Nisyros er én stor ulmende vulkan lige syd for Kos i Det ægæiske Hav. De 800 fastboende er fordelt på 4 små byer. Langt de fleste bor i hovedbyen Mandraki, hvor udbudet af taverner er størst.
Her kommer en række friske fotos fra en rundtur på den meget spændende lille ø. De første billeder er fra fiskerbyen Pali, senere et par fotos fra kanten af vulkankrateret. Krateret har en længde på ca 3,5 og en bredde på ca 1,5 km. I baggrunden skimtes den charmerende bjergby Nikia. De efterfølgende billeder fra Nikia viser blandt andet det prisbelønnede elipseformede torv.
Byen Emporio var næsten affolket inden tilflyttere fik øje for byens flotte beliggenhed på kanten af krateret. Nu er enkelte huse restaureret, og byens eneste taverne har en imponerende flot udsigt ned gennem den aktive vulkan. I bunden af det store hovedkrater kan man gå yderligere 30 meter ned i et mindre krater, hvor varmen og lugten gør det klat, at der stadig er liv i vulkanen.
Fototuren slutter i havnebyen Mandraki, hvor udflugtsbådene fra bla. Kos lægger til.
Mai-Britt Smith & Johnni Balslev ©