Madeira for voksne
Madeira for voksne
Johnni Balslev ©
Mens charterbranchen diskuterer, hvem der kom først med hoteller for voksne, kan man konstatere, at Atlanterhavsøen Madeira lige siden turismens barndom har tiltrukket voksne turister. Børn og unge er naturligvis velkomne, men øen er ikke ligefrem kendt for sine flotte sandstrande eller et hektisk natteliv. Derimod indbyder den smukke, frodige natur til vandreture i en palet af farvestrålende blomster og åndeløse kig mellem grønne bjergtinder. Som et ekstra plus tilbyder Madeira en hotelkvalitet, der ligger godt over gennemsnittet.
Der er skrevet meget om denne frodige grønne ø. Men imens har hovedstaden Funchal ændret sig. Den har fået mere liv. Hvor man før blev overrasket over de hyggeligste restauranter gemt bag et undseligt hul i væggen er livet i højere grad flyttet udenfor. Så hvorfor ikke droppe levadavandringen for et øjeblik og tage et nærmere kig på den lille storby med over 120.000 indbyggere?
Ufrivillig udvidelse
Havnepromenaden ved kabelbanen til Monte er et godt udgangspunkt for en byvandring i Funchal. Her stopper de fleste busser fra hotelområdet vest for byen.
Selv om Funchal er kommet sig godt efter de store oversvømmelser, kan man få et indtryk af naturens kræfter ved at kigge ud i havnen fra promenaden. Området er udvidet med en futuristisk park, en udflugtshavn og en stor stenstrand. Alt sammen et resultat af de store oversvømmelser, der bragte tonsvis af jord ud i havnen i 2010.
Vi fortsætter turen ud mod fortet São Tiago. Lige før det gamle gule portugisiske fort ses et af byens nyere hoteller på venstre side. Porto Santa Maria er en del af hotelkæden Porto Bay.
Neden for fortet er der en lille stenet strand, hvor der også landes fisk. Den benyttes flittigt af de lokale, især af de der spiller fodbold på et plateau foran fortet. Selve fortet er hurtigt overset, hvis man da ikke skal besøge militærmuseet med håndvåben eller kunstudstillingerne længere inde.
Oppe bag fortet når vi frem til den kønne kirke, Santa Maria Maior. Inden tilbageturen gennem det herlige gamle bykvarter kan vi få et kig ind over krydstogtskibene i havnen og ud over det kommunale badeanlæg.
Følg de lokale
Turen gennem Rua da Santa Maria giver både et indblik i det lokale liv i en gammel bydel og byder på et utal af spændende restauranter. Ved restaurant Arsenio grilles der uden for og senere på aftenen kan man opleve den hamrende sentimentale portugisiske Fado-musik inden døre. Et hul i væggen længere henne afslører en grønthandler med en restaurant dybt inde i mørket. I de senere år er gaden blevet kendt for sine mange farverige væg- og især dørdekorationer.
Rua da Santa Maria slutter oppe ved det berømte marked Marcado dos Lavradores. Det er mere et frugt- end et blomstermarked. Og så er der også en spændende afdeling med friskfanget fisk fra det dybe Atlanterhav. Her skal man simpelthen ind.
Selve området omkring markedet er spækket med små barer og cafeer, hvor priserne er lave og stemningen høj. Følg blot efter de lokale. Find et godt sted, hvor de serverer den lokale poncha. Det er sukkerrørsbrændevin med friskpresset citron og honning. De koster ca 2 Euro. Den kan købes færdiglavet på flaske, men så ligner den mere appelsinvand.
Efter en rundtur i det farverige marked krydser vi lige over den første flod og op ad gaden Rua Dr. Fernão Ornelas. Til den ene side sælges klipfisk og vin i samme butik, til den anden de traditionsrige broderier. For enden af gaden krydser vi igen en flod. Gå op til højre ad gaden Ferreiros ved den lille plads Largo do Chafariz mod rådhuspladsen Praca de Municipio. Nyd de gamle kolonibygninger på pladsen. Kig gerne ind på Rådhuset til højre eller den store Collegio-kirke ret fremme. Man kan også sidde og nyde pladsen fra den lille café i hjørnet.
Dansk vin
Her fra hjørnet kan man gå ud igen mod gaden Tavira. Den fører lige ned til katedralen Sé. Foran kirken starter den nye meget brede gågade ud mod vest. Vi havde en fin udsigt fra Grand Café. Lidt længere fremme kommer den idylliske bypark og lige op til den vinhuset Blandy, hvor man får en grundig indføring i Madeira-vinens historie med smagsprøver. Og her ved jeg, at mange mener, at danske vinstokke som egentlig var snuppet af danske sømænd på Madeira var med til at opbygge en ny vinavl efter en altødelæggende vinpest på øen. Den holder dog ikke helt ”vin”. Det var spisedruer sømændene havde med hjem. Meget bekvemt er der taxa-holdeplads nær Blandys, så man er sikker på at komme godt hjem.
Gode og dårlige udflugter
Levada-vandring
Det er et must at komme ud på øen og nyde den smukke, frodige natur. Man skal dog være en rutineret chauffør for at køre rundt på de smalle bjergveje. Det på trods af, at Madeira har fået så mange tunneller, at selv en færing vil blive grøn af misundelse. Tag en arrangeret tur og vælg så selv en levada-vandring, der passer til jeres ønsker. Der er over 2000 km vandingsstier (walkingmadeira.com).
Camara dos Lobos og Machico
Fiskerbyen Camara dos Lobos kun 5 km fra Lido-hotellerne og byen Machico noget længere væk med sin nye flotte sandstrand er et besøg værd. Det koster kun få Euro at køre med lokalbusserne.
En tur på havet
I skal selvfølgelig også en tur på havet. Det kan være en rigtig sørøvertur med det gode skib Santa Maria de Colombo (en kopi af Columbus’ skib) eller hvalsafari i rappe gummibåde eller måske en mere fredelig fisketur.
Sky Walk
Sky Walk’en ved Cabo Girão udfordrer i høj grad dem med højdeskræk. Man går ud på en glasbalkon og kigger 600 m lodret ned fra verdens næsthøjeste havklippe. Utroligt flot!
Monte - flot og dyrt
Det er en skøn tur med kabelbanen de 15 minutter op over Funchal til den charmerende lille by Monte højt oppe på bjergsiden (10€/enkelt). Her kan I så for 25€ suse to personer ned ad mod hovedbyen igen. Ruten er dog nu kun på et par km og så må man selv gå eller køre resten af vejen ned. Men man bør unde sig selv en tur i den store smukke park Monte Garden lige ved kabelbanen (10€). Vi tog så den anden kabelbane (8,5 €) ned til den botaniske have (3€) og orkidéhaven (5€) lidt længere nede under den botaniske. Vi blev lidt skuffede over den botaniske have, men var begejstrede for den imponerende Monte Garden og den lille orkidéhave Jardim Orquidea.
Uden slædetur blev udgiften på over 500 kr alene i entréer og 2 gange kabelbane (enkeltture) for 2 personer. Og vi gik ned til byen.
Nonnernes Dal på en ny måde
Der er et par overvurderede udflugtsmål. Nonnernes Dal var tidligere en spændende udflugt ad små bjergveje med åndeløse udsigter og ih og åh fra passagerer, der var både imponerede og fik plejet deres højdeskræk. Nu er der en 2,5 km lang tunnel lige ned i byen. Og hvor der før var gamle charmerende bygninger er anlagt en kæmpemæssig plads med en hæslig firkantet bankbygning med skrigende lyserøde reklamer. Not nice. Prøv i stedet at gå ned til byen fra udsigtspunktet Eira do Serrado i 1094 meters højde. Der er en pragtfuld udsigt ned ad stien med over 40 sving ned til byen i 633 meters højde. Ruten er lidt over 2 km lang og tager en lille time. Måske en idé for udflugtsarrangørerne at give folk valget.
Fly via Lissabon
Charter
Pakkerejser til Madeira
Links
Fakta
Med sine 740 kvkm er Madeira lidt større end Bornholm. Befolkningen er på 255.000, hvoraf de ca 120.000 bor i hovedbyen Funchal. Det højeste punkt er Pico Ruivo på 1862 meter.