Johnni Balslev ©

Vi er en flok danskere i vinterdres foran det lille spritnye hotel. Den græske værtsfamilie styrter forvildede rundt mellem hinanden.

- Kommer I allerede? Vi skal lige have taget et billede af jer allesammen.

Om det nogensinde bliver taget fortaber sig i den venlige tumult.

I den næste uge kommer vi tæt på det unge værtspar Katja og Sotiris og deres 3 kønne, livlige primadonna-døtre.

Katja er  på stikkerne for at tjekke, om alting  fungerer. Hendes mand Sotiris lægger sidste hånd på hotellets øverste etage. Den skal indvies ugen efter. Sotiris hænger forståeligt nok med hovedet sent på aftenen. Han har en stor bagerforretning i nabobyen Potos. Mødetiden er kl 03!

Alt er ikke perfekt på det lille Limenaria Beach Hotel, alligevel er her en meget fin atmosfære med 10 fornuftige danskere, der tager småproblemerne i strakt arm.

Badekarret kan f.eks. ikke rigtig finde ud af om det er et bidet eller et siddebadekar. Mine anstrengelser for at undgå at glide på bagen, tåler ikke gengivelse på video.

Limenaria selv er en lille by, der først vågnede op i slutningen af 1800-tallet, da tyske mineselskaber fandt jern og guld i undergrunden. Nattelivet er hurtigt overset. Til gengæld er de fredfyldte morgener med honning og youghurt indtaget på strandpromenaden ikke til at glemme. En af dagene kommer en flok legesyge delfiner helt ind under land. Var de mon ikke lige oppe og kigge på de underlige nordboere på stranden?

Thassos er beriget med et utal af dejlige hvide sandstrande. Nær Limenaria kan den stille Tripiti og den mere livlige Pefkari-strand anbefales.

Nabobyen Potos står også på de danske rejsebureauers program. Byen er mindre end Limenaria, men har til gengæld en meget hyggelig og intim strandpromenade med en række gode barer og taverner.

De næste dage står den på opdagelsesrejser langs kysten og ind på øen til de små bjerglandsbyer. Følger man hovedvejen langs kysten, er der kun 100 km tilbage til udgangspunktet. Men en tur ad bjergstier kun 15 km i fugleflugt erfarer vi kan tage timevis.

Den glemte by

Efterhånden som tiderne blev mere fredelige vandrede indbyggerne fra de højtbeliggende bjerglandsbyer ned til nye byområder ved de opdyrkede marker og det gavmilde hav. Mange bjerglandsbyer ligger derfor idag næsten øde hen.

Indbyggerne i de to byer Limenaria og Potos med danske turister kom oprindeligt ned fra den lille bjerglandsby Kastro. Byen beboes i dag kun fast af et par mennesker.

Hotellets værtinde Katja fortæller os imidlertid, at hun siden sin barndom har været med familien til kirkefest i Kastro hvert år den 19. januar. Familierne samledes i den lille kirke til gudstjeneste for så at gå i procession gennem byen med levende lys i hænderne. Flere familier boede så sammen i de små, primitive huse. Som enebarn husker Katja denne tid med glæde. Hun kom tæt på andre familiers børn, og alle hyggede sig med musik og sang til åben ild og levende lys. Enkelte gange lå der en eventyragtig sne over den gamle landsby.

Min kone og jeg har besluttet os for at kigge nærmere på denne glemte by i bjergene.

Vi stryger gennem landsbyen Maries på en kraftig scooter. Bag byen gør vi holdt ved en lille opdæmmet sø med et specielt grønt skær. Pinjeskoven når helt ned til søens bredder. Her er fredfyldt og frodigt. Vi hilser lige på en lille lastvogn med landarbejdere. Det er de sidste mennesker, vi ser i 2 1/2 time!

Vejen er nu blevet til en grusvej i rimelig stand.

Langs vejen er der rækker af bistader. Bierne leverer en skøn, krydret honning fra de mange pinjetræer og farvestrålende skovblomster. Alene duftene er hele turen værd.

Vejen deler sig pludseligt i tre. No problemos. Der er jo fine vejskilte. Frem med kortet. Igen må vi sande, at værdien af disse kort ligger mere på den kunstneriske end den realistiske side. Kortet fra Avis har kun latinske navne, mens vejskiltene er på græsk! Vort andet kort har ganske vist græske navne, men ingen af skiltene passer med navnene på kortet. Vi følger vores intuition. Vi må højere op.

På bjergryggen i ca 7-800 meters højde er der en fremragende udsigt til alle sider. Luften er klar og vegetationen sparsom. Her deler vejen sig igen. Flere skilte viser nu mod Kastro. Vi kører op ad en meget dårlig og stenet sti. En rigtig rystetur for konen.

Vejen deler sig igen. Vi har kørt i over en time nu. Ingen skilte!

Mon ikke vi skal til højre? Flere fåre- og gedeflokke senere må vi vende om. Vejen går over sylespidse skærver og Mai-Britt har nu været af scooteren et par gange, hvor jeg er kørt i forvejen for at sondere. Flere sylespidse skærver forude. Vi skulle have taget vejen til venstre.

Vi krydser nu flere vandløb ad næsten bortskyllede stier.Tungen holdes lige i munden. Vejen deler sig efter en lille lund. Kastro står der på skiltet. Befriende.

Efter flere timers trængsler og oplevelser kører vi ind i Kastro. Byen klamrer sig til en bjergryg omgivet af bjerge til alle sider. I byens eneste have står en smilende kvinde og vinker til os.  Vi kaster os over en offentlig vandhane.

Der er nu lagt el ind i Kastro, og mange af byens huse er ved at blive renoveret. Flere nye  er endda under opførelse. Endnu er byens sommertaverne ikke åbnet, men det græske flag vejer fra den gamle skolebygning.

Vejen ned tager kun en time. Katja fortalte os, at hun før i tiden var tryg ved turen ned. Vejen var beskyttet af høje pinjetræer. Men efter to store skovbrande i 1980’erne var hun ræd for de bratte bjergsider. Hendes onkel mistede livet ved en bilulykke på vej ned fra Kastro.

Turen er knap så skrap den direkte vej, og en lejet jeep klarer turen forholdsvis nemt.

Det hvide guld

Der er flere andre mere levende bjergbyer, der kan nås ad fine asfalterede veje. På nordvest-siden ligger byen med flere navne. Nogle kalder den Kazavati andre Megalos Prinos. Her er der et dejligt torv med store platantræer, rislende bække og tre taverner at vælge imellem. Et ideelt frokoststed.

Tæt på Thassos By kan Panagia anbefales. Den har også et lille bytorv med en meget populær fontaine. Længere oppe i byen ligger kærlighedens ønskebrønd mit i et system af små kanaler med rislende vand. Et helt lille Venedig.

Vi flytter vore teltpæle op til Thassoss By  mod nord. Heldigvis er Thassos By en behagelig overraskelse. En afslappet stemning med gågader, antikke udgravninger og en lang havnepromenade.

Bystranden med skyggefulde træer bliver hurtigt et foretrukent formiddagssted for min kone. Strandbaren “The Drift”  med fin service mellem liggestolene passes af Thomy og Christos og deres sprællemand af en søn, Vasilis.

Stranden slutter ved et lille skibsværft. Går man gennem det og et lille strandområde med en hyggelig taverne, kan man begive sig op til det antikke teater langs den gamle bymur. Muren var oprindeligt 4 km lang og opført 600 år før Kristi fødsel. Yderbelægningen har været i det hvideste marmor.

Rundt om på Thassos ser man de store marmorbrud, der allerede i antikken leverede førsteklasses marmor til Akropolis i Athen. I dag køre tungt lastede biler ombord på færgerne til fastlandet med det hvide “guld”. Det skal til behandling i de store udskæringsfabrikker nær storbyen Kavala. De frodige sletter omkring fiskerbyen Keramoti på fastlandet ligger kun tre kvarters sejlads væk.

Man har renoveret det antikke teater. De gamle siddepladser er suppleret med nye i aluminium. Udsigten over by, fastland og hav er utroligt smuk her oppe fra.

Bortset fra de mange skønne strande, de hyggelige byer og den afvekslende natur må det lige understreges, at prisniveauet er pænt lavere end på de store græske turistmål som Kreta og Rhodos. I gennemsnit spiste vi for 120 - 150 kr per hovedmåltid, inkluderet tzaziki, græsk salat, hovedretter, vand og en halv liter Retsina for 2 personer. Retsinaen er iøvrigt mere mild her på Thassos, hvor man også producerer sin egen vin.