Mallorca for alle

 

©Johnni Balslev


Mallorca klinger forskelligt i vore ører. Men det er en kendsgerning, at den spanske ø er danskernes foretrukne sommerdestination. Vi tager en lille rejse med et tilbageblik på charterbranchens barndom.


Første gang jeg var på Mallorca var på en sviretur med en kammerat. Vi boede i Cala Mayor i en villa, der var omdannet til et hyggeligt pensionat med en lille frodig have, hvor bourgainvillaer i pangfarver hang ud over et par gyngesofaer. Værtinden var en venlig, bramfri tidligere prostitueret fra København. Hun sørgede for vores trivsel, og leverede levende musik hver aften.


En af de nyankomne gæster var en nedslidt skraldemand fra Vesterbro. Han var lokket herned af sin kone. De havde aldrig tidligere været uden for landets grænser. Han var godt sur og indebrændt. Den spanske mad skulle han ihvertfald ikke smage på.


- Det hundeæde vil jeg ikke røre. Jeg vil hjem igen, sagde han, og satte sig demonstrativt ud og røg en smøg i stedet. Efter et par øl fik vi ham overtalt til at smage alligevel. Han spiste op i tavshed.


Allerede næste dag var han imidlertid helt på mærkerne. Han smilede over hele femøren og inviterede os store knægte på øl ude i haven. De næste dage  var det en fryd at se ham og konen nyde deres ferie sammen.


Mallorca ændrer sig

Siden charterturismens barndom er der sket meget på Mallorca. Cala Mayor og Terreno lige uden for Palma var spækket med danske barer og restauranter de næste 20 år. Man kunne få tre håndmadder med øl og snaps til spotpriser på  Pepes, Kunstnerkroen og Rottehullet for at nævne nogle stykker.


Turistområderne omkring Palma blev en magnet for dem, der ville ned og more sig. De mere besindige tog andre steder hen. De fandt nye turistmål. Snart kom hotellerne lige uden for Palma til at stå tomme, og der blev anlagt en omfartsvej bagom Cala Mayor, San Agustin og Magaluf til nye resorts længere ude.


Det ligger dog ikke til mallorcinerne at give op. Samtidig med at de udbyggede nye turistområder,  investerede man store summer i renovering af de utidssvarende områder. Vejen langs kysten ud fra Palma blev trafikdæmpet, og der blev plantet palmer og blomster. Mange hoteller blev simpelthen revet ned, mens andre gennemgik en totalrenovering.


I dag er Mallorca stadig danskernes foretrukne sommer-chartermål. Lige ved en kvart million danskere tager hvert år til den spanske ø i Middelhavet.


Nu er det dog ikke længere området ved Palma, der tager imod hovedparten af gæsterne. De er flyttet op nordpå til de store sandstrande ved Alcudia, Pollenca og Can Picafort. Samtidig er selve Palma blevet en særdeles spændende storby at gå på opdagelse eller shoppe i.


Strandbyerne

Udbygningen af de store områder nordpå er allerede in-steder for mange danske familier. Her kan ungerne boltre sig på de store sandstrande. Strande der skråner blidt ud i havet. Især den kilometerlange og brede strand ved Alcudia trækker familierne til. Den palmelinede strand ved Pollenca og den smallere strand ved Can Picafort er knap så tætpakkede og nok mere for et voksent publikum.


Vi tager ophold i Can Picafort, der er den sydligste af de tre resorts. Her er naturligvis, hvad der hører til en afslappet daseferie. Sol, strand og masser af barer og restauranter. Konkurrencen mellem dem er hård, og det kommer heldigvis gæsterne til gode.


På promenaden er det muligt at få en halv liter Sangria til 25 kr, blandede tapas med en halv liter vin til 70 og wienersnitzel for ca 75 kr. Vi testede dog nogle restauranter inde bag promenaden. Ikke de billigste, men til gengæld rigtigt gode.


Vi får en spændende frokost på familierestauranten "Rapha's La Terracita", med stegte rejer i sprøde cornflakes. Lidt frækt og godt. "Mandilego" er en fin lille fiskerestaurant, hvor de serverede flotte blæksprutter og en glimrende lammeskank. Værten Juan hygger om gæsterne og fremviser en flot samling af  modelskibe længere inde i restauranten. Jeg slutter turen af med en forrygende pizza med alt godt fra havet på den strømlinede restaurant "Monaco".


Markedet er ikke noget særligt får jeg at vide. Det er nu noget uretfærdigt. Ved selvsyn klemte jeg mig de 500 meter gennem et herligt mix af boder.  Først den ene vej, så den anden. Det startede med kød og grønt for så at gå over i smykker, tøj og sko i lange baner. Ind imellem er der sjove ubrugelige dingenoter, man kun kan smile af, hvis de skulle havne på amagerhylden derhjemme. Der er selvfølgelig også et par indianere fra Andesbjergene. Deres anlæg lyder som et helt symfoniorkester. Lige som dem på Rådhuspladsen i København, som Politiken forgæves forsøgte at få fjernet.


Barske bjerge

Næste dag beslutter vi os for en udflugt op nordpå til Pollenca og Formentor.


Byen Pollenca er en lille sympatisk by med et centrum, der oser af historie. Et afslappet sted til en kop kaffe eller en drink på torvet foran den imponerende kirke Nostra Senyora dels Angels.


Turen går videre ud mod Cap de Formentor helt mod nord. Landskabet ændre sig radikalt. Vi svinger op i barske bjerge med en fantastisk udsigt ned over Alcudia-bugten. Så går det ned til stranden Platja Formentor. Ud for stranden ligger en kæmpestor sejlbåd. Næsten lige så stor som priserne på leje af liggestole. De koster 185 kr, to solsenge og en parasol bliver 446 kr - per dag. Ikke så underligt, at de fleste badegæster ligger direkte på stranden.


Den smukke by

På vejen tilbage bliver jeg sat af ved den gamle Alcudia by. En smuk og velbevaret renæssanceby bag en næsten intakt middelaldermur fra 1300-tallet.


Allerede inden Alcudia by blev anlagt havde romerne anlagt byen Pollentia på næsten samme sted i det andet århundrede. Herfra kunne de overvåge Pollenca- og Alcudia-bugterne, hvor de selv havde gjort landgang. Resterne af Pollentia kan ses lige syd for bymuren.


Alcudia har et utroligt velbevaret bymiljø med sine bilfri gader med en meget flot flisebelægning. Overalt respekteres det sammenhængende miljø. Facaderne i den varme byggesten brydes kun af specialbutikker og restauranter. Her er ingen store neonskilte eller dagens menu på falmede fotos. Alcudia er absolut ikke et stilfærdigt museum, men man kan sagtens træde væk fra de større turiststrøg og befinde sig i en anden stilfærdig verden med et afslappet lokalmiljø.


Mallorca har været i stand til at følge med turismeudviklingen. Man har geninvesteret mange af de penge, der er tjent på turismen. Med respekt for øens gæster. Det har gjort Mallorca til en ø for alle.





Rejseinfo

SAS og Norwegian flyver direkte fra Danmark til Palma.

Næsten alle danske rejsearrangører har rejser til den populære ø.

Om øen

Arealet er på 3.640 kvkm (Fyn: 3.099 kvkm). Højeste punkt er Puig Major på 1445 meter.

Mallorca har 869.000 indbyggere, heraf ca 400.000 i hovedbyen Palma.

Mallorca modtager ca 15 mio turister om året og har 300 solskinsdage om året.