Smagen af Sydfyn

 
 


I skal have en lille billedserie fra en yderst behagelig oplevelse.


Smagen af Fyn og Udvikling Fyn havde arrangeret en udflugt til et udvalg af ildsjæle i det sydfynske. De arbejder indenfor øl-, kød-, grønt-, frugt-, chokolade-, oste-, vin- og spiritusproduktion. En palet af det bedste inden for fynsk udvikling af fødevarer.


Vi startede på Bryggeriet Refsvindinge, hvor ølspecialisten og brygmester Leif Typkær fortalte om husets nye malteri og præsenterede et bredt udvalg af fynske øl. Flere af dem prisvindende. (bryggerietrefsvindinge.dk)


Vi fortsatte over til ægteparret  Ann og Henning Wiesinger. De har købt godset Steensgaard for nogle år siden og serverer de lækreste økologiske produkter i deres nye spisehus. Vi ser de glade fritgående grise i smukke omgivelser. Steensgaard arbejder ihærdigt på at oprette deres eget lukkede produktionssystem, hvor alt fra foder og urter til kød produceres økologisk inden for deres 800 hektar jord. (steensgaard.dk)


Efter frokosten kører vi til Knabegården, hvor Lars Schroll lader os smage selvplukkede saftige asparges lige fra marken. De grønne over jorden, de hvide dækket af plastic under jorden. Vi runder også lige hans plantage med kirsebærtræer i fuldt flor. Også Knabegården har en pænt besøgt gårdbutik.(knabegaarden.dk)


Og så til noget helt andet. Vi lander i den tidligere kro i Vester Åby. Den er nu omdannet til en slikbutik for voksne. Med fristende chokolader i meget høj kvalitet. Henrik Konnerup fortæller levende om chokoladen og firmaets udvikling. Konnerup & Co har en dejlig butik med lækre smagsprøver. (konnerup-co.dk)


På Gundestrup Mejeri og Bryghus fortæller Jørgen Hoff  om det både at brygge øl og producere oste på samme sted. Jørgen viser os sin butik og krydrer sine beretninger med herlige anekdoter. Anekdoter, der ville få en lystfisker til at blegne. Han producerer op mod 10.000 fynske rygeoste om ugen. (mejeri-bryg.dk)


Stella Maris er næste stop på turen. Beliggenheden i udkanten af Svendborg med udsigt over vandet til Taasinge er helt suveræn. Restaurant og terrasse vender ud til vandet. Det hele smagfuldt indretttet. Værelserne er nydelige i den rigtig gode ende, men mangler lige et par praktiske detaljer. Når det nu ellers er luksus var det måske en god idé at line op efter Horestas retningslinier for hotelkategorisering. Vi indtager en glimrende dinner i smukke omgivelser med udsøgt betjening. Restaurantchef Kim Linde Bakkelund fortæller om det nye Stella Maris. (stellamaris.dk)


Carsten V. Nielsen og Kristian Kyed fra Smagen af Fyn fortæller om baggrunden for det spændende arbejde på tværs af forskellige erhverv inden for fødevareproduktion på Fyn - “Danmarks have” som H.C. Andersen kaldte Fyn.


Næste morgen går turen videre til Skårupøre Vingaard. Bente Rasmussen og Carsten Andersen tager imod os i deres ualmindeligt charmerende have med bondehus og en kæmpemæssig vintønde, der er lavet om til en hyggelig butik og samlingsstue med plads til 30 personer. Vi ser de forholdsvis små vinmarker og hører levende om de problemer en dansk vinbonde står overfor.


Carsten taler sig hurtigt varm. Han ser frem til den dag inden længe, hvor han kan hellige sig vinprojekter. Carsten har store forventninger til en fremtidig produktion af dansk “champagne”. Og han efterlyser et dansk udtryk for den. (skaaruporevin.dk)


Der er ikke langt ind til naboen og ægteparret Lene True og Karsten Michaelsen. Deres brændevinsdestilleri er i topklasse og de levere bestillingsprodukter til blandt andre Claus Meyer og Restaurant Noma. Indenfor overraskes vi af en flot butik og store lokaler til smagning af de mange snapseprodukter med et sydfynsk twist. (aquavitaesydfyn.dk)


Turen slutter til høstfest i Odense.


- Jamen hvorfor forbinder vi kun høstfest med kornhøst i august? Vi høster jo forskellige produkter hele året. Så derfor har vi lavet en lang række festlige begivenheder, hvor de forskellige produkter fejres. Vi starter med asparges i Odense, men vi fortsætter hele sommeren og i efteråret, siger Carsten V. Nielsen, der nu arbejder som salgschef på Hotel Christiansminde, tidligere turistchef i Svendborg.


Se hvor opfindsomme de fynske restauranter har været til at kombinere den nye asparges med andre råvarer.


www.visitfyn.dk/smagenaffyn


© Johnni Balslev


Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html