Fuerteventura er Canarieøernes Sahara. Den ligger også kun 100 km fra Afrikas kyst. Ved første øjekast virker den gold og ufrugtbar, men et nærmere kig afslører små charmerende oaser og et utal af de lækreste sandstrande.


Lysbilledserien er en rundtur til store dele af Canarieøernes næststørste ø. Kun Tenerife er større.


Vi starter med et ophold i det livlige Corralejo helt mod nord, nær Lanzarote. Her er der liv og glade dage med udsigt til en lang række småstrande langs promenaden. Lige syd for byen er et stort sandklit-område blevet udnævnt til naturpark. Kitesurferne stryger over bølgerne på den vindomsuste sandstrand.


Vi fortsætter i Caleta de Fuste eller Castillo, som det hed før. Området er præget af mange store grønne aflukkede resorts med en afslappet atmosfære omkring en stor sandstrand. Caleta de Fuste vokser både op ad et nærliggende bjerg og mod syd med et nyt center, et casino, to golfbaner og et stort Sheraton-hotel som centrum. Vi boede på et af Barcelo-gruppens store hoteller med alt til en all-inclusive ferie.


Vi tager et smut ind til hovedbyen Puerto del Rosaria. Den er blevet betydeligt kønnere de seneste år med ny gågade, en nydelig strand og havnepromenade, et smart shoppingcenter og en fin bystrand.


En tur ud på øen førte os gennem bløde eroderede bjerge til Alo Vera-plantager, grottebyen Ajuy og den lille charmerende by Bethancuria.


Vi flytter teltpælene til det top-moderne sports- og wellnesscentret Playitas længere mod syd. Det store resort byder på alle former for sport og motion. Samtidig kan man vælge at bo på hotel, i lejlighed eller i bungalow med egen pool.


Mod nord er der ganske kort gang via stranden til lille-byen Playitas med 3 hyggelige restauranter. Lidt længere mod syd overrasker byen Gran Tarajal med en flot bystrand og en livlig promenade. Og en hel ny serie af mere end 30 herlige gavlmalerier liver op i bybilledet.


På grænsen mellem det gamle nordlige guanche-kongerige og det sydlige i Jandia ligger den store grønne Oasis Park. Den er en spændende kombination af en botanisk- og zoologisk have.


Surferne er taget på stranden ved Pared på vestsiden. De følges af et enkelt foto fra Costa Calma.


Hele serien slutter nede i Jandia og fiskerbyen Morro Jable. Her slutter også den 25 km lange kridhvide sandstrand. Og så er der herlige fiskeretter på menuerne i Morro Jable.


Den allersidste tur fører ad jordveje til flækken Cofete på den barske sydlige vestside. Her ligger den mystiske Villa Winter, der er mere om i artiklen om Fuerteventura. Se den her.....


www.aarhuscharter.dk    www.apollorejser.dk      www.bravotours.dk   www.spies.dk   



Johnni Balslev og Mai-Britt Smith ©

Fuerteventura