Mogan - den sidste dal

 




Johnni Balslev ©


Puerto Mogan på Gran Canaria er en blanding af  gedemarked, elegant turistområde og et livligt havnemiljø.


Vejen snor sig ud og ind langs bjergsiden. Dal efter dal bebygges med hoteller på de stejle bjergsider. Hvor dalene løber ud i Atlanterhavet anlægges nye strande.


Puerto Mogan har ligget her længe. Fiskerbyen ligger for enden af den sidste dal på sydkysten inden hovedvejen drejer skarpt ind på øen.


Snesevis af turister er på vej over een af de broer, der gør Puerto Mogan til Gran Canarias Venedig. I følge deres egne turistbrochurer. Hvis to kanaler og 6 broer kan gøre det, er det iorden med mig.


Hver dag ser Puerto Mogan tusindevis af eendagsturister. De kommer med båd fra Puerto Rico og bus fra Playa del Ingles. Min gode ven Jan forsikrer mig imidlertid, at Mogan er utrolig fredfyldt efter kl 16. Han var på ferie i Puerto Mogan sidste år med sin kone.


Indgangen til byen og hele den lange havnemole er plastret til med mere eller mindre smagfulde boder. Især mindre. En snes sælgere af selvlysende badehåndklæder er mere end nok.


Prisen en kold dush

På den anden side er havnens centrum præget af en tæt, lav hotelbebyggelse med skyggefulde stræder uden trafik. Bouganvilla, palmer og ibiscus ses alle vegne. Husene er helt hvide med blå og grønne dørkarme og vinduesrammer.  Beboerne snakker mest tysk og øst-europæisk.


Bortset fra at havnens fiskerbåde er lige så pæne som hotellerne, er der et spændende liv omkring bådene i havnen. Atlantkrydserne får sig en overhaling i deres stativer klods op ad turistboderne, mens skibshunden venter på at komme om bord i fiskerbåden. Længere henne er en ung pige igang med at tilberede maden til luksussejlerens gæster.


Den rigtige by starter kun få meter fra de slentrende eendagsgæster. Jeg følger efter en mand med to store kasser varer op ad en stejl trappe. Her er der absolut stille. Der er fine kig op ad andre trappegader og en flot udsigt ned over havnen.


Efter en lang vandretur ud ad den trange mole med de mange boder bestiller jeg en forfriskende gin og tonic ude på molespidsen. Var drinken forfriskende er prisen en kold dush. Lige knap 50 kr. Den skulle være det halve. Og tjeneren er fræk nok til at spørge, om jeg ønsker penge tilbage på det, der svarer til 60 kr. Fandme ja om jeg gør! Og en kvittering! Kald lige det taxfree een gang til!


Nu får priserne lige et ekstra blik. Løseligt anslået ligger de ca 25% over prisnivauet i Puerto Rico og Playa del Ingles. Men der er da heldigvis billigere steder end Restaurante Terraza på molespidsen.


Mogan uden havn

Puerto Mogan er havneby til byen Mogan, der ligger 10 km inde i landet. Det stammer sikkert tilbage fra en tid hvor det var nemmere at forsvare sig oppe i bjergene end nede ved kysten. Dengang vrimlede farvandet med pirater. Mogan er en lille halvkedelig men velplejet by uden souvenirshops. De officielle bygninger er imponerende og byen har et nydeligt kulturcenter.


Langs hovedgaden er der flere restauranter. Frokosten indtog jeg i den hyggelige Restaurante Casa Enrique.


Første ret er en dejlig stor portion grøntsagssuppe Potaja Canario med masser af grøntsager i. Herlig. Pris 30 kr. Hovedretten blev en Pescado a la Plancha, en frisk fiskefilet uden panering med tilbør af salat og kartofler. Hovedretten kostede det samme som gin’en nede i havnebyen.


Skynd dig langsomt

Den venlige tjener kunne ikke rigtig hjælpe mig med bustiderne, men den gik da rigtigt nok lige udenfor. Det kom jeg til at forstå. De lokale er vant til ventetider. De snakker muntert sammen nær stoppestedet, mens bussen forlængst har overskredet sin tidsplan. Rolig nu. Man må lære at skynde sig langsomt. Busturen ned til havnen koster 6,5 kr mod taxiens 65 kr.


Hjemturen til Puerto Rico foregår med en bundløs båd. Altså en båd med gennemsigtig bund. Dog ikke helt gennemsigtig. Der viser sig at være to store glukhuller i bunden. Fint nok, men jeg ser ikke en eneste fisk på turen. Til gengæld kan jeg se de mange små strande på kysten, der ikke kan ses fra vejen. Flere af dem er fyldt med autocampere og campingvogne. Det er strande for feinsmækere - og nudister.


Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html