© Johnni Balslev

Oppe fra den gamle venetianske borg har vi set skyen hænge truende over byens tegltage. Vi når lige akkurat ind i læ under caféens parasol, da den i det samme slipper vandet i et heftigt brusebad.

Tjeneren tøver naturligt nok med at gå ud i regnen. Men vi sidder skam også godt og nyder den skønne duft fra de blomstrende træer over vore hoveder. Tilio kalder grækerne lindetræet med den dejlige duft. Blomsterne skulle være helsebringende som en slags te.

Meget italiensk

Regnen stopper brat og vi begiver os ud i den charmerende del af Kerkyra, Korfus hovedby. Det er den fredede del mellem byens to store venetianske fæstninger. Fæstninger der afholdt tyrkerne fra at besætte Korfu, som de ellers havde besat det meste af Grækenland.

Det er nemt at fare lidt vild i de snævre gågader med fine arkader og smedejernsbalkoner dekoreret med farverige blomster. Ofte munder gaderne ud i fine pladser med restauranter og taverner indrammet af blomstrende jacaranda, nerier og bouganvilla. Meget italiensk præget men nogle steder også temlig forsømt.

Vi slår os ned på en lille plads, hvor tjeneren ikke er særlig pågående. Lefteris har købt restauranten Tratamento til sin søn Haris. Sønnen har ellers fået sig en universitetsuddannelse i Athen. Men da han ikke kunne få et job, trådte faren til igen. Nu er det meningen, at Spiros og en studiekammerat skal overtage driften af den hyggelige restaurant.

Lefteris kommer fra landsbyen Makrades på nordvestkysten af Korfu. Han giver nogle gode tips til oplevelser ude på øen. Der bliver sat mange krydser på kortet.

Grotteræs

Næste dag strejfer vi lige hans landsby Makrades på en tur rundt på øens nordvestside. Vi starter dog først med kig ind over byen og lufthavnen fra halvøen Kanoni. Lige et sted for flyspottere. Flyene stryger tæt forbi næsen ud for stedets to taverner. Flyene stryger over den lille klosterø Pontikonissi, det mest kendte fotomotiv fra Korfu. Inden turen nordpå får vi set det overdådige slot Achilleion, hvor den smukke østrigske kejserinde Elisabeth boede.

Paleokastritsa ligger for foden af træklædte bjerge i den nordvestlige del af Korfu. Små badebugter er delt op af lodrette klippeformationer, hvor udflugtsbåde piler ud og ind ad spændende grotter. Jeg hopper ombord i en af bådene og får set en grotte med røde alger og en anden med et blåt skær med masser af fisk.  Vi krydser rundt fra den ene hyggelige badebugt til den anden, og møder udflugtsbåde med det mærkeligste udseende. En af dem ligner et insekt fra det ydre rum.

Efter nogle dage i Kerkyra tager vi op til badebyen Sidari helt mod nord. Turen med den lokale grønne bus tager 1 1/2 time og koster 25 kr. Der er en fin stemning i den fyldte bus. Der er ikke mange turister med.

Korfu er fantastisk grøn, og vi tror gerne, at øen har over 3 mio oliventræer. Ind mellem olivenlundene er der marker med vin. I de idylliske bjerglandsbyer må vi flere gange holde tilbage for rødt lys. Der er simpelthen ikke plads til, at to biler kan passere hinanden.

Badebyen

Sidari har en lang hovedgade med et utal af restauranter, barer og taverner. Ind imellem er der nogle få butikker. Mindre end hundrede meter fra hovedgaden løber den største af byens glimrende sandstrande. Vi slår os ned på Greek Village med en fin udsigt til strandlivet. Jeg bestiller en italiensk inspireret Spaghetti Marinara. Der er rigeligt med rejer og muslinger i den smagfulde tomatsovs.

Længere mod vest går stranden over i lagkageformede klipper med mindre sandstrande. Mod øst er stranden mere øde, men udmærket.

Vi bor på Sidari Water Park, et resort med alt, hvad et barnehjerte kan begære. Vandrutchebaner og vandpjask i uendelige baner. Her er sønnen Spiros netop blevet direktør, mens far og farfar holder et venligt øje med ham.

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at der allerede nu optræder flere med navnet Spiros. Det er slet ikke så underligt, for op mod 80% af den mandlige befolkning er opkaldt efter Korfus skytshelgen Skt. Spiridon.

Rundt på scooter

Med lidt besvær får vi lejet en helt ny scooter i nabobyen Roda til en rundtur på den nordøstlige del af Korfu. Vi har prøvet at gå rundt, men flere steder er det decideret livsfarligt at gå langs hullede veje uden fortov eller rabat med biler, der kører 80 km i timen få centimeter væk.

Vort første mål er den charmerende havneby Kassiopi. Et dejligt sted med en afslappet atmosfære langs havnepromenaden. Få hundrede meter nord for byen er der flere gode strande mellem klipper og skyggefulde træer.

Vi følger en stejl vej ned til Agni. Her ligger et par lystyachts for anker og de tre restauranter på stranden er både pris- og kvalitetsmæssigt over gennemsnittet. Et ungt par vender tilbage til bådebroen med bådudlejning. Desværre springer deres båd frem og ind i træbroen med et ordentligt drøn. Intet er sket, men den unge mand har travlt med at kigge på sine fødder, da de er kommet velbeholdne i land.

Det hvide hus

Den ene charmerende bugt afløser den anden, mens vi kører højt på klipperne langs havet.

Lige siden jeg som en noget yngre mand læste forfatteren Lawrence Durrells meget personlige bog om de græske øer, har jeg ønsket at se hans hjem på Korfu. Et hjem han flyttede til med sin lige så berømte forfatterbror Gerald i 1935. Her fik han besøg af den amerikanske forfatter Henry Miller, som han fik et livslangt venskab med. Senere mødtes de i Paris. I det hele taget flyttede Lawrence Durrell meget rundt. Han betegnede sig selv som verdensborger.

Deres familiebolig "White House" i byen Kalami er i dag en lækker restaurant med en skøn udsigt over byens badebugt og en bådebro lige ud for. Her kan man som utroligt mange andre steder på Korfu leje en lille båd med påhængsmotor og solkaleche.

Min kone sender mig et lille underfundigt smil over den græske kaffe. Hun kan se, at jeg er temlig lalleglad over endelig at nå frem til et sted, der er så tæt knyttet til min glæde for de græske øer.