Alanya for alle
Alanya for alle
Johnni Balslev ©
Vi starter med en god nyhed, der vil glæde Amin Jensen, Remee og Prins Joachim og Marie lige så meget som os andre, der tager til Alanya på den tyrkiske kyst lidt sjældnere. De 2 timer i bus eller bil fra Antalyas lufthavn til Alanya giver ikke ligefrem bonuspoint oven i den lange flyvetur. Men nu er der håb for de over 150.000 danskere, der tager til Alanya på ferie.
Lufthavnen 35 km syd for Alanya har været næsten færdig i flere år. Ifølge ondskabsfulde rygter forlyder det, at det forrige lufthavnsselskab havde fået kompensation fra Antalya for ikke at åbne lufthavnen. Nu er et nyt selskab imidlertid ved at få sat skik på tingene.
Gazipasa Airport er åbnet. I første omgang kan den knap 2 km lange landingsbane kun tage middelstore fly. Ikke alle fly til Alanya lander i Gazipasa, men hvis du lander der, skæres transfertiden ned fra de 2 til ca en halv time.
Alle de større charterarrangører tilbyder landing i Gazipasa fra sommeren 2013.
Det smukke bjerg
Hele Alanya er vokset op omkring den mægtige fæstning på forbjerget, der strækker sig ud i det azurblå hav, omgivet af gode strande på begge sider.
Den muslimske seljuk Alaadin Keykubat erobrede den byzantinske by Kolonores (Det smukke Bjerg) i 1226 og gav den navnet Alaiye. Han befæstede forbjerget yderligere. Det Røde Tårn, borgen og skibsværftet udgjorde stammen i Keykubats befæstede by. Dengang lå byen inden for den 6 km lange ringmur og de 140 tårne. Efter Konya inde i landet blev Alaiye seljukkernes næstvigtigste by.
De ottomanske tyrkere overtager senere byen, men Alanya får dog først sit nuværende navn, da landsfaderen og grundlæggeren af det moderne Tyrkiet Kemal Atatürk besøger byen i 1935. Han mener navnet passer bedre til det vestligtorienterede Tyrkiet, han lægger grunden til.
Alanya har udviklet sig med eksplosionsagtig hast de seneste år. Fra at være en køn lille grøn by med en dejlig beliggenhed i begyndelsen af 1980’erne med et indbyggertal under 50.000, er den vokset til en by med over 100.000 indbyggere. Hertil skal lægges 91.000 hotelsenge på registrerede stjernehoteller, 50.000 andre turistsenge oven i, og så de titusinder, der har købt lejlighed i området.
Efter en priode med for meget beton har bystyret gjort en stor indsats for at gøre Alanya til den grønne by, den var kendt for at være. Ved Cleopatra-stranden mod nordvest er anlagt grønne anlæg med bænke og motionsredskaber, og de større veje er kranset af træer. Midterrabatten på hovedgaden Atatürk Street er tilplantet med farvestrålende blomster. Samtidig anlægger man et stort net af cykelstier i centrum af byen.
Shop amok
Alanya er et eldorado for shoppere. Der er hundredevis af forretninger i basargaderne i centrum. Kan man leve med de noget pågående men altid venlige indslæbere, så er der mulighed for en god handel. Tøj, sko, læder, guld, kunsthåndværk og krydderier kan købes til rimelige priser. Alene på guld er der op til 40% at spare.
På hovedgaden Atatürk Street findes de lidt dyrere mærkevarebutikker. Priserne er rimelige og udbudet stort. Det er muligt at få briller langt hurtigere end herhjemme med en besparelse på ca 30%.
De sjoveste indkøb gør man selvfølgelig på de lokale markeder. Der er tirsdagsmarked ved Hotel Vega Star, fredagsmarked ved Dolmusstationen og så det mest lokale og billigste marked lidt uden for byen i Mahmutlar om lørdagen. Det er en god ledetråd at slå prisen ned til det halve af det sælgeren foreslår og så finde et rimeligt kompromis derfra.
Ustabil valuta
Det er er ingen hemmelighed, at den tyrkiske Lira har ført en omtumlet tilværelse. For nogle år siden strøg man en masse nuller, satte gang i seddelpressen og trykte nye sedler, der lagde sig op ad den europæiske Euro. Denne optimistiske manøvre gjorde med ét slag Tyrkiet til et forholdsvis dyrt rejseland. Men kun i en periode. Nu er den tyrkiske Lira igen faldet til omkring 3,7 krone, eller ca det halve af en Euro.
Det kan bedst betale sig at veksle valuta på posthusene i Alanya. De gir’ en bedre kurs end både banker og hoteller.
Vidste du det?
Der var to ting, der overraskede mig i Alanya denne gang.
Efter et besøg i Red Tower på havnen gik jeg op bag tårnet og skibsværftet. Her er et herligt fredeligt miljø med fine stier langs og under gamle huse med udsigt over fæstningsværker og havet. På tilbageturen kan man tage en forfriskning på Café Konak med en skøn udsigt over havet.
Der er ikke noget nyt i bycykler for en københavner som mig. Desværre er det langt fra kun byens gæster, der kører på dem. I Alanya har man i stedet indført et effektivt tysk system med meget flotte bycykler. Før du kan sætte dig op, skal du bruge dit kreditkort i en stander ved cyklerne. Du får så en kode til cyklen. Den første time er gratis. Derefter trækkes der på kortet, til du har sat den på plads på et af de mange stader i byen.
Udflugter
En tur på havet er et must. Du kan snuppe en historisk tur, en badetur, en partybåd eller hvad med et dyk ved de spændende rev og vrag?
Midt i sommerheden kan I tage ned til Dim Cay lidt syd for Alanay. Her kan I se de imponerende drypstenshuler og så tage ned og køle af ved den kølige flod, hvor der også er restauranter og legemuligheder. For tyrkerne er det et yndet picnicsted. Damlatas-hulen inde i Alanya er ikke nær så imponerende, men på enkelte tidspunkter er den kun åben for astmapatienter. De har godt af både temperatur og luftfugtighed i drypstenshulen.
Fra toppen af borgen er der en fremragende udsigt over Alanya og de store strande omkring byen. Se fangehullet hvor fanger blev givet fri, hvis de kunne kaste en sten i vandet fra fangetårnet. Det ser let ud, prøv selv. Lykkedes det ikke, var det ud over klippen. Kør op og gå gerne en tur ned fra borgen. Heroppe ser man resterne af den gamle charmerende by. Turen er bedst uden for den værste middagshede.
Bymuseet er udmærket til et kort besøg og et indtryk af Alanyas historie. Det samme gælder Atatürks hus, der står som i 1935, da han var på besøg.
Aktiviteter
Ingen behøver kede sig i Alanya. Skulle I være ”trætte” af at dase på stranden eller ved poolen er der utallige muligheder.
Overalt tilbydes tyrkisk bad, Hamam. Prøv det til ca 80-100 kr, men gør det endelig tidligt på ferien, ellers ryger det feriebrune af! Holder I af vandet, er der en fin Aquapark midt i Alanya med bølgepool, rutchebaner og det hele. Waterplanet uden for byen er en større udgave.
Her følger lige et udpluk af aktivitetsmuligheder til inspiration eller måske snarere transpiration: Paragliding, go-cart, heste-, æsel-, jeep- og quadsafari (Quad er en slags små firhjuls buggy-biler), riverrafting, tennis, fodbold, paintball og endelig må vi ikke glemme de mange anlæg med motionsapparater rundt om i byen.
All Inclusive
De gule armbind ses overalt i Alanya som de også ses i stigende grad på andre rejsemål. Jeg støder ind i Ole fra Fredericia, der sidder og nyder en kold fadøl under grønne vinranker på restaurant Siesta.
- Jeg bryder mig egentlig ikke om All Inclusive, men vi er 9 sammen hernede til 60års-fødselsdag. 4 er børn. Det er så meget nemmere, at de selv kan tage fra buffeten. Hotellet er fint, men maden er noget ensformig. Vi er så lige et par mænd, der smutter væk, mens de andre er i pølen, smiler Ole.
En stor del af turisterne i Alanya er på et All Inclusive. Mia fra Scanway mener, at op mod 30-40% af deres gæster er på All Inclusive. Generelt mener Scanway, at antallet kommer til at ligge på ca 25% af deres ca 100.000 gæster i 2009.
Tendensen er iørigt klar i hele den danske charterbranche. Alle melder om store stigninger. Stig Elling fra Star Tour regner med ca 25% på All Inclusive i år, Peder Hornshøj fra Bravo Tours melder 20-25%, Jan Lockhart fra Apollo ligeledes 25%, mens Jan Vendelbo fra Spies og MyTravel ligger lidt lavere på 10 til 15%.