Johnni Balslev ©

Det er er en stjerneklar nat. En af de nætter man oplever alt for få af i sit liv. Mylderet af stjerner på den begsorte himmel er overvældende. De tydeligste kan vi næsten nå med hænderne fra hotellets balkon. Lyset fra dem spejler sig i havet nedenfor og tegner en silhuet af to bløde øer i det fjerne. Nattens fugtighed krydrer luften med en eksotisk duft.

Efter en lang og anstrengende tur med fly og bus i timevis kunne vi ikke ønske os en bedre velkomst.

Den lille Corfos Beach viser sig også at være et herligt sted om dagen. Mellem hotellet og stranden er der et frodigt bælte af blomster og træer med en indbygget restaurant og bar. Den hyggelige strand med groft sand har sine skyggefulde steder under grupper af fladtoppede træer. En række af golde øer skærmer bugten og stranden.

En af øerne er Spinalonga. Den vil være kendt af de, der har besøgt Østkreta. Alle udflugtsbådene fra de nærliggende byer Agios Nikolaos og Elounda går til den gamle spedalskhedsø.

Vi finder et stille tidspunkt og snupper en lokal båd fra den lille by Plaka lige ud for Spinalonga. 40 kr per næse, og så har vi endda båden for os selv på både ud og hjemturen.

Spinalongas historie strækker over en fortid som venetiansk fort til en lang periode op i nyere tid som spedalskhedskoloni. Det er absolut tankevækkende at gå en runde på øen med de mange forladte bygninger. Men illusionen er nok bedst, hvis man rammer øen uden for den værste turiststrøm om formiddagen.

Skønne landskaber

Det er ikke så underligt, at Kreta er et af os danskeres absolut mest populære rejsemål i sommerferien. De seneste år har der været et hårdt pres på Vestkreta omkring Chania, men Østkreta fortjener en renæssance. Her er knapt så tætpakket med hoteller langs kysten. Agios Nikolaos og den mindre Elounda er gode udgangspunkter for både strandliv og udflugter.

Strandene er af blandet standard som overalt på Kreta. De er knap så sandede. Her mod øst er de fleste til gengæld både hyggelige og børnevenlige. Men Kreta kommer først rigtig til sin ret, når man kaster sig i lag med de mange skønne landskaber inde på øen.

Selvom grækerne nu er blevet tvunget til at stramme reglerne omkring kørsel på motorcykel og scooter, så er der for mig intet bedre end disse letbetjente og villige scootere, der nemt bringer 2 personer rundt de mest afsides steder. I kontakt med naturen. En scooter på 50 kubik kan lejes for under 100 kr pr dag.

Landsbyliv

Kreta er beriget med en lang række historiske seværdigheder i verdensklasse, men jeg vil nu godt slå et slag for de små landsbyer.

De fleste er overladt til de gamle og konerne om dagen. Mændene og enkelte gamle koner sidder på den lokale taverne det meste af dagen. Kulissen er et vakkelvorent bord med gamle fletstole, hvor man er nødt til at flytte balder  for ikke at komme til at ligne et (u)heldigt spankingoffer med røde striber på lår og bag.

Mændene har altid deres uundværlige combaloi i hånden. Den glider rundt mellem fingrene i ubevidste mønstre. Nej, det er ikke en bedekrans. Det er nærmere et anti-stress middel. Og det synes at opfylde sin mission. No stress!

Foran dem står den obligatoriske lille græske kaffe. Det kan være en metrio med lidt sukker. Den skal have tid før kaffegrumset synker til bunds. Ude i landsbyerne kunne de ikke drømme om at servere kaffe uden et glas vand. Lige så lidt som en ouso uden lidt spiseligt ved siden af. Det kan være agurke- eller tomatstykker, brød, feta-ost, oliven og/eller andre små lækkerier. En kaffe med en ouso sniger sig sjældent op over 10 kr. Prøv iøvrigt den kretensiske raki. Den er mere udbredt end ouso. Det er en hjemmebrændt snaps på sjældent under 50%.

De gamle er kun lykkelige, når vi stopper op og holder dem med selskab. Man kan lynhurtigt få udbygget sit tegnsprog, få sig et kig ind i den lokale kirke eller i det spartansk indrettede hjem. Men lur mig om ikke der er lidt penge på kistebunden.

Bag Elounda kommer jeg frem til den lille landsby Fourni. Tanken er tom. I udkanten af byen stopper jeg ved et lille værksted. En ung mand kommer frem. Han ryster scooteren. - Du kan sagtens nå ind til tankstationen i Neapolis, siger han smilende og lunter ind til arbejdet.

Her i Fourni sidder de gamle på taverner på begge sider af vejen. De får lige et vink - og jeg flere igen. Vejen snor sig uden om kirken og går over en af de mange smukke højsletter Kreta er så kendt for. Der er frodige marker på begge sider af vejen og hundrevis af Eucalyptustræer danner en flot grøn tunnel til nabobyen Kasteli.

Vejen svinger ind mellem nogle klipper kort efter Kasteli. Nu går det i skrappe hårnålesving ned mod “storbyen” Neapolis. Jeg må simpelthen stille scooteren og nyde udsigten. I baggrunden bjergene, der skjuler Kretas største højslette Lasithi. På bjergsiderne er der små landsbyer mellem svært opdyrkelige marker. I bunden af dalen løber hovedvejen mellem Agios Nikolaos og Heraklion.

Næste dag må jeg vise min kone denne dejlige højslette. Vi plukker nogle smukke blå blomster. Desværre kunne de ikke slå rødder herhjemme.

Broderier

Vi kører ned til Agios Nikolaos. Her om onsdagen er det markedsdag. Vi vover os gennem det hektiske marked, hvor kød, fisk, tøj og sko sælges under asen og masen. Ingen drømmekøb. I stedet nyder vi en kaffe i bymidten med udsigt til en tæt strøm af ferieklædte Nordeuropæere. I disse omgivelser kan selv den iøjnefaldende smagløshed tilgives.

Agios Nikolaos er forsynet med et hav af restauranter og cafeer i bymidten ud til havnen og den lille “bundløse” sø. Den blev iøvrigt målt til at være 64 meter dyb af Jacques Cousteau. Der er noget for enhver smag og pengepung.

Dagens program fører os til landsbyen Kritsa og ruinbyen Lató.

Kritsa er kendt for sin produktion af broderier og kniplinger. Her ligger snesevis af butikker med de flotteste broderede duge. Selv om det hele er meget turistpræget, er der alligevel en hyggelig atmosfære i de snævre gader. Vi ender da også med at have en ny dug med hjem, med dækservietter til. 400 kr i alt med 6 dækservietter.

Fløjtende ligeglad

En herlig snoet  vej fører os op til det gamle Lató. Ved indgangen er man ved at opfører en indhegning, der kunne gøre dem misundelige oppe i Sandholmlejren. Men indtil videre er der helt fri adgang, ikke engang en kontrollør. Heller ingen information om åbningstider er klar endnu.

Lató havde sin storhedstid som dorisk bystat omkring 6-700 år før Kristi. Under navnet Lató pros Kamára var Agios Nikolaos på den tid havneby for Lató. Fantasien er altid den bedste følgesvend på en rundtur i disse gamle ruinbyer. Men en god guidebog er nu heller ikke at foragte.

Her er rester af imponerende bygninger, et teater, en markedsplads osv. Hvordan pokker fik de bygget det hele i et for os utilgængeligt område?

En sti fører hen mod et andet udsigtspunkt med endnu nogle spændende udgravninger. Middagsheden får sveden frem på panden. Fløjten lyder lige som vi er ved at være fremme ad den stejle sti. Vi må som de få andre på stedet vende om og gå tilbage. Pokkers også. Så tæt på og dog så langt fra.

Næsten nede møder vi flere på vej op. Hvad nu? Kontrolløren dukker op med sin fløjte. Han trækker på skuldrene. Hvad kan han gøre? Lige nu kan tage sin fløjte og putte den et sted hen, hvor der er meget mørkt!

Forfald eller postkort

På vej  tilbage mod vores by Elounda og hotellet på Corfos Beach må vi pænt holde os bag en flok får. Kun tøvende lader de os passere.

Vi må dog lige af ved den gamle kirke Panagia Kirá. Kirken fra 1200-tallet er rost i vores guidebog. Den er kendt for sine fine fresker fra samme periode. Vi ankommer i åbningstiden, men kirkens vogter havde det ikke så godt efter gårsdagens festligheder, så han er taget hjem igen. Det gør vi så også. No stress!

Lige bag Elounda kører vi ind i den gamle, oprindelige by Kano Elounda med en smuk udsigt ud over bugten. Det var meget almindeligt, at de græske byer flyttede mellem hav og bjerge, alt efter om det var sikre eller usikre tider.

Inden for få år vil denne skønne, gamle by  med sine snævre stræder være genopbygget af rige grækere og udlændinge. De er allerede godt igang med at opkøbe og istandsætte de charmerende, men faldefærdige huse. Et engelsk par fortæller os, at de gamle huse kunne købes for mellem 130.000 og 300.000 kr. Nogle af deres venner havde netop istandsat et skønt hus. Fra pittoresk forfald til postkortmotiv.

Selve Elounda by har, hvad der skal til. Her er en charmerende havn, masser af taverner, restauranter, barer, nogle gode strande, en livsfarlig hovedgadetrafik og et historisk islæt.

Øst for Elounda er der bygget flere store luksushoteller med golfbane til. Nogle af de bedste i Grækenland. Men vi er godt tilfredse med vores lille oase lidt vest for byen.