Skov, strand og Bakken
Skov, strand og Bakken
© Johnni Balslev
Kapervogne, klaprende hestehove, julemænd i juli, skør Tyroler-stemning, buffet med tarteletter, latterbrøl i teltet, solbærrom og lagkage, lyserøde candyfloss og tøsehvin fra hvirvlende forlystelser. Bakken trækker smilet ud i den smukke bøgeskov.
Gennem skoven
Skal vi tage en kapervogn ned til Bakken? Næh, ikke i dag, selv om det er fristende.
Vi kigger ned til den flotte, nyrenoverede sandstrand ved Bellevue. Beachvolley og smarte bikinier falder i øjnene. Familier ligger drysset ud på plænen foran Bellevue Teatret. Her lå Bellevue Strandhotel ind til 1973.
Til fods mod Dyrehavsbakken får vi flotte kig ind under skørterne på solramte bøgetræer. I lysninger mellem træerne har unge og ældre slået sig ned med boldspil, håndmadder, øl og snaps. Bag dem kan vi ane flokke af hjorte.
Peter Liep står med sit stejle stråtag mod den blå himmel. Kapervogne med sorte heste passerer forbi de hvide vægge med spisende gæster i silhuet.
Dobbeltdækkerbus
I dag går vejen forbi Nybo og Bøgely med Valentino og Skovly lidt længere fremme. De minder alle om trygheden i vore bedsteforældres kolonihavehus. Lige efter Valentino brydes idyllen. Her står der en gammel rød dobbeltdækkerbus med åben bagperron.
- Jeg har selv købt den, oplyser Alex fra Valentino. Den er fra London, men jeg har købt den i Oslo, og så kørte vi den herned.
Det er sjældent, man kan tage bussen uden at komme ud ad stedet. Men vi har en flot udsigt til plænen foran Friluftscenen.
Kvaliteten er steget
Jeg er nok ikke den eneste, der har forbundet Bakken med kedelig mad og fede mænd i korte bukser.
Den holder bare ikke længere. Du kan stadig få bøffer med løg og hotdog med det hele. Og Bakken er stadig det mest folkelige, vi har i hovedstaden, men på mange måder er kvaliteten steget flere grader.
Uden at priserne nærmer sig dem i arrogante Nyhavn og det pæne Tivoli.
Efter en snusen rundt herude gennem nogle år fornemmer man den specielle atmosfære på Bakken.
Alene det, at restauratører og forlystelsesejere stadig hedder teltholdere er lidt pudsigt. Den eneste teltholder er i virkeligheden Torben Pedersen. Hvem er han? Det er Torben Træsko eller blot Træskoen. Den unge mand, hvis forældre ejede restaurant Skovly, mens han selv var købmand i Bagsværd.
Som 24-årig købte han sig ind på Bakken. I dag har Torben Træsko imponeret de gamle gøglerfamilier med sine 15 forretninger og Cirkusrevyen, der i vid udstrækning holder liv i mange af Bakkens restauranter.
Alex i Valentino er ikke i tvivl.
- Uden Cirkusrevyen var det ikke gået. Vi kan have tynde dage med få gæster, men op mod revyen er der pludselig fyldt op.
Torben Træsko sir' det selv: - Det bedste ved Bakken er Dahl (- Lisbeth Dahl).
Når Bakken er så meget forskellig fra Tivoli skyldes det i høj grad denne brogede skarer af teltholdere. Spør' man dem om, hvad der er det bedste ved Bakken, lyder det temlig entydigt: Skoven og sammenholdet. Vi er som én stor familie, på godt og ondt.
På Bakken er "Lorte-Danmark" pakket ned i en tryllepose med gøgl, pjank og tolerance til en rimelig pris.
Kort om Bakken (2013)
Løbende arrangementer: Skør Tyroler-afterskiing lørdage fra kl 19 i Sommerlyst. Jitterbug hver mandag aften i Høkassen. Seniordans i Ølgod hver onsdag 13-16 (med kaffe, lagkage og solbærrom til 50 kr). Linedance på udvalgte mandage i Ølgod. Jørgen de Mylius præsenterer gamle danske Bands fire tirsdage i august, Sir Henry and his Butlers den 27. på Friluftscenen.
Mest for børn: Pjerrot leger og tryller hver dag kl 15, 16 og 17. Mester Jakel teater søndage kl 14 foran Skovly. Friluftscenen med stride Veras Varieté hver søndag kl 13.
Aftenunderholdning: Cirkusrevyen er Bakkens supermagnet. Bakkens Hvile er landets eneste sangerindepavillon. Ølgod er det folkelige dansested med trofaste Susanne Lana.
Det subjektive tjek
Bedste frokostbuffet: Bondestuen har tarteletter, stegte sild og dampet laks ud over 20 andre godbidder til 109 kr.
Billigste spisested: På Malmøkroen koster alt 25 kr (det ledsages af Bakkens skørreste indretning med kaglende høns og teddybjørne)Dog en begrænset menu.
Tættest på gourmet: Skovly.
Anderledes: Spansk stemning med lækre tapas i La Casa og italiensk charme på La Colina.
Godt til prisen: Valentino med store portioner reel dansk mad, Bøgely og Bondestuen.
Livlig aftenstemning (ofte med levende musik): Ølgod, Høkassen, Pølsekroen, Sommerlyst og Hulen.
Bedste bar: Om dagen: London Pub i dobbeltdækkerbus og Sommerlyst. Om aftenen også Hulen, Høkassen og Pølsekroen.
Vidste du at..
Der er sofagrupper med udsigt til kildesøen i Høkassen.
Julemandens forhindringsbane for børn ligger bag rutchebanen.
Du kan få 3-retter mad, incl. vin ad libitum til for- og efterret for 499 kr i Røde Port.
En frokostbuffet koster kun 99 kr i Staldknægten.
To Søstre har en hyggelig indretning med balkon ud til rutchebanen.
Et turbånd til 249 kr i højsæsonen gir' adgang til 33 kørende forlystelser.
Det koster 90 kr at køre i kapervogn fra Klampenborg Station til Bakken.
En rundtur i den smukke dyrehave koster 500 kr for 50 minutter for 4 personer i hestevognen.
Der er garderobeskabe overfor La Casa ind til Nisseskoven. Her kan du lægge badetøj og picnickurv.
Man kan købe komplette picnickurve til en tur i skoven til 668 kr for 4 personer.
Bakken arrangerer i hundredevis af festlige firmafester.
Du kan få en gratis historisk rundtur på Bakken hver den første og sidste søndag i måneden med start kl 14 ved Friluftsscenen.
Alex i Valentino laver god dansk mad og Danmarks bedste flæskesvær.
Mutti i Hulen er Bakkens største sprogjonglør. Skarpt forfulgt af travle Torben Træsko.
Når Jan i Sommerlyst kaldes Sky, må det være fordi hans lederhosen sidder så højt oppe.
Herlige julemænd og nisser fra hele verden afholder verdenskongres på Bakken fra mandag den 22. til onsdag den 24. juli.
Helt kort
Den gode: Gratis entré. Herligt!
Den sure: Åbningstiderne på Bakken er helt ude i hampen. De kan ikke selv finde ud af dem. 12 lukkedage i april, åbningstid kl 10, 12 eller 14 - lukning kl 23, 24.. Det er en ommer.
Mere information på www.bakken.dk Se billedserien fra Bakken......