Af Johnni Balslev

Det kan godt være, at man kommer til at se dobbelt, hvis man sidder her længe nok. Men ellers må caféens navn Double View hentyde til, at man kan se til begge sider ude på spidsen af halvøen. Et godt sted at sidde, hvis man vil følge livet i den lille livlige havn på Alonissos.

Neden for er en flok mænd ved at læsse stykgods fra en rød coaster. En lastvogn med en ung mand på ladet kører i rutefart med en sending køleskabe til øens beboere. En af Hellenic Seaways katamaraner stryger uden om coasteren med passagerer fra Volos, Skiathos og Skopelos. Senere på dagen lægger de større færger til herude.

Havnebyen Patitiri har lige det liv med bystrand, taverner og et fint museum, der gør den spændende nok til en uges ophold og intim nok til, at man føler sig hjemme.

Mums

Det er lidt frækt at kalde sin taverne Kamaki. Kamaki betyder egentlig at fange fisk med trefork, men det betegner også de krumspring en fyr gør for at forføre en kvinde. Charmørbradden Vangelis er tjener på stedet og lever helt op til tavernens navn.

Men allervigtigst. Kan de lave mad? Det ved jeg ikke om de kan. Men jeg ved, at ejeren Spiros i køkkenet kan. Det bliver klart allerede ved et kig i montren. Ingen simremad i olie og fedt. Men hjemmelavet tarramosalat (fiskerognsalat), muslinge-saganaki, blæksprutter i spinat, muslinger i ris og kanin i kryddersovs falder umiddelbart i øjnene.

Jeg snupper de fire første. Vangelis kigger spørgende på mig. Yeps, jeg springer ud i det med et smil fra øre til øre. Det smager bare herligt!

Hjemme på Hotel Paradis er værtinden Bessie slet ikke overrasket over mine gastronomiske lovprisninger.

- Jamen Yanni, ved du ikke, at Alonissos er kendt for sit høje gastronomiske niveau? spør' hun smilende med en bred canadisk accent.

Næh, jeg anede det ikke. Men jeg er klar til at blive belært. Bessie giver mig en liste med gode restauranter. Den kan I se et andet sted. Vi får prøvet næsten alle sammen. Og min begejstring blev ikke mindre.

Det danske islæt

Ind til 1960erne var Patitiri kun en lille fiskerflække. Hovedbyen lå dengang på en bjergtop knap 4 km inde i landet. Palia Alonissos blev imidlertid svært beskadiget under et jordskælv i 1965 og beboerne flyttede derfor ned til havet i nye boliger.

Nu er den gamle by ved at komme på fode igen. Ikke mindst takket være turismen og en stor gruppe udenlandske tilflyttere. De har råd til at bygge husene op i gammel stil uden at ødelægge den gamle bys specielle charme.

Danske Bente Keller var en af de første med et galleri heroppe. Udover at sælge bivokslys og egne akvarelmalerier afholder Bente malekurser med den meget pittoreske bjergby som kulisse (bentekeller.gr). Hun har boet her siden 1995. Med sin græske mand Elias Tsoukanas har hun sønnen Jason på 10. De kender Alonissos så godt, at de sammen har udgivet de glimrende guidebøger Alonissos on Foot og The Alonissos Guide.

Palia Alonissos blev målet for mange af vore fotosafarier ad stejle trappegader langs stenhuse med træbalkoner og blomster i dekorative pangfarver. Om aftenen er Palia et super-romantisk sted for en forførisk dinner og en flammende solnedgang.

Byen kan nås med bus fra Patitiri (12 kr) eller taxa (45 kr).

Endestationen

Efter et kig på kortet kan jeg se, at der ligger en marinestation helt ude nordøst på øen. Et forskningscenter i forbindelse med den 2.200 kvkm store maritime naturpark. Et kolossalt fredet vandområde, hvor især den meget sjældne munkesæl får fred til at yngle.

På vejen derud kommer jeg forbi øens øvrige to lidt større bebyggelser. Ca 10 km fra Patitiri er det Steni Vali med flere taverner og en lille havn, der deles mellem lyst- og fiskerbåde. Yderligere et par kilometer efter kommer fiskerflækken Kalamakia med 3-4 taverner og en lille flåde af fiskerbåde. Her snupper jeg en forfriskning og får serveret en meget salt sild til. Fiskerne skæver lidt til mig, men en nordbo skulle vel nok kunne klemme en enkelt saltsild ned.

De sidste 10 km af turen møder jeg ikke en sjæl. Den ene flotte udsigt afløser den anden, mens den hullede vej forbandes langt væk. Hvornår lærer grækerne at bygge veje, der ikke skal repareres hver eneste gang, der har været et regnskyl? De skulle prøve at have frostvejr, skulle de.

Ude i horisonten kan jeg nu skimte den sidste lille havn og en stor hvid bygning. Det må være den omtalte marinestation.

Først helt nede i havnen får jeg øje på de første mennesker. De sidder under et lille halvtag op ad en mobil cantina. Jeg får parkeret min firhjulede terrængående quad. En benet mand med tatoveringer vinker mig nærmere.

- Marinestationen?! Den er godt nok derovre. Men den har været lukket i 8 år. Mindst, siger Costas med tatoveringerne. - Sæt dig ned i stedet.

Jeg slår mig ned i selskab med Hubert fra Tyskland og hans italienske kæreste. Dimitra ved siden af på bænken er Costas kone. Lidt efter slutter engelske Colin sig til selskabet.

Desværre må jeg forlade den gode stemning efter en rundtur på Colins nye båd. Costas og Dimitra burde have statstøtte til deres arbejde for de få gæster her ved verdens ende.

Om aftenen tager vi afsked med værtinden Bessie og hendes venlige mand Costas fra Albedo Travel. Deres datter Nikoletta er hjemme på sommerferie fra sit universitetsstudium i Toronto, Canada. Her fandt Bessie og Costas sammen under deres studier for en hel del år tilbage.