Peloponnes - myternes land
Peloponnes - myternes land
Johnni Balslev ©
Den gamle varevogn er overlæsset med kolossale lerkrukker. Med det læs kan de umuligt have solgt en eneste krukke på deres salgstur på Poros.
Ved siden af holder en anden bil med et udvalg af store potteplanter.
Kvinden fra “krukkevognen” står ved rælingen med det mindste af tre børn på armen. De to andre sidder i bilen hos faren.
Sigøjnerfamilierne i de to varebiler udveksler kun et kort blik. Færgen er allerede ved at lægge til i Galatas. Turen fra Poros tager 5 minutter.
Scootere og motorcykler er fra borde næsten før klappen banker ned i betonen på kajen. Ingen fortøjning. Kun skibets motor holder færgen på plads. Færgelejer er ukendte i Det græske Øhav. I løbet af 2 minutter er dækket tømt.
Nede fra hovedvejen lige uden for Galatas ser landsbyen Trizina smuk ud som den klynger sig til bjergskråningerne over den frodige slette.
Det er imidlertid området nord for landsbyen, der er målet for min udflugt. Det er dækket med ruiner fra det antikke Troizen.
Troizen var en stor og magtfuld by helt ind i vores tidsregning. Men byens historie strækker sig langt tilbage i en tid hvor myter og historie smelter sammen i fascinerende fortællinger.
I seng med guden
Her var det, at den navnkundige Kong Ægæus opsøger sin gode ven Kong Pittheus af Troizen for at få råd i tolkningen af et orakelsvar fra Delfi. Ægæus havde søgt svar på, hvordan han, der var barnløs, kunne få sig en tronarving.
De to gamle venner fik ikke rigtig løst det gådefulde orakelsvar. Til gengæld fik de sig en ordentlig kæp i øret. Ægæus får da også listet sig ind i det forkerte soveværelse, da han tørner ind for at sove. Han havner hos den smukke prinsesse Aethra.
Hun gør ikke anskrig overfor den fornemme gæst. Ægæus lægger sig op til hende. Hvad han ikke ved er, at sengen stadig er varm efter et besøg af havguden Poseidon.
Aethra føder senere en søn, som Ægæus fejlagtigt tror er hans. Sønnen Theseus er imidlertid halvt gud, halvt menneske. Theseus ligner på mange måder sin fjerne slægtning Herakles (Herkules).
Heltegerninger og glemsomhed
Som ung mand drager Theseus mod Athen. Undervejs udfører han som Herkules en række heltegerninger. Han bekæmper køllesvingeren Perifétes og nedlægger kæmpen Fyrrebøjeren. Skiron, der havde for vane at sparke mennesker ned i gabet på en menneskeædende skildpadde, ekspederes samme vej som sine ofre - for kun at nævne nogle stykker.
I Athen møder Theseus sin onde stedmor, troldkvinden Medea og Kong Ægæus. Ægæus anerkender ham som sin søn og tronfølger. Medea må flygte.
Theseus bliver dog mest kendt for at bekæmpe uhyret Minotaurus fra labyrinten på Knossos-paladset på Kreta. At han så er så glemsom at glemme sin udkårne Ariadne på vejen hjem fra Kreta er uforståeligt.
Ikke nok med det, han glemmer også at skifte sejl på sine skibe som han ellers havde lovet Kong Ægæus, hvis det var lykkedes ham at fælde Minotaurus. Resultater er, at Kong Ægæus kaster sig i havet fra sin udkigspost på Kap Sunion i den tro, at han havde mistet sin søn. Han så sønnens skibe returnere med sorte og ikke som lovet hvide sejl i masterne. Kong Ægæus lægger på denne triste måde navn til Det ægæiske Hav.
Theseus efterfølger Ægæus som konge i Athen. Måske er det ham, der for første gang samler alle småbyerne på Attika i en fælles union.
Dagens Troizen ligger delvist skjult mellem olivenlunde. Den lille asfaltvej snor sig gennem et flor af blomster. Skilte viser vej.
Her ses resterne af et Esklepion. Det kan vel nærmest sammenlignes med et sanatorium. Her blev der puslet om gæsterne. De blev badet og masseret. Og en sund diæt var et naturligt led i behandlingen.
Djævelens Bro
På kanten af skråningen ned mod den frodige slette ses resterne af en byzantinsk kirke - en såkaldt Episkopi. Gulvet og søjlerne i kirken viser resterne af et endnu ældre tempel. Her har været dyrket andre guder.
På vej op mod Djævelens Bro passeres Theseus Tårn. Fundamentet er af store, fint tilhugne sten fra langt før Kristi fødsel. Senere har man genopbygget tårnet af et sammensurium af sten.
For at nå hen til Djævelens Bro må jeg stille scooteren. En smal sti fortsætter frem langs en dyb slugt. Troizen var i sin tid beskyttet af slugter på to sider, et bjerg i baggrunden og en stejl skråning ned mod sletten og havet.
Stien svinger brat til højre over en meget dyb afgrund. Til venstre kan jeg lige ane det brusende vand, til højre kan jeg ikke se bunden. Der er i sin tid konstrueret en vandingsrende hen over den ca 1 meter smalle bro. Men ellers er broen et lille kunstværk fra naturens side. Rækværket er den frie luft.
På den anden side af broen risler kildevandet ned mellem en lund af store platantræer. I stegende varme er det en oase med vandets kølighed og træernes skygge. Vandet smager tilmed skønt.
Frokosten nydes på den ene af Trizinas to taverner. Her er en glimrende udsigt over byens festplads, sletten nedenfor og havet i baggrunden.
En øl, salat, en flot omelet og en lille kande retsina bliver 35 kr ialt. På øen Hydra kostede en enkelt øl et par dage senere det samme nede på havnepromenaden.
Efter frokosten vil jeg finde klostret, der sås så tydeligt nede fra hovedvejen. Retningen op bag Trizina er god nok. Men det viser sig at klostret ligger på en anden bjergtop.
Skal jeg køre ned til klostret eller fortsætte op ad grusvejen til bjergets top? Jeg vælger det sidste.
Vejen fortsætter og fortsætter opad. Snart er husene kun små hvide prikker mod den grønne baggrund. På det mørkeblå hav trækker små legetøjsskibe sølvstriber efter sig.
Fra toppen af bjerget lokker andre bjergtoppe i et utroligt fredfyldt landskab. Her er absolut tystnad.
I disen mod nordvest kan jeg ane bakkerne omkring Mykene med Kyklopmurene, Løveporten, Agamemnon, Atreus Grav, dødsmasker i det pureste guld. Her så den europæiske civilisation dagens lys for ca 3.500 år siden.
Det er en helt euforisk følelse at kunne se så vidt omkring i dette myternes land.
Nemesis
Den store hund oppe til højre får først øje på mig. Den overvejer kun i en brøkdel af et sekund. Så er den på benene og på vej ned mod mig. Den får følgeskab af to andre, der også trænger til lidt afveksling fra fåreflokken. De når mig næsten samtidig.
Een af dem får fat i mit bukseben, inden farten er høj nok til, at de opgiver. En symfoni af hundeglam følger mig på vej.
Snart lærer jeg, hvor havmågerne holder til, når de ikke svæver efter færgerne. Ikke de små pjevsede hættemåger, men de rigtige havmåger med store gule næb. De sidder såmen foran mig her på bjergkammen.
Til den ene side kan de se strædet ud for Poros, til den anden strædet mellem Hydra og Peleponnes. En rigtig smart udkigspost.
Efter to timer i det øde landskab møder jeg for første gang et menneske. Endda en modig cyklist. Sveden hagler af ham. Jeg stopper og hilser på ham. Han hedder Panos og er græsk guide fra Athen. Han haler et flot kort frem.
Mine erfaringer med græske kort giver kun ros for det kunstneriske indtryk. Det faktuelle indhold er langt fra virkeligheden.
På hans fine kort skulle jeg kun have kørt nogle få kilometer fra Tirzina. På 2 timer! Jeg holder kommentarerne for mig selv og ønsker ham god tur i retning mod øen Spetzes.
Endelig runder jeg den sidste bjergtop. Nu går det ned mod Poros, konen og civilisationen.
Den klassiske udflugt
Trekanten mellem teatret i Epidaurus, det store palads i Mykene og Grækenlands første hovedstad, Nafplion, er et godt forslag til en heldagsudflugt fra Poros.
Teatret i Epidaurus er et af antikkens mest velbevarede.
Vi aser os op på bageste række og kan som mange tusinde turister før os konstatere, at akustikken er så fin, at man kan høre en mønt falde til jorden langt nede på scenen. De nederste 34 rækker stammer helt tilbage fra det 4. århundrede før Kristi. De øverste 24 blev bygget til senere under romerne. Om sommeren er Epidaurus-teatret centrum for en stor teaterfestival.
Turen fra Epidaurus til Mykene fører gennem et landskab af golde bjerge til den store frugtbare slette, der strækker sig mellem Det ægæiske Hav ved Nafplion i syd til Adriaterhavet ved Korinth mod nord.
Bygget af giganter
Paladset og byen Mykene er placeret på et bjergplateau med en iøjnefaldende kontrol over trafikken op gennem den frugtbare dal. Dalen var den naturlige handelsvej mellem de to have.
Hvordan i alverden fik man de tonstunge sten på plads i de store kyklopmure, der omgiver paladset i Mykene? Det er det første af mange spørgsmål, der trænger sig på, når man står og ser på de store, flot tilhuggede sten i paladsets mure. Mure, der er opført 1700 år før Kristi fødsel. De er op til 14 meter brede.
Senere troede grækerne meget forståeligt, at de var opført af giganter.
Den lige så imponerende Løveport markerer en noget nyere indgang til paladset fra omkring 1300-tallet før Kristi. Den mykenske kultur var den første civiliserede kultur på det europæiske kontinent.
En vandring rundt på paladsets område er en udfordring til fantasien. Et besøg på det arkæologiske museum i Athen giver iøvrigt et godt indblik i den rigdom, der prægede paladsets liv. Her er bl.a. guldspænder og -halskæder, der kan gøre en nutidig designer grøn af misundelse.
Museet har også en samling dødsmasker i det pureste guld. De stammer fra de store kuppelgrave omkring paladset.
Over indgangen til den største af gravene ligger en overligger af sten, der vejer ca 120 tons! Graven kaldes ofte for Agamemnons grav, men den sagnomspundne konge og feltherre fra togtet mod Troja er yngre end graven.
Der er meget at kigge på for en historisk interesseret på vejen ned til byen Nafplion. Vi springer imidlertid over. Vores ømme fødder kræver et afslappende stop.
Syntagme-pladsen er Nafplions charmerende centrum. Den meget harmoniske plads er belagt med marmorfliser. Sammen med de tilstødende gader virker det hele mere italiensk end græsk.
Det er nu heller ikke så underligt. Venetianerne kæmpede i lange perioder mod tyrkerne om magten over byen. Nafplion fik sit italienske udseende under den anden venetianske besættelse omkring år 1700. Fra 1829 til -34 var Nafplion det nye Grækenlands hovedstad.
Det er ikke nogen tosset idé at tage en overnatning i Nafplion og så tage en bådforbindelse tilbage til Poros. Det kunne være via øerne Spetses og Hydra.