Rundt om Ringkøbing Fjord
Rundt om Ringkøbing Fjord
Det er flot, det er barskt og den friske luft er naturens egen sovepille. Vi fik nogle dage i det turistområde, der nu hedder Hvide Sande. Det dækker stort set området omkring Ringkøbing Fjord.
Vi startede med et besøg i selve Hvide Sande med en større fiskerflåde og to sluser ind til Ringkøbing Fjord. Hovedgaden kunne værre kulissen til en dansk western med en arkitektur, der spænder fra spinkle grillbarer til massive bankbygninger.
Vi fortsætter til Lyngvig Fyr med en imponerende udsigt over vestkystens klitlandskab. Længere mod nord får vi et stop hos Dorthe Fjord Tarbensen i Vestkystens Gårdbutik. Butikken midt i klitterne omgivet af gamle tyske bunkers har et bredt udvalg af sunde, spændende fødevarer.
Om aftenen får vi et fint måltid med danske vine på Westergaards Hotel i Videbæk.
Vores base er Hotel Fjordgården i Ringkøbing. Selve Ringkøbing er en af de største turistmagneter i området. Den lille købstad var centrum for rige købmænd og embedsmænd tilknyttet hele oplandets administration. Charmerende stræder går ud fra byens torv mod banen i øst og havnen mod vest.
Det bliver til en frokost med lidt ølsmagning på Mylius Erichsens Bryghus. Bysbarnet Mylius Erichsen var med sin kortlægning af Grønlands østkyst skyld i, at Danmark fik tilkendt Grønland. Han omkom selv på den kendte Danmarks-ekspedition.
I havnen svinger vi indenom i butikken og caféen Kræs hos Elin Bille Nørgaard. Med lækre kager til kaffen får vi lidt at vide om, hvor svært det er at holde liv i en progressiv forretning og café. “Stumtjeneren” holder godt øje med os.
På Stauning Whisky bliver vi klar over, at målsatte danske nutidseventyrere godt kan lave glimrende whisky. Den herlige Stauning Havn bliver målet for vor frokost.
Økogårdene Skjern Enge har en god repræsentant i gårdejer Søren Christensen. Ham møder vi i en pragtfuld baghave med udsigt over sø og enge med græssende kvæg og får. I en kikkert kan vi se tårnfalkens unger langt nede i baghaven. Vi smager fine pølser og ost af gode råvarer. Økogårdene er alle tilknyttet Slagter Sørensens landsdækkende udbringning af økologiske råvarer.
Efter en frokost på Café Sille i Skjern forsætter vi til et dejligt møde med naturvejleder Sabine Jensen ved Bundsbæk Mølle uden for Skjern. Hun giver os et entusiastisk indblik i kunsten af finde de rigtige krydderurter til en smagfuld snaps.
Nu kigger jeg på min porse i Brøndum Snaps. Hvornår kan jeg mon smage på den?
Se også artiklen om Vestjylland....
© Johnni Balslev