Mykonos, Delos og Syros

 


© Johnni Balslev


Delos var en hellig ø længe før den blev udnævnt til fødested for de græske tvillingeguder Apollon og Artemis. Og endnu længere før romerne gjorde den til center for slavehandel i området. En handel der også nævnes i storfilmen Spartacus med Kirk Douglas i hovedrollen.


Delos er så central i det græske ørige, at alle andre øer i nærheden drejer om den. Som en cyklon. Derfor fik øgruppen navnet Kykladerne.


På et tidspunkt havde Delos omkring 35.000 indbyggere, men vi ankommer til den ubeboede ø med det gode skib Alexander fra den smukke ø Naxos.


Delos ligger ellers kun et guddommeligt stenkast fra den meget livlige jetset-ø Mykonos.


Som almindelig turist skal man nok have læst lidt om Delos for at få det fulde udbytte af øens spændende historie. Men et åbent sind og en pæn portion fantasi er en rigtig  god guide til øen med hemlighedsfulde ruiner og imponerende templer.


Knap så hellig ø

Kontrasten mellem Delos og naboøen Mykonos falder kraftigt i øjnene.


Der er lysår mellem Delos ophøjede ro og det hektiske jetset-liv på Mykonos. Allerede i havnen modtages vi af store lystbåde i den tocifrede millionklasse under bekvemmelighedsflag. "Crazy me" står der åbenhjertigt på en af dem.


På Mykonos afløses den ophøjede ro af selvbevidste kvinder med nypumpede babser og strømlinede forretninger med priser, der når olympiske højder. Klassiske søjler afløses af kolde Mojitos og antikkens teatre af  hårdtslående diskorytmer.


Mykonos er en charmerende ø med en hovedby, der oser af et veltilrettelagt salgsmiljø med labyrintiske hvide stræder, bourganvillaer, blå døre og vindueskarme. Ikke meget lokalmiljø, men ganske kønt. Specielt med udsigt til "Little Venice" med farverige balkoner og barer hængende ud over havet.


Vi slår et slag ud på den livlige strand Platis Gialos i kort afstand fra Mykonos by eller Chora, som den hedder lokalt. En dejlig strand med fint grus og et præg af luksus, men med plads til alle. Busforbindelsen til Chora er glimrende. Turen tager ca 15 min og koster 11 kr.


Andre strande på Mykonos indbyder til nøgenbadning, og øen er stadig et fristed for bøsser og lesbiske.


I Chora er der masser af turistfælder, men også det modsatte. Man behøver ikke betale 60 kr for en øl, men kan sagtens, hvis man vil. Det samme gælder logi. Det kan lade sig gøre at bo til en rimelig pris omkring de 500 kr, men der er ingen topgrænse.


En ø med lokalmiljø

Efter et par dage i livlige Chora flytter vi teltpælene til øen Syros nær Mykonos. For de fleste vil den være helt ubekendt. Og det er en skam. Vores gamle eventyrforfatter H.C. Andersen huskede den dog tydeligt. Han var enormt søsyg på en af sine sørejser nær Syros. På den tid havde Syros den vigtigste havn i Grækenland. Selvom det store skibsværft kører på pumperne, er havnen stadig en vigtig del af det  administrative centrum i øgruppen Kykladerne.


Vi rejser ikke som H. C. Andersen men på de stærkt opgraderede færger fra Blue Star Ferries. De er store og komfortable med rulletrapper, aircondition og et pænt udvalg af spiseligt. Der er cafeteria, restaurant og ihærdige mænd, der suser rundt blandt passagererne med sandwich og lokale delikatesser.


Syros blev beskyttet af franskmændene under starten af den græske frihedskrig mod tyrkerne i begyndelsen af 1800-tallet. Mange andre græske øboere flygtede til Syros for at søge ly. Vi lagde mærke til den specielle byggestil fra øen Chios nær Tyrkiet. Lyse byggesten omgivet af en bred hvid fuge.


En overset perle

Hovedbyen Ermoupolis er noget af en overset perle i Kykladerne. Ned mod havnen er shoppinggaderne belagt med marmor med statelige administrationsbygninger i en nyklassisistisk stil med søjler og rene linier. Man har endda opført en skøn operabygning, der er en mindre udgave af operaen La Scala i Milano.


På den store plads foran rådhuset ligger cafeerne side om side, og i sidegaderne ned mod havnen gemmer sig charmerende restauranter under blomstrende nerier og burganvillaer i pangfarver. Stemningen er afslappet i en blanding af studerende fra øens universitet, administrationsansatte og mere almindelige borgere.


Maden er overraskende varieret og de mange forretninger har et udbud af tøj, der er helt på højde med dem på Mykonos, men til en noget lavere pris. For foden af den gamle bydel Ano Syros ligger et stort arbejderkvarter med tilknytning til Ermoupolis' store skibsværft.


Vi tager en tur op til toppen af Ano Syros med en flot udsigt ned over Ermoupolis. Heroppefra ses både græsk ortodokse og romersk katolske kirker. Under nedstigningen kigger vi lidt efter journalisten Hans Bischoffs hus i de snævre stræder. Det lykkes os ikke at finde det, men det var en dejlig tur ned forbi smilende beboere og flere hyggelige taverner med traditionel græsk bouzouki-musik.


Dejlige strande

Ude på øen besøger vi en lang række glimrende strandbyer. Min favorit er byen Kini i en kort afstand fra Ermoupolis (jeg har en gang taget et billede af en bi i Kini). Her er der en god blanding af strandliv, strandpromenade og et pænt udbud af taverner. Galissas har en af øens bedste strande, et par rigtig gode restauranter, men ingen strandpromenade. Firikas har en lang smal strand og en større havn med fisker- og lystbåde ved siden af hinanden. Den større familiestrand Agathopes har strandsport og en lille havn.


Flækken Vari syd for Ermoupolis er det store udflugtsmål i weekenden. Her er det muligt at opleve græsk folkeliv. Et herligt mylder af mennesker, der skal ligge så tæt som muligt.


Endnu er der ingen danske charterrejser til Mykonos og Syros, som hver for sig eller i kombination er et besøg værd. Nordmænd og svenskere afprøver charterrejser dertil i år. Så de kommer måske snart i programmerne i Danmark.


Ind til videre kan man tage mange færger fra Athen/Piræus til Syros og Mykonos. Hellenic Seaways og Blue Star Ferries har flest afgange. Eller med fly til begge øer. Dog ikke direkte fra Danmark.




Lidt fakta

Mykonos har et areal på 85 kvkm (på størrelse med Ærø) og lidt over 10.000 faste indbyggere. Flere tusinde af dem er albanere, der arbejder inden for byggeri og service. Også en større koloni af englændere og tyskere. Langt hovedparten lever i Mykonos by (Chora). Turismen er øens hovedindtægtskilde.


Syros har omkring 25.000 indbyggere og dækker samme areal som Mykonos (84 kvkm). Knap 15.000 bor i hovedbyen Ermoupolis. Skibsindustri, handel, administration og uddannelsesinstitutioner udgør hovedindtægtskilderne. Turismen er i stigning, men udgør stadig kun en mindre del af øens indtægter.

Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html