Johnni Balslev ©

Den græske ø Lemnos har de lækreste uberørte strande og en spændende historie. Den har altid vogtet indsejlingen til Sortehavet, men skal nu stille om til turismen.

Den svenske guide Johanna springer energisk rundt på poolkanten og opildner den store gruppe kvinder i vandet. - Ja, det er godt. Fint. Kom så! Det er blevet tid til vandgymnastik på det nyåbnede Porto Myrina hotel i udkanten af selve byen Myrina. Vi er på den græske ø Lemnos i det nordlige Ægæiske Hav.

Umiddelbart virker det store træningsresort som den største forandring på Lemnos, siden jeg var her sidst for en del år siden. Konceptet på hotellet er det samme som på Apollo Rejsers sportshotel Playitas på Fuerteventura. Endda så meget at Porto Myrina er “powered by Playitas”. Vi vender tilbage til hotellet senere, men først lidt om selve øen Lemnos.

Lemnos ligger ved indsejlingen til Sortehavet gennem Dardanellerne. Øen har altid været præget af sin militærstrategiske betydning. Selvom de militære styrker er stærkt reduceret de seneste år, er der flere mindre forlægninger og en Nato-lufthavn tilbage.

To store kirkegårde for over tusinde allierede soldater bekræfter den militære betydning. De vidner om det fejlslagne angreb på tyrkerne ved Gallipoli i 1915-16. 140.000 mistede livet i en håbløs militæroperation. En af de ihærdigste tilhængere var Winston Churchill. Han måtte træde tilbage fra posten som britisk flådeminister.

Når vi nu er ved historien, er det værd at nævne, at en af Europas ældste bymæssige bebyggelser er udgravet i Poliochni på øens østside overfor Troja i Lilleasien. De mange lag af bebyggelse vidner om en by, hvis liv strakte sig fra 3.600 til 1.200 f.Kr. Byen var tilsyneladende allerede forladt, da Troja blev belejret af grækerne med helte som Odysseus, Achilleus og Agamemnon i spidsen.

Smedegudens ø

Langt senere opstod storbyerne Hefaistia og den nuværende hovedby Myrina.  Hefaistia, der i dag er en ruinby, har et meget flot, nyudgravet teater. Men grusvejen derud kræver tålmodig kørsel. Hefaistia opstod omkring dyrkelsen af smedeguden Hefaistos, der trods sin handikappede fremtoning med forkrøblede ben var en respekteret håndværker blandt både guder og mennesker. Han havde bla. smedet overguden Zeus’ lyn og Achilleus våben. Lemnos blev kendt for sine dygtige smede, der producerede våben af malm fra lejerne i Lilleasien.

Kavirio på den anden side af bugten vidner om en mystisk religion med udbredelse på de omkringliggende øer. Den knyttede sig også indirekte til Hefaistos med hemmelige ritualer omkring frugtbarhed og død. Myter og håndgribelig religion flettes ind i hinanden på det smukke sted.

Lemnos har ingen store skovområder, men et meget rigt dyreliv og en farverig flora. Der dyrkes ikke længere bomuld, men korn og vin. Og de store flokke af får og geder har rigeligt med græsningsarealer. Mange landsbyer bærer imidlertid præg af udvekslingen af grækere fra Tyrkiet med tyrkere fra Grækenland i 1923. Nye landsbyer opstod, mens andre forfaldt. 1,5 mio grækere flyttede fra Lilleasien, og 350.000 tyrkere forlod Grækenland under overvågning af Folkeforbundet.

300 strande

Det bløde landskab og de mange hundrede sandstrande er et aktiv, der endnu er i sin vorden. I følge de lokale skal der være over 300 sandstrande, og langt over 100 af dem kan nås ad asfalt- eller grusveje. Efter en grundig rundrejse virker det sandsynligt. Der er et hav af lækre strande for alle aldersklasser og kondital. Skiltningen er dog mange steder mildest talt mangelfuld. Men med tungen lige i munden og lidt retningssans går det endda. Og husk lige det nyeste kort.

Vi kører ned til Gomati Beach efter den flot beliggende men søvnige landsby Katalakos. Gomati Beach er imponerende stor og fredelig, men mest kendt for nogle store sanddyner længere inde i landet bag stranden. Der kører vi op ad endnu et hjulspor, som man helst ikke skal angribe i en lav personvogn. Taxierne på Lemnos er lave biler, hvor chaufførerne heller ikke skal nyde noget af de mange grusveje. Det gule sand i sandklitterne herinde på øen er eroderede bakker, der flytter lidt rundt i landskabet. På tilbagevejen kigger vi ind i Katalakos eneste taverne til en kop metrio-kaffe. Vi får en snak med den venlige værtinde, der har dekoreret tavernen på en fantasifuld måde med en række blåmalede, halve bildæk med blomster i.

Fra landsbyen Propouli tager vi endnu en tur ad grusvej til de helt unikke lavaformationer ved kysten. Det er naturens legeplads med stenfrosne ansigter, kander og andre fantasifulde former.

På den sydøstlige del af Lemnos sommerfuglevinger når vi helt sydpå til Skandali, hvor den lukkede skole må være den største skandale. Lukningen vidner om landsbyernes hårde kår. Nu må skolebørnene helt ind til Moudros 15 km derfra. I Moudros indtager vi en dejlig frokost på tavernen Galazio Limani på havnefronten. En række småretter som friterede blæksprutter, tunsalat, sardiner og zaziki.

Kvindedomineret samfund

Hovedbyen Myrinas oprindelse fortoner sig i myternes tåger.

I følge de græske myter svigtede kvinderne på Lemnos at tilbede den smukke gudinde Afrodite. Hendes hævn var ildevarslende. Hun forbandede alle kvinderne med en helt ulidelig dårlig ånde. Resultatet var, at deres mænd ikke ville komme i nærheden af dem, men i stedet tog sig elskerinder fra det thrakiske fastland mod nordøst.

Nu var det kvindernes tur til at hævne sig. De besluttede at slå alle øens mænd ihjel og kaste dem i havet fra klippen Petassos ved Myrina by. Kun kongedatteren Hypsipyle skåner sin far Kong Thoas.

Da Jason og hans argonauter med helte som Herakles iblandt når frem til Lemnos i deres jagt på det gyldne skind, bliver de godt modtaget af øens kvinder. Så godt og så længe, at Jason får to børn med Hypsipyle. Da Jason sejler videre mod den østlige ende af Sortehavet for at hente det gyldne skind, lover han at komme tilbage til Hypsipyle og deres to børn. Et løfte han ikke holder.

De græske myter viser sig altid at indeholde historiske sandheder. Og sådan er det også her. Flere græske øer med forbindelser til Thrakien i det nordøstlige Grækenland og ind i Tyrkiet og Bulgarien havde på et tidspunkt et stærkt matriakalsk samfund. Senere går de i opløsning under indflydelse af de græske mandsdominerede samfund. Navne som Myrina og Hypsipyle knytter sig både til Thrakien og myternes Amazoner. Samtidig tyder myten på en konflikt mellem den græske og thrakiske gudetro.

Men hvorfor kedelige historiske betragtninger, når man kan få dem serveret med levende menneskers underholdende kamp om magt og kærlighed?

Turismen i sin vorden

I Myrina nyder vi den flammende solnedgang sætte brand i både hav og himmel omkring det hellige Athos-bjerg. Det over 2.000 meter høje bjerg synes kun et stenkast væk med sine mere end 20 klostre, 2.000 munke og ingen adgang for kvinder. Alligevel er der 70 km derover.

På vores venstre side kan vi ane konturerne af den kæmpemæssige borg, der hæver sig over indsejlingen til hovedbyen Myrina. Borgen har tjent mange herrer i tidens løb. Først de gamle grækere som tempelgrund, senere Byzans med hovedsæde i Kostantinopel, siden genovesere og op i vor tid tyrkerne. De har alle sat deres præg på værket.

Lige nedenfor nyder byens ungdom en snak over frapéer i lange baner, mens tam-tam-rytmerne dunker i højtalerne over deres hoveder. Deres smarte biler og motorcykler er parkeret så tæt på som muligt.

Hovedbyen Myrina har hvad der skal til af charme og shopping. Det lange, billøse hovedstrøg starter i den pittoreske havn med maleriske fiskerbåde og taverner med fletstole, runder byens borg og slutter mod nord bag statelige patriciervillaer og de bedste bystrande. Gågaden har et pænt udvalg af specielt tøj-, taske- og skoforretninger.

Tilbage på på det nye træningsresort Porto Myrina, er kvinderne kommet op af vandet. Nogle få bliver liggende ved den store pool med internationale mål, andre søger ud til det brede tilbud af aktiviteter som padel tennis, almindelig tennis, wod (workout of the day), yoga, løbetræning, cykelture, og indendørs er der træningsredskaber, der lever op til den svenske olympiske kommités krav til professionel træning.

Jeg snupper mig en hurtig gåtur ind til havnen i Myrina, hvor jeg med god samvittighed tager mig en svalende kold Mythos-øl med udsigt til livet i og omkring havnen. Her sidder jeg omgivet af vejrbidte ansigter i moden alder med kaffe og vand foran sig. Det er de gamle mænd og havet.