Kulturpaletten Istanbul
Kulturpaletten Istanbul
- “Wow!” er måske en lidt ubehjælpsom beskrivelse af Istanbul. Men ikke desto mindre sand. Sikke en by. Den er simpelthen en ordentlig en på opleveren. Mangfoldig, sanselig, storslået, venlig, historisk vingesus og i tonsvis af oplevelser. Nu er der heller ikke tale om en lille provinsflække, men en storby med mindst 15 mio indbyggere.
Der er fotos fra de fleste velkendte attraktioner som Den Blå Moske, Topkapi-paladset, Ayasofya-kirken fra 537, Den Store Basar med flere end 4.000 forretninger og Den Ægyptiske Basar med en duft af østens krydderier.
Den store billedserie på ca 200 billeder bliver nok beskåret noget hen ad vejen, og der kommer lidt tekst til. Men lige her skal du blot vide, at den ene tavle fra det arkæologiske museum er verdens første kendte fredstraktat. Den er indgået i byen Kadesh mellem Ægyptens berømte Ramses den 2. og Hititterkongen Hatusillis den 3. i 1258 f.Kr. Den anden tavle er verdens første kendte kærlighedsdigt. Det er sumerisk fra ca 2030 f.Kr. Sarkofagen er den berømte Alexander-sarkofag. Den er sandsynligvis lavet til Sidons sidste konge Abdalonymos omkring 315 f.Kr., men Alexander er afbildet med løvehjelm og løftet spyd i kamp. Kong Abdalonymos selv kæmper med en løve. Ved siden af ses en reproduktion, der viser, hvordan sarkofagen sikkert har været farvelagt.
Vi besøger flere forskellige bydele med hver deres særpræg. Lige fra shopping og forlystelseskvarteret Taksim over hyggelige Ortaköy under broen ved Bosperus-strædet, det fashionable Nisantisi til det mere tørklædeprægede Fatih. Og vi er naturligvis rundt i det historisk spændende Sultanahmet. Vi sejler også lige en tur ud til de charmerende og fredelige bilfri prinseøer ud for Istanbul.
God fornøjelse, men husk, at du kan vælge enkelte billeder ud ved at klikke på dem, og rykke frem og tilbage derfra.
Turen var arrangeret i samarbejde med Turkish Airlines.
Johnni Balslev ©