Johnni Balslev ©

Omkring 1970 var det helt ok at dele dobbeltværelse med en anden, man ikke kendte på forhånd. I Las Palmas delte jeg værelse med en jockey fra Galopbanen i Charlottenlund. Da jeg indledte en samtale med at sige noget om, hvor skønt det måtte være at arbejde med heste, kiggede han længe på mig. – Du ved vist ikke meget om heste. Jeg har været jockey i næsten 30 år. Heste er meget dumme. Har du ikke set, hvor forvirrede de er, hvis de mister jockeyen?

Ups, der røg en af mine illusioner.

Det var nu slet ikke det, jeg ville frem til. Næh, det pudsige var, at han hver dag tog bussen ned til sanddynerne ved Playa del Ingles og Maspalomas. Stranden Las Canteras i Las Palmas var åbenbart ikke ren nok. Eller også var der mere solsikkert nede sydpå.

Hotel Folias var det første hotel på sydspidsen af  Gran Canaria. Det blev bygget i San Agustin i 1965. Hotellet eksisterer den dag i dag. I 1970 var der endnu kun få hoteller. Nu har området fra San Agustin over Playa del Ingles til Maspalomas og Meloneras ca 150.000 turistsenge, knap 400 restauranter og et halvt hundrede diskoteker og natklubber. Der er ingen egentlig bymidte, man tager pejling ud fra et af de 12 større indkøbscentrer.

Kun for voksne

Denne gang kommer jeg ned med et fly med over 300 passagerer. I 70’erne var det usædvanligt, at mindre børn var med på den 5-6 timer lange flyrejse. I dag er der flere snese børn, der enten er utrøstelige, keder sig eller hopper hyperaktive rundt i sæderne. Forældrene har tilsyneladende opgivet at styre dem.

Når nu en del små børn tilsyneladende har fået et umætteligt behov for lange flyrejser, har rejsebranchen til gengæld indrettet hoteller kun for voksne. I Playa del Ingles hedder det Sunprime Atlantic. Før i tiden hed hotellet noget andet, men er nu renoveret i en meget nydelig skandinavisk stil. Svensk tror jeg. Alt er superduper, men hvis jeg skulle bo her i mere end nogle dage, kunne jeg måske komme til at savne et lille gavtyvefjæs. Sagde jeg det?

Nu har jeg besøgt Playa del Ingles nogle gange i løbet af årene siden min første tur. Og jeg kan berolige med, at der ikke er forandret meget i selve Ingles de seneste mange år. Udviklingen af turistområdet sker i dag ned mod Maspalomas og Meloneras længere sydpå.

En zig-zag tur ned gennem Ingles afslører stadig restauranter med en hvis tilknytning til Skandinavien: Det norske Sosialkontoret, danske Hos Pia og naturligvis det svenske mødested Skansen i Yumbo-centret.

Flere indkøbscentrer trænger til en overhaling, mens omgivelserne synes at klare sig bedre med palmer og farverige blomster.

Promenaden fra Maspalomas gennem Ingles til San Agustin har en fremragende udsigt over det imponerende klitlandskab i evig bevægelse og de næsten uendelige sandstrande.

Bukserne om haserne

Anexo l og ll nede ved selve stranden er stadig samlingssted for tusindevis af mennesker i dagtimerne. Der er tyske og engelske barer med levende musik, og bag de store menuskilte er det stadig muligt at få en typisk frokostret som en halv grillkylling med fritter til under 40 kr. Antallet af kinesiske ”buffettilbud” synes at være steget en del.

Ved El Bucanero ser der ud til at være ekstra gang i den. Stedets engelske musiker spiller nogle dansehits fra 70’erne og 80’erne. Straks er flere par oppe at danse mellem bordene. En tyk mand i badebukser har fundet sig en moden dame, og et tysk ægtepar svinger sig rundt i et outfit fra et tysk tv-show i 80’erne. Stemningen er helt i top. I en pause stryger en lille spraglet klædt spirrevip af en mand ned gennem mængden med salto og flikflak, afsluttende med bukserne nede om haserne. Stor jubel. Manden snupper en stol og svinger sig op i håndstand.

Lidt efter kommer en halvfuld musiker forbi med en stor mexikansk Sombrero på hovedet og guitar og trompet over skuldrene. Han griber hurtigt den gode stemning og giver et par numre på trompeten. Det vækker jubel, at den professionelle engelske musiker ikke rigtigt kan følge ”mexikaneren” på trompeten. Selv om han ikke rammer alle toner lige godt, vanker der en god skilling. Alle smiler.

Lokalt miljø

Om aftenen ændre Playa del Ingles karakter. I centrene Yumbo og Cita er der en del bøssebarer, i Kasbah er der flere diskoteker og natklubber, mens Aguila Roja har mange irske barer. Jeg går op til det eneste område med en smule lokalt miljø. San Fernando er en spændende bydel med marked og en park. Her er det også billigere at handle. Nær San Fernando centret finder jeg en lille hyggelig tapasrestaurant med varm belysning, en frisk duft af hvidløgskrydret mad og smilende tjenere bag baren. Capaco viser sig at have en glimrende husets rødvin, der snart følges af et par lækre tapas. Makkerparret Antonio og Paco slutter aftenen af med forrygende Flamingo-musik.

Selvom Playa del Ingles ikke opgraderes til samme standard som Playa de las Americas på Tenerife, kan man overraskes positivt. Den enkle recept er sol, strand, fest og farver.