Johnni Balslev ©

Blidt og barskt. Bølgende marker i stærke grønne nuancer. Sorte, lodrette lavaklipper, der forsvinder i hvide skumbrus fra det mægtige Atlanterhav.

Udsigten forsvinder da flyet svinger mod styrbord og lægger an til landing. Lufthavnen her på Terceira er stor, meget stor. Men det skyldes ikke de få daglige fly fra det portugisiske TAP eller det açoreanske luftfartsselskab SATA.

Lufthavnen fik sin størrelse efter amerikanernes indtræden i 2. verdenskrig. Tusindevis af fly fra USA mellemlandede her undervejs til baser og togter i det krigsramte Europa.

Senest var beboerne i det nærliggende Praia da Vitoria ved at gå ud af deres gode skind, da fly efter fly i døgndrift var på vej til Golfkrigen i begyndelsen af 90’erne. Den strøm af militærfly er ikke mindre idag.

For enden af landingsbanerne ses små jagerfly og store transportfly parkeret side om side. Lufthavnen er en del af en stor amerikansk base med omkring 2000 fastboende familier.

Gode bøffer

Allerede turen ind til hovedbyen Angra giver et uventet indblik i de vulkanske øers næringsliv. Flere gange må vi holde tilbage for flokke af køer. En enkelt ko forsøger ihærdigt at løbe om kap med os.

Chaufføren Jorge oplyser mig, at der her på Terceira er ca 100.000 køer i forhold til en befolkning på 60.000. Køerne færdes frit på markerne året rundt.

Det bliver til mange måltider med møre, smagfulde bøffer, og frisk “gammeldags” mælk og ost til morgenbordet.

Terceiras hovedby Angra do Heroismo er en charmerende, historisk by.

Langs havnen ses store fæstningsanlæg, der beskyttede de tungtlastede sejlskibe fra Syd-Amerika. De søgte ind med deres kostbare last af blandt andet guld fra de nye kolonier.

Flere store kirker og imposante palæer vidner om Angras storhedstid som et centralt led mellem Europa og de nye kolonier mod vest i mere end tre hundrede år. UNESCO har erklæret Angra for et kulturhistorisk monument.

Underligt nok er der ikke noget særligt spændende havnemiljø i Angra. Det skal man nogle få kilometer væk for at opleve.

Mandehørm

São Mateus er en lille aktiv fiskerby med flere havneknejper og en enkelt virkelig fin fiskerestaurant, “Beira Mar”. De barske fiskertyper med daggamle skægstubbe og strikkede fiskerhuer sætter madding på lange liner, der skal lægges ud fra de små fiskerbåde.

Alle stimler nysgerrigt sammen, da en af de lidt større fiskerbåde skal hales på land. En stor traktor trækker båden op ved hjælp af taljer. Netop mens tovet mellem båd og traktor er spændt ud i et træk, suser to unge kvinder ind på kajen på deres scooter.

Lige ud for mig prøver de at krydse ind bag traktoren. Scooteren tipper rundt over tovet og de to kvinder får en gevaldig rutshetur. Heldigvis kommer de ikke til skade, og jeg når hurtigt at slukke for den bulede scooter. Latteren bryder løs mellem de 50 mand på kajen. Pigerne ser sig fortumlede omkring. Hende der kørte scooteren kyler arrigt sin hjelm i betonen. Latteren stiger.

Et par sekunder senere er hun også ved at knække sammen af grin. Senere sidder de to sammen med deres mandlige kolleger og sætter madding på de lange liner.

Så snart en fiskerbåd lander sin last, er der ekstra liv på kajen. Her er eksotiske fisk med udseende og navne, der ligger langt fra de hjemlige. Her er strømlinede hajer og grimme, men velsmagende fisk fra det store dyb.

Hold tyren

Overalt på Terceira ses de dekorative Imperios, der bruges til festivalen for Helligånden omkring påske. Oprindeligt var det et ritual, der skulle beskytte indbyggerne mod naturkatastrofer.

Alvinho smiler til mig, da jeg noget undrende spørger ham  om, hvorfor man uddeler brød og suppe på disse helligdage.

- Det går tilbage til den hellige Dronning Isabel en gang i 1300-tallet. Hun delte brød og suppe ud til de fattige.

- Men iøvrigt kan vi blot lide at have fest i tilværelsen. Her på Terceira er der “festas” fra forår til efterår. Er det ikke for Helligånden, er der legen med tyren. Vi binder et reb i en tyr og lader den løbe frit omkring. Så kan de unge mænd prøve at holde den fast. Tyren lider ikke overlast eller slagtes bagefter. Den bliver sat på græs igen, forsikrer Alvinho.

På skråningerne omkring byen Biscoitos i den nordlige del af Terceira ses små marker dækket af sten. Vinstokke stikker op gennem små huller i stenbelægningen. Stenene videregiver solens varme til vinen. Den glimrende Verdelho-vin fra Biscoitos var efter sigende “in” ved den russiske Zars hof. Den findes i både søde og tørre udgaver og smager lidt i retning af sherry.

Peter og hvalfangerne

Hvor Terceira har et blidt bølgende landskab er den vulkanske oprindelse mere tydelig på øen Faial.

Øens indre domineres af et kæmpemæssigt vulkankrater på flere kilometer i diameter og en kraterbund 400 meter nede.

Vejene op gennem øen til vulkanens top går gennem frodige marker i skiftende grønne nuancer, skove med cedertræ, palmer og andre eksotiske træsorter. Alle veje er omgivet af hortensiabuske.

Først heroppe bliver det klart, at øens landsbyer i virkeligheden klynger sig til denne gigantiske vulkan. Som den lille fugl på flodhestens ryg.

Rundt på øen finder man tydelige spor af vulkansk aktivitet i nyere tid. I Capelinhos har et helt lille hvalfangersamfund ligget begravet under vulkansk aske siden 1958. Her har flere filmselskaber lavet optagelser, der viser jorden efter en atomkrig.

I hovedbyen Horta er der et levende miljø omkring byens kendte marina. Efter de første 1.400 kilometer og inden det store stræk på 4.000 kilometer til USA lægger alle private sejlere, der krydser Atlanten, til her. For “good luck” har sejlbådene efterladt deres visitkort på molerne i havnen. De mange pudsige malerier liver gevaldigt op på de store betonmoler. Det giver et vemodigt stik i hjertet, når man finder en af de mange danske hilsener.

Alle skal naturligvis besøge den berømte Peter’s Café Sport på havnen. Her udveksles post, der gives en god vekselkurs og så skal man selvfølgelig lige smage en af de berømte gin tonic. Ovenover cafeen har “Peter” opbygget et helt fantastisk museum af scrimshaw-værker. Det er rene kunstværker, hvalfangerne i sin tid indgraverede på hvalernes knogler og tænder.

Hvalfangsten er forlængst ophørt, men fiskernes kendskab til hvalernes liv giver idag turisterne en uforligenelig mulighed for at opleve de store dyr på tæt hold. Hvalsafari er en af de helt store attraktioner i sommermånederne.

Faial blev oprindeligt koloniseret af flamske bønder i begyndelsen af 1400-tallet. Rundt på øen ser man stadig deres røde vindmøller på bakketoppene. Og bynavne som Horta og Flamengos stammer tilbage fra deres tid. Det store kvæghold på Açorerne har utvivlsomt også rødder i hollandsk landbrug.

Fra hotellet Estalagem Santa Cruz midt i Hortas gamle fæstning er der en meget smuk udsigt til Portugals højeste bjerg. Pico er både navnet på den 2.350 meter høje vulkan og selve øen, der kun ligger en halv times sejlads  fra Horta.

Her i januar måned skiftede bjerget udseende ustandseligt. Det ene øjeblik afslørede det sine grønne marker og skove langt op ad siderne. Enkelte gange kunne hele bjerget ses i al sin magt og vælde med en lille duntop som kronen på værket. Det næste var det indhyldet i skyer, mens rifter i skydækket afslørede sne på toppen.

Før satelitterne fik magten over vejrmeldingerne var det vejrstationerne på Açorerne, der kunne melde nyt om Europas vejr. Det er derfor ikke underligt, at  et højtryk bevæger sig gennem kroppen, når man besøger de smukke øer midt i Atlanten.