftenen ankom orkestret og til sidst den vigtigste deltager, præsten. Med værdighed overværede han festlighederne, den gratis fællesspisning, folkemusikken og de traditionelle danse. Maden var gratis, mens deltagerne måtte betale lidt for retsina, ouzo eller Amstel på dåse.


I løbet af aftenen blev man naturligvis nødt til at træde af på naturens vegne, og det skete sandelig i naturen. Der var ingen toiletter, så uanset køn måtte vi alle bare ud i det bælgravende mørke og finde et diskret tissested i buskene.


Inden han kørte hjem i sin gamle firehjulstrækker, inviterede præsten os til at besøge sig dagen efter.


Vi tog Papa Manolis på ordet.


UDE I DEN ANDEN ENDE af øen – det er nu ikke mange kilometer væk – sluttede vores tur ad kystvejen ved porten til St. Panteleimon-klostret. Det blev opført i 1470 og havde sin storhedstid for et par hundrede år siden, da øens pengesedler sågar blev trykt her. Indtil 1980 boede der op til 40 munke på St. Panteleimon, nu holder den 61-årige Papa Manolis skansen alene.


Han forstår ikke et ord engelsk, men taler tysk. Hvorfor tysk? spurgte vi ham. Forklaringen var, at han i tyve år arbejdede som elektriker på et elværk ved Köln. Han var sågar gift og havde to børn. Så fik han lyst til at blive præst, og nu er han endt i ensomhed her på den yderste nøgne ø. Han fortalte, at hans kone bor på Rhodos. Vi fandt aldrig ud af, om de er blevet skilt eller bare lever adskilt. Det kom jo sådan set heller ikke os ved.


En gang imellem får Fader Manolis selskab på klostret. De gamle munkeceller tjener nu som gæsteværelser. Prisen for overnatningen må man selv afgøre med sin samvittighed. Alle og enhver kan tilbringe en eller flere nætter i de spartanske værelser, som kun er møbleret med en seng og en 40 watt pære i loftet. Der er dog to moderne badeværelser til deling mellem de 25 gæster – men sjældent er mere end et enkelt værelse optaget ad gangen.


Klostret er et must for førstegangsturister. Fader Manolis har anbragt nogle religiøse souvenirs på et havebord. Der er selvbetjening. Man vælger bare sin souvenir og lægger 5 euro.på bordet.


Den kombinerede præst, klosterforstander, hotelvært og far til to sluttede vores besøg med at byde lidt koldt vand fra kilden, som altid rinder ved porten.


I LIGHED MED de fleste af Tilos’ få turister boede vi under vores ophold i øens havneby, Livadia. Efter nogle dage i Rhodos’ øl- og friturelugtende charterverden var det en lise for sjæl og krop og smagsløg at komme til en lille ø med stil.


Hvis nogen siger, at der stadig findes ”uberørte” græske øer, er det en påstand, der grænser til løwn. Men der er nogle, som ikke har ladet sig rende over ende af turismen. Tilos er en af dem.


Deres udsendte kender kun 20 af de 6000 græske øer, men Tilos tager prisen som den rareste. Livadia har en håndfuld småhoteller og pensioner, som næsten alle ligger ud til promenaden langs badestranden. Så vidt vi kunne se, var ikke én af dem udstyret med swimmingpool. Her vælger man at bade i det lune, klare havvand i stedet for et bassin med klor og tilhørende poolbar.


Den flisebelagte strandpromenade er forsynet med parkbelysning og bænke, og siden 2008 har den været forbeholdt fodgængere.


DET ER OGSÅ ved ”strandvejen”, de fleste af den lille bys spisesteder findes. Maden er usædvanlig god, og den koster da også (ligesom hotelværelserne) over gennemsnittet på græske øer. En lokal specialitet er babygoat, der fås mange steder, men allerbedst oppe hos den gæstfrie vært Michalis Antonaros i taverna Omonia bag torvet. Her står gedekiddet og simrer i gryden det meste af dagen under fruens overvågning, og kødet – der smager i retning af lam – er så mørt, at det kan sønderdeles med en venlig bemærkning.


Fisk er almindeligvis en dyr spise i Grækenland. Et godt tip for Tilos-besøgende er restaurant Faros, som ligger ensomt ud til vandet nogle hundrede meter efter, at strandpromenaden er blevet til en grusvej. Her kan man få friskfanget fisk som hovedret for kun 65-70 kr.


Vi havde hørt, at Faros byder på heftig livemusic hver torsdag aften, men vi var så heldige at indtage vores måltider derude på andre af ugens dage.


BORTSET FRA i Livadia kan turisten kun stille sin sult få steder på Tilos. I den højtbeliggende, gamle hovedby Megálo Horió findes en enkelt taverna, som alle besøger efter at have besigtiget stedets to seværdigheder. Da det gik op for værtinden, at vi var danskere, viste hun os et udstillet fotografi af sig selv sammen med dronning Anne-Marie og kong Konstantin.


Megálo Horiós attraktioner er dværgelefanterne og borgruinen over byen. Elefanterne er sjovest, selv om de opgav ævred flere tusinde år før borgen.


Et museum på størrelse med et dansk samtalekøkken er helliget dværgelefanterne, hvoraf der er udstillet knogler af et voksent og et nyfødt dyr. Museumslederen – som vores flinke hotelvært havde hidkaldt – gav os en detaljeret orientering på et rivende og temmelig uforståeligt engelsk.


Vel hjemme prøvede vi at finde frem til historien om elefanterne. De kloge strides. Ifølge nogle kilder levede de på Tilos for 140.000 år siden, øens officielle turistbrochure angiver 45.000 år, og Wikipedia refererer til nogle nye undersøgelser, der slår fast, at Tilos’ dværgelefanter var de sidste elefanter i Europa og uddøde et par tusinde år før vores tidsregning.


Man kunne måske enes om at sige, at de små elefanter levede i gamle, gamle dage.


DVÆRGELEFANTERNE blev fundet i 1970erne i en grotte sammen med stenredskaber og keramik fra oldtiden. Den hule måtte vi op at se.


Vores ven Athanassios tilbød sig som guide, og det var en rigtig god ide. For det første forstår vi alt, hvad Athanassios forklarer. Han taler hverken engelsk eller græsk, fordi han er døvstum – til gengæld har han et fantastisk udviklet tegnsprog. For det andet har han personligt deltaget i udgravningerne i Charkadio-grotten. Han lever af forefaldende bygnings- og vejarbejde og er i øvrigt Tilos-mester i at lave mosaikgulve.


Området omkring grotten er lavet fint med stor paradeplads og et aldrig færdiggjort museum, men desværre var hele herligheden afspærret med en gitterlåge. Det var ikke noget problem for den hjælpsomme og fingerfærdige Athanassios, så vi kom helt nær hulen, omend vi respekterede forbuddet mod at gå ned i den. Det blev ikke til nye elefantfund den dag…


Vi sluttede bilturen med en forfriskning på havnekajen i Agios Antonios, og undervejs tilbage til Livadia bad Athanassios os pludselig standse. Han skulle lige fodre nogle geder for en bekendt. Den oplysning havde vi svært ved at tyde, men meningen med tegnsproget gik op for os et par hundrede meter inde i landskabet. Dyrene var henrykte for halmen og de tørre brødrester, som Athanassios serverede.


Vi gav selvfølgelig en hånd med. Også fordi enhver journalist med glæde griber chancen for at rykke nogle trin op af den sociale rangstige og blive forfremmet til assisterende gedepasser.


TRE KILOMETER uden for Livadia ligger den forladte landsby, Mikró Horió. Engang var Mikró Horió den ene af Tilos’ kun to byer, som begge lå oppe i bjergene af frygt for sørøverne. Efterhånden som piratbranchen skrumpede ind, flyttede flere og flere beboere ned til kysten, og i 1963 var Mikró Horiós 220 huse helt affolket.


Igen var Athanassios vores turistfører – dels fordi han er en glimrende fortæller, dels fordi Mikró Horió er hans fødeby. Sammen kravlede vi op ad de delvis sammenstyrtede trappegader, til vi stod i resterne af hans barndomshjem. Et trist syn. ”Her sov far og mor, her lå mine søskende og jeg. Her sad far og bearbejdede gedeskind til skomateriale”.  Kun de rå mure står tilbage.


Den forladte by, som havde 750 indbyggere endnu i 1940erne, udviklede sig i årenes løb til byen uden tage. Knapheden på materialer var årsagen til, at man tog døre, vinduesrammer og hustaget med sig, når man flyttede ned til kysten.


I dag står kun byens pænt vedligeholdte kirke tilbage i sin oprindelige skikkelse – samt en enkelt bygning nogle få meter fra familien Athanassios’ tidligere hjem. Den er indrettet som diskotek, der åbner ved 23-tiden. De nærmeste omgivelser flyder med knuste flasker, kapsler, cigaretskod, øldåser og andre tegn på ungdommelig civilisation og festglæde. Et tegn på liv, om man vil.


JANNIS OG AKIS – far og søn, begge medejere af vores hotel i Livadia – viste os nogle af Tilos’ badestrande, hvoraf Eristós på vestkysten er den bredeste og længste. Her fik vi oven i købet sand mellem tæerne, hvad man ikke får på kystpromenadestranden i Livadia.


En af turene med Jannis og Akis førte os til en lidt vild strand, hvor bølgerne havde skåret sig ind i de lave skrænter. På den måde er der i tidens løb opstået små huler, og hvad gemmer der sig her? Skeletter. Mange af dem. Faktisk er der fortrinsvis tale om kranier, som også dukker op i strandkanten ved visse strømretninger.


De kloge grubler over, hvorfor disse knogler minder fra fortiden er endt her. En begravelsesplads er formentlig svaret – nogle siger fra byzantinsk tid. Andre er sikre på, at det er en ”kun” 500 år gammel kirkegård, der er på vej ud i havet.


Svaret blæser i vinden – som så ofte på de græske øer.


NÅR VI FÆRDEDES rundt om på den kun 64 kvadratkilometer store ø, mødte vi somme tider vandrende og cyklende turister. Motion er jo en fin ting, men de fleste af os foretrak at køre i en lejet Fiat Panda eller med rutebil. Den offentlige bus koster en euro uanset turens længde.


Alle små øer i verden affolkes. Nogle mener at vide, at Tilos engang havde 10.000 indbyggere. I dag er der knap 300 tilbage, mens gedernes antal er vokset til 10.000. Dem ser man over alt på øen – gederne altså. Også på vejene.


De sparsomt trafikerede veje kan friste én til at køre hurtigt, men lad være med det. Dels bør man overlade til slagteren at tage livet af gederne, dels er der skarpe sving og uafskærmede vejstrækninger oppe i bjergene. En ged kan bevæge sig ubesværet på de stejle klippeskråninger et par hundrede meter over havet, hvorimod en Panda næppe vil slippe uskrammet fra samme tur.


I DET HELE TAGET maner Tilos til ro. På denne drøm af en ø leves livet i tilbagelænet tempo, også blandt dem, der kun er her på et par ugers ferie.


Vel kan man få en udmærket Mojito og andre internationale drinks på promenadens to barer, men flertallet af turister foretrækker at slutte dagene hjemme på hotelværelsets balkon eller terrasse med et glas i al stilfærdighed. Således også Deres undertegnede.


Vi nød dagene på vores smukke, pinligt rene, hvidt-og-blåt-malede Apollo-hotel. Og skulle hilse og sige, at både det og øen levede op til hotellets navn: Dream Island.

Vejen til Tilos


Til den dodekanesiske ø Tilos når man med slowboat eller katamaranfærge fra Rhodos. Der er også en båd mellem Symi og Tilos i sommerhøjsæsonen.


Apollo og Spies har rejser til Tilos sæsonen igennem, evt. i kombination med en uges ophold på Rhodos, hvortil man flyver fra Danmark.


www.apollorejser.dk

Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html