Johnni Balslev ©

Det er ikke svært at forestille sig, at Dirch Passer, Jørgen Ryg, Karl Stegger og mange andre af datidens filmstjerner hyggede sig på Pinden.

For det første var der lige så hyggeligt dengang som nu. Men det var måske vigtigere, at et af datidens kendte filmselskaber havde kontor lidt længere henne ad Reventlowsgade.

Der var ikke langt fra udbetaling til omsætning.

Fra tændstik til Pinden

Pindens historie strækker sig tilbage til den 15. september 1907. Dengang hed stedet Gentel Bar.

Senere blev det til Regina Bar. Et navn baren havde til fælles med hotellet ovenover. Hotellet blev dog i 1980’erne lagt sammen med Grand Hotel.

Længe inden hotelsammenlægningen var Regina Bar allerede blevet til Værtshuset Pinden. Men det skete på en lidt trist baggrund.

Ovre i Panoptikon-bygningen på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade havde Panoptikon Caféen haft til huse i mange år. Panoptikon brændte imidlertid i 1950. Bygningen stod ikke til at redde, men størstedelen af inventaret i Panoptikon Caféen flyttede med personale og stamgæster til Reventlowsgade.

Navnet Pinden stammer iflg. Mylius Thomsens bog om Københavns ydmyge steder fra den udbredte raflelidenskab i Panoptikon Caféen.

Taberne fik en pind, en tændstik, hver gang de tabte et parti. Øgenavnet Pinden blev så til det mere fasttømrede navn i Reventlowsgade. Gaden hed iøvrigt pudsigt nok  tidligere Tømmerpladsvej!

En afsløring i Portugal

Afsløringen af, at Pinden ligger inde med noget helt unikt skete på en vingård i Nordportugal i 1997.

Efter en hyggelig middag på vingården Casa de Sezim uden for byen Guimaraes, byder værterne på en kop kaffe i de tilstødende gemakker. Værtsparret Pinto de Mesquita anviser os plads i et rum med pragtfulde tapetmalerier.

Min kæbe falder ned. Kaffekoppen er ved at glide på gulvet. Her er netop et af tapetmotiverne fra Pinden hjemme på Vesterbro. Der er bare mere med. Vognen ude til højre trækkes af et firspand heste.

Nu har vi i årevis troet, at Pindens tapeter var malet af en meget humoristisk maler. Et bud var, at det forestillede en Sydeuropæisk bro med velklædte afrikanere i forgrunden. Men var det det?

- Næh, det forestiller såmænd The Natural Bridge of Virginia, oplyser fruen mig.

- Det er lavet af et fransk firma i Alsace, Zupert, fortsætter hun med et smil. Jeg har også læst, at der skulle findes et lignende i Danmark.

Denne lille historie indgik sammen med en historie om Casa Sezims husspøgelse Antonio i en rejseartikel fra det dejlige Nordportugal.

Zupert, Zupert! Absolut ingen oplysninger på Internettet.

Først i oktober måned 4 år senere viser det sig under et researcharbejde med en lignende artikel, at navnet er Zuber - ikke Zupert. Så går det stærkt.

Udflugtsmål for præsidenter

Pindens tre motiver forestiller fra venstre “New York Bay”, “Boston Harbor” og “The Natural Bridge of Virginia”. Den hestetrukne vogn til højre ville fortsætte ind i et billede af Niagara Falls. “Boston Harbor” er stærkt beskåret.

I slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet var The Natural Bridge of Virginia et  mere besøgt udflugtsmål end Niagara Falls. Broen er 70 meter høj, 30 m lang og 15-45 m bred. Dette naturens under var omgivet af en romantisk mystik.

Allerede omkring midten af 1700-tallet sværmede præsidenterne George Washington og lidt senere Thomas Jefferson om stedet. Den unge George Washington indgraverede sine initialer i broen, mens Jefferson købte området for at bevare det. Købet fandt sted den 4. juli 1774 - nøjagtig 2 år før uafhængighedserklæringens underskrift!

Dengang kunne de modigste besøgende lade sig hejse ned i et metalbur fra broens top, mens en violinist akkompagnerede med romantisk musik!

Franske indtryk

Serien af tapetmalerier stammer  som nævnt fra Frankrig. Den består oprindeligt af 32 romantiserede motiver fra Nordamerika. De er tegnet i 1820’erne og trykt første gang ved hjælp af en helt speciel teknik i 1834.

Maleren Jean-Julien Deltil (1791-1863) malede dem på baggrund af sin chef Jean Zubers oplæg og egne studier sammen med Jacques-Gérard Milbert.

Læg mærke til franskmændenes opfattelse af, at de amerikanske negre levede et lige så harmonisk mellemklasseliv som de hvide amerikanere.

Det Hvide Hus

Under en renovering af Det Hvide Hus i begyndelsen af 1960’erne valgte nationens førstedame Jacqueline Kennedy at indrette Det diplomatiske Receptionsværelse med serien af motiver fra 1820’ernes Nordamerika.

I dag findes de gamle motiver fra Nordamerika kun ét andet sted i USA, nemlig på Archwood bygningen tilhørende Austin Peay State University, Tennessee. Den nyopsatte og helt nyrenoverede serie af tapetmalerier i Archwood består af 5 motiver.

1.690 træblokke

De franske tapetmalerier kommer fra firmaet Zuber et Cie i Rixheim, Alsace. Motiverne trykkes den dag i dag fra træblokke.

Views of North America trykkes fra 1.690 blokke i 223 farver. Et arbejde, der naturligt nok tager flere måneder.

Tapeterne grundes først med ensartede og håndmalede farver. Penslerne føres synkront af flere højrehåndede dekoratører! Efter trykningen går de igang med at finpudse malerierne.

Det historiske arbejde med tapetmalerierne kan ses på det lokale museum i Rixheim.

Musée du Papier peint de Rixheim kan nås på denne hjemmeside: www.museepapierpeint.org

Kommer de fra Betty Nansen?

Nu lader vi historien hvile, indtil vi ved noget om, hvordan pokker  tapetmalerierne er havnet på Pinden.

De tre motiver er muligvis flyttet over fra Betty Nansen Teatret. Den kendte skuespillerinde var medejer af “Pinden” omkring 1920.